To selskaber vil lagre CO2 i de kystnære områder på havet

Energistyrelsen har modtaget to ansøgninger fra selskaber, der ønsker at undersøge muligheden for at lagre CO2 i undergrunden i de kystnære områder Inez, Lisa og Jammerbugt på havet.

Illustration: Kort over planområde for CO2-lagring i de kystnære områder på havet.

Illustration: Kort over planområde for CO2-lagring i de kystnære områder på havet.

Energistyrelsen åbnede 9. januar 2025 for ansøgninger om tilladelse til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2 i visse kystnære områder i Danmark. Ved ansøgningsfrist d. 6. marts kl. 12 har Energistyrelsen modtaget to ansøgninger.

”Danmark har gode geologiske forhold og er et attraktivt sted at undersøge nærmere i forhold til CO2-lagring. Det bekræfter interessen og de 2 ansøgninger, som Energistyrelsen nu har modtaget. CO2-lagring er en afgørende del af løsningen i de klimaudfordringer, vi står midt i, og er til gavn for os alle. Og der er i Danmark samtidig de nødvendige rammer, der sikrer, at CO2-lagring kan foregå forsvarligt – både i forhold til sikkerhed, natur og miljø”, siger chef for CO2-lagring (CCS) i Energistyrelsen, Henrik Sulsbrück.

Ansøgningerne om tilladelse til efterforskning og anvendelse af undergrunden til geologisk lagring af CO2 i de tre kystnære områder er kommet fra selskaberne:

  • CarbonCuts A/S
  • TotalEnergies EP Danmark A/S og Mitsui & Co. Ltd.

Meddelelse af tilladelser i de udbudte områder indebærer, at undergrunden skal undersøges grundigt for, om CO2-lagring kan ske sikkert og miljømæssigt forsvarligt i områderne.

Se de udpegede områder på kortet.

Energistyrelsen vil i den kommende tid gennemgå ansøgningerne og vurdere ansøgernes tekniske og finansielle kapacitet samt de arbejdsprogrammer, som selskaberne har tilbudt i ansøgningerne. Inden der bliver givet en tilladelse, skal klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard forelægge en redegørelse for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg om hvilke tilladelser, der ønskes udstedt.

Gode muligheder i Danmark for at lagre CO2

Den danske undergrund rummer flere steder gode geologiske forhold for at lagre CO2.Tre danske kystnære områder er tidligere identificeret som potentielt velegnede til sikker lagring af CO2 langt under jordens overflade.

Formålet er at lagre den CO2, som vil blive fanget fra eksempelvis skorstene på forbrændingsanlæg eller større virksomheder, der udleder store mængder drivhusgasser, da disse medvirker til klimaforandringer. CO2-fangst og -lagring er sammen med andre reduktioner af drivhusgasudledninger et vigtigt virkemiddel til at reducere mængden af CO2 i atmosfæren og realisere de danske klimamål.

Hvad sker der efter tilladelsen er givet?

Tilladelsen til at undersøge undergrunden bliver i første omgang givet i op til seks år med mulighed for forlængelse til i alt ti år. Hvis området lever op til alle miljømæssige krav, og det bliver konstateret egnet til at lagre CO2, har tilladelseshaver fortrinsret til at ansøge om en tilladelse til at lagre. Tilladelsen kan vare i op til 30 år med mulighed for forlængelse. Herefter vil projektet overgå til en nedlukningsfase, hvor lageret lukkes og CO2’en i undergrunden efterfølgende løbende overvåges. Projekterne er omfattet af miljøvurderingsloven, og aktiviteter i efterforskningsfasen, såsom dybdeboringer, skal undergå en miljø- og habitatscreening, ligesom et eventuelt lagringsprojekt vil skulle undergå en fuld miljøvurdering (VVM).

FAKTA: Lagring af CO2 

  • Udbuddet gælder tre kystnære områder på havet. Områderne er blandt flere udpeget af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), fordi de geologiske forhold i netop de områder er særligt velegnede til lagring af CO2 i undergrunden.
  • Der er gennemført en strategisk miljøvurdering af områderne, så det sikres, at lagring foregår miljømæssigt forsvarligt. Projekter og aktiviteter i forbindelse med efterforskning og lagring, herunder boringer med videre, skal desuden miljøvurderes konkret.
  • Udbuddet blev igangsat den 9. januar 2025, og det er første gang områderne udbydes til CO2 tilladelser.
  • Ifølge Aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark af 20. september 2023 skulle der åbnes for et udbud af lagringstilladelser kystnært inden udgangen af 2023. Af samme aftale fremgår det, at staten gennem Nordsøfonden deltager med et ejerskab på 20 procent i alle undersøgelses- og lagringstilladelser.
  • Der er som resultat af tidligere udbud allerede tildelt tre tilladelser til undersøgelser med henblik på CO2-lagring i den danske del af Nordsøen samt tre tilladelser på land. Desuden behandler Energistyrelsen en ansøgning om en fjerde tilladelse på land.
Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Mail Icon