Opdateret statistik om træpiller

Opdateret statistik om træpiller


Forbruget af træpiller voksede i 2018 til knapt 3,2 mio. ton i Danmark. Heraf dækkede den indenlandske produktion knap 200.000 ton, mens resten blev importeret fra især Baltikum. Det fremgår af Energistyrelsens undersøgelse af det danske træpillemarked 2018.

Træpilleundersøgelsen har kortlagt den samlede forsyning med træpiller til det danske marked i 2018. Kortlægningen viser, at der i 2018 blev fremstillet 200.000 ton træpiller i Danmark, mens nettoimporten udgjorde 3 mio. ton. Af det samlede forbrug på næsten 3,2 mio. ton træpiller til energiformål blev der omsat knap 2,1 mio. ton i forsyningssektoren, mens godt 0,9 mio. ton blev brugt hos private inkl. landbrug og 0,16 mio. ton i industri og offentlige bygninger.

Det samlede forbrug er godt en halv million ton højere end i 2016 og skyldes bl.a., at omstillingen fra kul til biomasse på flere store anlæg er blevet fuldt indfaset fra 2017. Samtidig har der de senere år været stigende interesse hos private forbrugere for træpillefyrede ovne.

Læs rapporten ”Det danske træpillemarked 2018”.

Fakta:

Træpilleundersøgelsen er gennemført af Ea Energianalyse på vegne af Energistyrelsen. I undersøgelsen bestemmes forbruget uden for forsyningssektoren ved at trække forbruget i værkerne, der kendes fra Energistyrelsens årlige energiproducenttælling fra den samlede forsyning, som undersøgelsen opgør. Undersøgelsen er blevet gennemført siden 2001 og hvert andet år siden 2005.

Kontakt:

Energistyrelsen: Ali Zarnaghi, tlf: 33 92 68 40, e-mail: aaz@ens.dk

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon