Tag de gode sparevaner med i sommerhus
Sommeren står for døren, så tag de gode strøm- og varmevaner med, når du skal i sommerhus. Få genopfrisket de gode råd her.
Solen skinner, studenterne danser i ring og mange kan tælle ned til afslapning i ugevis. I denne tid gør glade feriegæster allerede indtog i landets cirka 220.000 sommerhuse. Og i den forbindelse er der en lang række ting, der kan hjælpe ejere og lejere med at spare både energi og penge. Det fortæller Matilde Grøn Bjørneboe, der er Energistyrelsens ekspert i at spare energi i hjemmet.
- Når man holder ferie i sommerhus, vil man gerne slappe af, og energibesparelser er måske ikke det, der er størst fokus på. Men faktisk kan gode energivaner give endnu mere frihed til alt det sjove i ferien. Hvis man for eksempel husker at fylde opvaskemaskinen helt, før man kører den, så sparer man penge, og samtidig skal den ikke tømmes så ofte. Eller man kan overveje at bruge sommertøjet en ekstra dag, før man vasker og også her spare både tid og energi. Langt hen ad vejen er det bare at følge de samme gode og simple energivaner, man også følger derhjemme, siger hun.
Tør vasketøjet i solen eller skrot elvarmen
På Energistyrelsens hjemmeside SparEnergi.dk har vi samlet de bedste råd og sparetips, som man kan benytte sig af, når man er i sommerhus.
Husk eksempelvis:
- Sluk alt, hvad du ikke bruger. Store fjernsyn, spillekonsoller og mange tændte lamper kan sagtens ses på din elregning.
- Tag kortere bade og skru ned for temperaturen. Måske en tur til stranden og bade i havet i stedet?
- Dæk pool og spa til for at holde på varmen. Så bruger de mindre energi, når du ikke bruger dem.
- Giv tørretumbleren en pause, og tør vasketøjet udenfor i solskinnet.
- Undgå at bruge varmepumpen til køling. Lav hellere gennemtræk i sommervinden. Besparelserne kan mærkes på elregningen i sidste ende, og hjælper klimaet og til en bedre forsyningssikkerhed.
Er man sommerhusejer kan man også overveje, om det vil give mening, at:
- Få luft til luft-varmepumpe. Mange sommerhuse har elvarme, der er dyrt og ineffektivt, og en varmepumpe vil typisk være 3-4 gange så effektiv. Det kan især være en god idé, hvis man bruger sommerhuset på alle årstider.
- Få solvarme til det varme vand. Det kan typisk dække hele behovet, hvis sommerhuset kun bruges om sommeren, og 50-70 procent, hvis det bruges hele året.
- Udskifte strømforbrugende apparater. Gamle hvidevarer ender ofte i sommerhuse, men de forbruger som regel meget strøm. Et ældre køleskab kan bruge omkring fem gange så meget strøm som et nyt energieffektivt køleskab.
Læs flere gode råd på: https://sparenergi.dk/spar-energi-i-sommerhuset
Kontakt
Matilde Grøn Bjørneboe, mobil: 3392 7510, mgb@ens.dk