Orientering om udmeldelse af prisloft for overskudsvarme 2022
Energistyrelsen forventer d. 1. januar at udmelde et prisloft for overskudsvarme for 2022.
Energistyrelsen forventer d. 1. januar 2022 at udmelde et prisloft for overskudsvarme gældende for kalenderåret 2022. Det vil være første år, at Energistyrelsen udmelder prisloftet. Prisloftet udgør et loft over de samlede omkostninger til udnyttelse af overskudsvarme, som en varmeforsyningsvirksomhed må indregne i sine priser.
Prisloftet forventes at blive fastsat til 77 kr./GJ.
Regelgrundlag
Energistyrelsen forventes hvert år at udmelde et prisloft for overskudsvarme jf. bekendtgørelse om fastsættelse af et prisloft på levering af overskudsvarme. Bekendtgørelsens ikrafttræden og dermed udmeldelse af prisloftet afhænger af vedtagelsen af lovforslag L60.
Prisloftet fastsættes som et simpelt gennemsnit af de samlede produktionsomkostninger for opvarmet vand, der er produceret på en fliskedel, samt for opvarmet vand, der er produceret på en varmepumpe med luft som varmekilde. Produktionsomkostningerne beregnes på baggrund af Energistyrelsens seneste data fra Teknologikatalog for produktion af el og fjernvarme og Samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger for energipriser og emissioner. De omkostninger, der indgår i beregningen, samt beregningsmetoden, fremgår af bekendtgørelsens bilag 1.
Kontakt
Fuldmægtig Toke Liengaard, 33927574, tkld@ens.dk