Opdateret beregningsmodel viser mindre CO2 gevinst ved naturgas i tung transport

6. maj 2013

Opdateringen af Energistyrelsens beregningsmodel for Alternative Drivmidler reducerer CO2 gevinsten ved at anvende af naturgas i især tung transport

Energistyrelsen har opdateret beregningsmodellen for Alternative Drivmidler. Opdateringen er fagligt begrundet og vedrører især anvendelsen af naturgas til tung transport, hvor der dels er foretaget beregningstekniske ajourføringer og dels er ændrede forudsætninger. Sammenlagt betyder ændringerne en væsentlig reduktion af CO2 gevinsten ved at anvende af naturgas i især tung transport.

De væsentligste ændringer

  • Der er rettet en omregningsfaktor mellem diesel og naturgas.
  • Der anvendes nu EURO-normer i stedet for producentoplysninger, hvilket giver et lavere metanudslip.
  • Forventningen til gasmotorer til lastbiler og busser er efter anbefaling fra Trafikstyrelsen nedjusteret, så energieffektiviteten i stedet for at være på niveau med diesel ligger 13 % lavere i 2020 og 10 % lavere i 2030.

De opdaterede resultater
Den opdaterede CO2ækv. reduktion for busser og lastbiler ved at anvende ren naturgas i stedet for ren diesel uden iblanding af biobrændstof udgør nu 13 % i 2020, og 8 % i 2030.

For de lette køretøjer udgør den opdaterede CO2ækv. reduktion ved at anvende ren naturgas i stedet for ren diesel uden iblanding af biobrændstof nu 10 % i 2020, og 4 % i 2030.

I Danmark iblandes i dag 7 % biobrændstof i diesel og 5 % biobrændstof i benzin.

Beregningsmodellen for alternative drivmidler opdateres jævnligt
Model og dokumentation er tilgængelige på Energistyrelsens hjemmeside og benyttes af en række interessenter på transport og energiområdet. Modellen blev senest opdateret januar 2012 efter en bred analyse- og høringsproces, der involverede en lang række parter. Modellen indeholder et betydeligt antal forudsætninger og beregninger, i øjeblikket for 15 forskellige drivmiddelspor til lette køretøjer, 6 drivmiddelspor til lastbiler og 3 drivmiddelspor til busser.

Yderligere oplysninger
Notat om opdateringen, den opdaterede beregningsmodel og dokumentation kan findes her.

Kontakt: Specialkonsulent Michael Rask, tlf: 33 92 75 30, e-mail: mir@ens.dk eller fuldmægtig Henrik Duer, tlf. 33 92 68 28, e-mail: hdu@ens.dk.

Alternative drivmidler version 2.1

Michael Rask

Specialkonsulent

Center for Klima og Energiøkonomi

Tlf.: 33 92 75 30

mir@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig