Tre ud af fire renoveringsprojekter i énfamilieshuse overholder energikravene i bygningsreglementet
En ny analyse fra Energistyrelsen og Bolig- og Planstyrelsen indikerer, at energikravene ved renovering af eksisterende bygninger i bygningsreglementet bliver overholdt i ca. 75 pct. af alle renoveringsprojekter i énfamilieshuse. Analysen præsenterer desuden fire tiltag, der kan øge efterlevelsen af kravene. Analysen vil blive fulgt op af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i dialog med Indenrigs- og Boligministeriet.
Tidligere analyser har indikeret, at der har været udfordringer med efterlevelse af den del af bygningsreglementet, der omhandler energirenovering. For at få et bedre indblik i årsagerne til samt omfanget af den manglende efterlevelse har Energistyrelsen og Bolig- og Planstyrelsen iværksat en analyse. Analysen er foretaget af konsulenterne Viegand Maagøe A/S i samarbejde med Wilke A/S.
Analysen viser, at ca. 33 pct. af de adspurgte ejere af énfamiliehuse i undersøgelsen har renoveret deres bolig inden for de sidste to år. Baseret på de svar i undersøgelsen, hvor det entydigt kan konkluderes, om kravene er overholdt, vurderes det, at energikravene overholdes i gennemsnit i ca. 75 pct. af renoveringerne i énfamilieshuse.
Figur 1. Omfanget af renoveringer hos énfamiliehuse.
Konsulenterne vurderer på tværs af alle de renoveringer, der er foretaget inden for de sidste to år, at bygningsreglementets energikrav oftest efterleves ved renovering af kommunale, regionale og statslige bygninger, mens kravene i lidt mindre grad efterleves ved renoveringer af énfamilieshuse. Da ca. 60 pct. af det samlede potentiale for varmebesparelser ved energirenovering af bygningsmassen i Danmark findes i énfamilieshuse, peger analysen på, at der særligt i disse bygninger er potentiale for at reducere energiforbruget ved at øge efterlevelsen af bygningsreglementets energikrav.
Figur 2. Konsulenterne vurderer, at bygningsreglementets energikrav for alle renoveringer på tværs af aktører efterleves i tre ud af fire tilfælde.
De største barrierer er manglende viden og økonomi
Analysen peger på, at økonomiske forhold er den væsentligste årsag til manglende efterlevelse af energikravene. Fx vurderer bygningsejerne ofte, at indsatsen ikke er rentabel ud fra deres opfattelse af deres egen økonomi og kriterier, selvom en rentabilitetsberegning udført efter forskrifterne i bygningsreglementet rent faktisk viser, at arbejdet er rentabelt efter bygningsreglementets kriterier.
Analysen viser desuden, at jo større kendskab og opmærksomhed bygningsejerne har på bygningsreglementet og energikravene, i jo højere grad bliver kravene efterlevet. En årsag til manglende efterlevelse er i forlængelse heraf, at energikravene kan være vanskelige at forstå for både husejerne og aktørerne i byggebranchen.
Fire tiltag der kan sætte skub i renoveringerne
For at fastholde niveauet samt øge omfanget af renoveringer og efterlevelse af bygningsreglements energikrav ved renovering peger analysen på fire mulige tiltag:
- Tilskudsordning til energirenoveringer.
- Større bevågenhed om energikravene og målrettet information til de forskellige aktører og målgrupper.
- Undervisning i energikravene på erhvervsuddannelserne samt efteruddannelse i kravene.
- Krav om tilknyttet tredjepartsrådgiver på store renoveringsprojekter evt. i kombination med commissioningproces af tekniske installationer.
Energieffektivisering er et afgørende værktøj for 2030-målsætningen
Bygninger står for ca. 40 pct. af Danmarks energiforbrug. Det er derfor afgørende, at bygningsmassen er så energieffektiv som muligt, samt at bygningsreglementet overholdes ved renovering af bygninger, hvis Danmark skal opfylde målsætningen om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030. Flere analyser viser desuden, at energieffektivisering er en forudsætning for, at den grønne omstilling sker billigst muligt for samfundet.
Materiale
- Analyse af efterlevelse af bygningsreglementets energikrav ved renovering af eksisterende bygninger samt omfanget af renovering
- Bilagsrapport
Kontakt
Chefkonsulent Morten Stender Christensen, msc@ens.dk, +45 33 92 79 03
Fuldmægtig To Quyen Hoang, tqhg@ens.dk, + 45 22 92 77 00