Tilladelser er udstedt til Lolland-Falster gasrørledningsprojektet

8. juli 2022
Figur: Linjeføringen af Lolland-Falster gasrørledningen. Kilde: Energinet, Evida
Figur: Linjeføringen af Lolland-Falster gasrørledningen. Kilde: Energinet, Evida

Lolland-Falster gasrørledningsprojektet har fået tilladelse til at anlægge en gasrørledning på dansk havområde.

Energistyrelsen har i dag meddelt etableringstilladelse til Energinet til en delstrækning af Lolland-Falster gasrørledningen på søterritoriet i Storstrømmen og etableringstilladelse til Evida til en delstrækning på søterritoriet i Guldborg Sund. Miljøstyrelsen meddelte den 13. maj 2022 tilladelse til landdelen af projektet.

Rørledningsprojektet

Lolland-Falster gasrørledningsprojekt vedrører etableringen af en gasrørledning fra Everdrup på Sjælland til Nakskov på Lolland. Undervejs krydser gasrørledningen Storstrømmen via Farø til Falster og Guldborg Sund til Lolland. Energinet ejer gasrørledningen fra Everdrup til Nørre Aslev på Nordfalster, og Evida ejer gasrørledningen på den resterende strækning fra Nørre Aslev til Nakskov.

Lolland-Falster gasrørledningsprojektets kapacitet ved fuld udnyttelse er 290 mio. m3 naturgas pr. år. Den samlede længde på rørledningsruten er projekteret til ca. 115 km, hvoraf ca. 4 km af ruten er i dansk farvand i Storstrømmen og ca. 1,5 km i dansk farvand i Guldborg Sund. Ifølge selskabernes tidsplan forventes anlægsarbejdet ifm. nedlægning af rørledningen at starte i Q2 2023 med henblik på at være klar til transport af gas i Q3 2024.

Havdelen af rørledningsprojektet

I de to etableringstilladelser til hhv. Energinet og Evida er fastsat en række vilkår for at sikre, at etablering og drift af rørledningsprojektet til havs sker miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Nedlægning af rørledningen ved projektets to farvandskrydsninger Storstrømmen og Guldborg Sund udføres ved en styret underboring, en såkaldt HDD (horizontal directional drilling). Ved HDD bores der under havbunden, hvorefter gasrørledningen trækkes igennem det borede hul.

Energistyrelsen finder, at rørledningsprojektet til havs kan etableres og drives uden uacceptable påvirkninger af miljøet og sikkerheden, hvis rammerne for projektets etablering og drift som beskrevet i de forelagte ansøgninger og miljøkonsekvensrapport, herunder de afværgeforanstaltninger, som er beskrevet i miljøkonsekvensrapporten, bliver gennemført, og vilkårene for tilladelserne overholdt.

Læs mere om Lolland-Falster tilladelserne og det bagvedliggende materiale

Kontakt

Fuldmægtig Mads Kløve Hallstrøm, mobil: 33 95 08 37, e-mail: mklh@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846
Ellen Hougaard
Pressemedarbejder (+45) 3395 5043

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig