Projekter med havvindmølleparker kan fortsætte: Energiklagenævnet stadfæster afgørelser om etablering af Lillebælt Syd og Jammerland Bugt
Etableringen af Lillebælt Syd Vindmøllepark og Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark kan fortsætte inden for de oprindeligt tilladte rammer. Det står klart efter, at Energiklagenævnet har stadfæstet Energistyrelsens afgørelser om at give bygherre tilladelse til etablering af projekterne.
Energiklagenævnet har i dag stadfæstet Energistyrelsens afgørelser om etablering af Lillebælt Syd Vindmøllepark og Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark. Dermed kan etableringen af de to havvindmølleprojekter fortsætte som planlagt.
”Havvind spiller en central rolle i den grønne omstilling, og her er projekterne Lillebælt Syd og Jammerland Bugt selvfølgelig et vigtigt bidrag. Energistyrelsen noterer sig med tilfredshed, at arbejdet med etableringen af de to havvindmølleparker kan fortsætte. Med de to havvindsprojekter kan samfundet se frem til meget mere grøn strøm svarende til 390.000 husstandes elforbrug i 2029”, siger vicedirektør i Energistyrelsen Stig Uffe Pedersen.
Det er den tyske miljøforening NABU og de lokale foreninger Red Lillebælt og Beskyt Jammerland Bugt, der har klaget til Energiklagenævnet over etableringstilladelserne for projekterne.
Energistyrelsen meddelte den 28. november 2024 etableringstilladelse til Lillebælt Syd Vindmøllepark med bygherre Lillebælt Vind A/S og tilsvarende etableringstilladelse til Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark med bygherre Jammerland Bay Nearshore A/S den 17. december 2024.
Det er disse afgørelser om etablering, som Energiklagenævnet i dag har stadfæstet.
”Energistyrelsen har lagt vægt på at sikre en fornuftig balance mellem hensynet til dyreliv og naturbeskyttelse på den ene side og fremdriften i den grønne omstilling på den anden side. Det er glædeligt, at Energiklagenævnet har været enige heri”, siger vicedirektør Stig Uffe Pedersen.
Fakta om projekterne:
- Lillebælt Syd-projektet omfatter opstilling af 11 havvindmøller mellem Als og Helnæs med en samlet kapacitet på 165 MW. Bygherre er Lillebælt Vind A/S med SONFOR Holding A/S, European Energy A/S og TotalEnergies EP Danmark A/S som moderselskaber.
- Jammerland Bugt-projektet omfatter opstilling af 16 havvindmøller med en samlet kapacitet på 240 MW. Vindmøllerne bliver placeret syd for Kalundborg mellem halvøerne Asnæs og Reersø. Bygherre er Jammerland Bay Nearshore A/S med European Energy A/S og TotalEnergies EP Danmark A/S som moderselskaber.