Udbud om varmepumper og lagre i varmeforsyningen
I den energipolitiske aftale af 22. marts 2012 er afsat 35 mio. kr. til fremme af ny VE teknologi i fjernvarmesystemerne i årene 2012-2015. Under denne pulje gennemfører Energistyrelsen nu et udbud om varmepumper og lagre i varmeforsyningen.
Udbuddet har til formål at kortlægge lagre, dyppekogere og store varmepumper i varmeforsyningen, samt skabe et overblik over muligheder og teknologipotentialer, der kan udnyttes i fjernvarmesystemerne i fremtiden.
Fjernvarmeværkernes muligheder for lagring kan yde et bidrag til at absorbere og nyttiggøre variationerne i elproduktionen fra eksempelvis vindmøller og solceller.
Store varmepumper drevet af el eller varme samt dyppekogere kan i forbindelse med fjernvarmesystemer omsætte overskydende el fra vindmøller og solceller til varme, der kan lagres i fjernvarmesystemet.
Der skal gennemføres to analyser om hhv.:
- En kortlægning af eksisterende varmelagre, store varmepumper og dyppekogere samt en overordnet vurdering af potentialet for at anlægge nye lagre.
- En beskrivelse af teknologiudviklingspotentialet i varmelagringsteknologier samt i en yderligere teknologiudvikling af storskala varmepumper til brug i fjernvarmesystemet.
Udbuddet er beskrevet yderligere på Energistyrelsens hjemmeside
Resultaterne fra udredningen vil sammen med analyser af fjernvarmens fremtidige rolle og overskudsvarme danne grundlag for en samlet udredning vedr. økonomi og rammevilkår for lagringsteknologier, dyppekogere og store varmepumper, der også inddrager elmarkedets fremtid.
Udredning vedr. lagringsteknologier, potentialer og udviklingsbehov vil desuden indgå som oplæg til et tilskudsprogram på i alt 16 mio. kr til demonstrationsprojekter under EUDP-programmet i 2014-16 for VE-teknologier i fjernvarmesektoren.
Kontakt: Mette Buch; mcb@ens.dk; tlf: 33 92 75 72
Mette Cramer Buch
Specialkonsulent
Center for Energiressourcer
Tlf.: 33 92 75 72
mcb@ens.dk