Peter Christian Baggesgaard Hansen tiltræder som ny vicedirektør i Energistyrelsen
Den 1. august starter Peter Christian Baggesgaard Hansen som ny vicedirektør i Energistyrelsen, hvor han får ansvaret for Center for grøn forsyning og Center for undergrund.
Peter har god erfaring på energiområdet, da han kommer fra en stilling som kontorchef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han blandt andet har arbejdet med gasforsyning, brintinfrastruktur og Power-to-X samt forsyningssikkerhed og beredskab.
”Vi glæder os til at byde Peter velkommen i Energistyrelsen, hvor jeg er sikker på, at han hurtigt kommer til at føle sig hjemme. Peter kender huset rigtig godt, og som kontorchef i først Skatteministeriet og siden Klima,- Energi- og Forsyningsministeriet har han vist sig som en vellidt og dygtig leder. Samtidig har Peter med flere års erfaring i vores departement stor indsigt i energiområdet,” siger Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.
”Energistyrelsen har en enormt vigtig samfundsopgave i at sikre, at grøn omstilling og sikker forsyning går hånd i hånd. Derfor er jeg virkelig glad for og stolt over, at jeg har fået muligheden for at blive en del af holdet. Jeg kender Energistyrelsen fra min tid i departementet, og jeg har altid været imponeret over den høje faglighed og store dedikation. Jeg ser meget frem til at starte,” siger kommende vicedirektør i Energistyrelsen, Peter Christian Baggesgaard Hansen.
Peter Christian Baggesgaard Hansens erhvervskarriere
2020-2024: Kontorchef i Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet
2017-2020: Kontorchef i Skatteministeriet
2016: Departementschefsekretær i Skatteministeriet
2013-2016: Fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i Skatteministeriet
Tidligere pressemedarbejder i Europa-Parlamentet og journalist på Altinget.