Elektricitet fylder stadig mere i dansk varmeforsyning. Energistyrelsens endelige energistatistik for 2024 viser, at produktionen af varme fra store varmepumper og elkedler i fjernvarmesystemet steg med 17 pct. fra 2023 til 2024. Ligeledes steg varmeproduktionen fra små varmepumper i husstande med 10 pct. i samme periode.
Samtidig ses et fald i brugen af fossile brændsler.
”Elektrificering af varmeforsyningen er et vigtigt skridt i den grønne omstilling. Både store og små varmepumper er en meget effektiv måde at producere varme, og de kører på strøm frem for fossile brændsler. Elektrificering af varmeforsyningen er derfor et vigtigt skridt mod, at Danmark når sine klimamål og får en grøn og bæredygtig energisektor,” siger vicedirektør i Energistyrelsen, Stine Leth Rasmussen.
Den endelige energistatistik er Energistyrelsens mest omfattende statistik om Danmarks energiproduktion og -forbrug.
Statistikken bekræfter i øvrigt de tendenser, der var i den foreløbige energistatistik fra marts:
- Forbruget af kul faldt i 2024 med 36 pct. sammenlignet med 2023.
- Godt 80 pct. af det samlede årlige elforbrug blev dækket af vedvarende energi i 2024.
- Det øgede antal elbiler på de danske veje sætter også sine aftryk i statistikken, bl.a. gennem et fald i benzinforbruget på cirka 5 pct.
Du kan dykke endnu mere ned i energistatistikken her.