Stort fald i erhvervskundernes elpris i første halvår 2023

10. oktober 2023
Billede: Højspændingsmaster.
Billede: Højspændingsmaster.

Erhvervsforbrugernes rene elpriser eksklusiv tariffer, afgifter mv. faldt for alle forbrugsbånd fra andet halvår 2022 til første halvår 2023. Det viser Energistyrelsens opdaterede statistik over elpriserne for erhverv.

Første halvår 2023 har været præget af faldende gennemsnitspriser for strøm for alle erhvervsforbrugere. De mindste erhvervsforbrugere betalte 45,5 pct. mindre i første halvår 2023 end i andet halvår 2022 svarende til et fald på 80,77 øre/kWh, mens de største erhvervsforbrugere betalte 59,5 pct. eller 104,9 øre/kWh mindre for elektriciteten.

Spotprisen for el faldt med 63,8 pct. - eller 126,59 øre/kWh - i samme periode til gennemsnitligt 71,88 øre/kWh. Dermed var spotprisen for el i første halvår 2023 den laveste siden andet halvår 2021.

Årsagen til faldet i elprisen er en kombination af en stigning i produktionen af vand- og vindkraft i Danmark, Sverige og Norge samt et kraftig prisfald på naturgas. Samtidig faldt kulprisen fra 226 US $/ton i andet halvår 2022 til 132 US $/ton i første halvår 2023.

Der er sket en stigning i andelen af erhvervskunder med variable priser, mens andelen af kunder med fastpriskontrakter eller andre aftaler er faldet. Den pris, som erhvervsforbrugerne betalte i første halvår 2023, var generelt højere end spotprisen, undtagen for de erhvervskunder med allerstørst elforbrug.

Tabel%3A%20Elpriser%20f%F8rste%20halv%E5r%202023%20for%20erhvervsforbrugere

Tabel: Elpriser første halvår 2023 for erhvervsforbrugere

Energistyrelsen har siden 2014 udarbejdet elprisstatistikken for erhvervsforbrugere, der er baseret på indberetninger fra de enkelte elhandelsselskaber.

Læs mere om statistikkens resultater i notatet ”Elprisstatistik første halvår 2023”.

Fakta:

  • 86,3 pct. af erhvervskunderne er små forbrugere med et årligt elforbrug under 20 MWh. Deres forbrug udgør 8,2 pct. af det samlede elforbrug.
  • 13,7 pct. af erhvervskunderne er mellemstore forbrugere med et elforbrug mellem 20 og 20.000 MWh. Deres forbrug udgør ca. 54,4 pct. af det samlede forbrug.
  • De store erhvervskunder med et forbrug over 20.000 MWh udgør omkring 0,03 pct. af det samlede antal erhvervskunder, men aftager samlet 37,4 pct. af elsalget.

 

Kontakt

Ali Zarnaghi, tlf: 33 92 68 40, e-mail: aaz@ens.dk

Supplerende links

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846
Pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
(+45) 3395 0800

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig