Udbud skal bidrage til at fylde gaslagre før vinteren
Energistyrelsen har bedt Gas Storage Denmark igangsætte et udbud, så Danmarks to underjordiske gaslagre bliver fyldt mere op forud for vintersæsonen.
Den europæiske forsyningssikkerhedsforordning stiller krav om, at medlemslande med underjordiske gaslagre skal have dem fyldt 90 procent forud for fyringssæsonen. Kravet om fyldte gaslagre bidrager til den fælles europæiske forsyningssikkerhed og blev besluttet i forlængelse af Ruslands invasion af Ukraine. Ved udgangen af juni måned havde Danmark en fyldning af gaslagrene på 33 procent.
Energistyrelsen har på vegne af regeringen igangsat arbejdet med et udbud, der skal bidrage til at øge lagerfyldningen forud for vinteren. Det er Gas Storage Danmark, der varetager udbuddet.
”Forsyningssituationen er overordnet god. Men Danmark er et stykke fra EU-målet, vi skal nå, og derfor har vi en forpligtelse til at handle. Der er gas på markedet, og udbuddet skal bidrage til, at mere af den gas bliver placeret i de danske lagre. Det vil bidrage til forsyningssikkerheden hen over vinteren”, siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.
Danmark er godt forbundet til nabolandene og kan få gas fra Norge via Baltic Pipe. Gasproduktionen fra de danske felter i Nordsøen overstiger ved fuld drift Danmarks forbrug set over et år, og alene den danske produktion af biogas udgjorde sidste år 38 procent af det samlede danske gasforbrug. Danmarks adgang til gas er således god, og forsyningssikkerheden er stabil. En større lagerbeholdning vil dog gøre Danmarks gasforsyningssikkerhed hen over vinteren mere robust.
Udbuddet vil efter planen finde sted i september. Her kan gashandlere mod betaling forpligte sig til at have en given mængde gas på lager på et fastsat tidspunkt. Udbudsmaterialet vil blive gjort tilgængeligt på EU’s udbudsportal. Alt udbudsmateriale er på engelsk.
--
FAKTA
- Danmarks to underjordiske gaslagre var ved udgangen af juni fyldt 33 procent. EU-delmålet for Danmark var 60 procent lagerfyldning pr. 1. juli. Målet pr. 1. november er 90 procent.
- Danmarks gaslagre udgør ca. en procent af EU’s samlede lagerkapacitet, og de europæiske gaslagre var i gennemsnit omkring 58 procent fyldte, hvilket er på niveau med tidligere år.
- Energistyrelsen har bedt Gas Storage Danmark om at varetage udbuddet. Det er Gas Storage Denmark, der driver Danmarks to underjordiske galagre. Selskabet er et datterselskab af det statslige selskab Energinet.