Power-to-X

Energistyrelsens Power-to-X sekretariat er et fælles kontaktpunkt og indgang for henvendelser om Power-to-X (PtX). Sekretariatets opgave er at understøtte udviklingen af PtX i Danmark samt bistå aktører, interessenter og myndigheder med vejledning om tilladelser og godkendelsesprocedurer på PtX-området.

Du kan kontakte sekretariatet per mail ptx@ens.dk.

Sekretariatet er nedsat som en del af PtX-taskforcen (se beskrivelse nedenfor). I forlængelse af taskforcen er etableret en arbejdsgruppe med relevante myndigheder, der bl.a. skal fremme koordinering og tempoet i sagsbehandlingen, samt et interessentforum, der bl.a. skal hjælpe med at identificere og adressere barrierer og muligheder for udviklingen af PtX i Danmark. Du kan læse mere om PtX og de forskellige tiltag, der understøtter udviklingen, her på siden. 

 

 

Hvad er Power-to-X

Power-to-X (PtX) dækker over en række teknologier, som alle tager udgangspunkt i, at strøm udnyttes til at fremstille brint. I Danmark taler man om Power-to-X. I udlandet kalder man det grøn brint eller ”electrofuels” (”e-fuels”), men begge begreber beskriver den proces, hvor strøm og vand bliver lavet om til brint gennem elektrolyse. Brinten kan bruges direkte i fx lastbiler, færger eller industrien, men kan også viderekonverteres til andre brændstoffer. 

Viderekonverteringen kan ske med kvælstof fra luften for at producere ammoniak eller med CO2 for at producere brændstoffer som metanol eller flybrændstof. CO2’en kan fx komme fra biogasanlæg eller opsamles fra kraftvarmeværker, affaldsforbrænding eller industrien, og kan både anvendes til PtX (Carbon Capture and Utilization - CCU) eller deponeres i undergrunden (Carbon Capture and Storage - CCS). 

Energistyrelsen vurderer, at PtX er en væsentlig brik i at opfylde regeringens 70 pct. målsætning i 2030, men særligt frem mod klimaneutralitet i 2050, hvor PtX-brændstoffer kan benyttes til at omstille dele af transportsektoren særligt inden for luftfart, søfart, den tunge vejransport, landbruget, industrien osv. 

Danmark har en lang række virksomheder, der står klar med teknologi og ekspertise på tværs af hele PtX-værdikæden. Samtidig har vi store ressourcer inden for vedvarende energi (VE). Resten af Europa har også fået øjnene op for grøn brint og PtX, og der opstår store markeder i vores nabolande frem mod 2030 og 2050. Derfor er der store erhvervs- og eksportpotentialer i PtX-området for Danmark.

 

Power-to-X-udbud

1,25 mia. kr. skal udmøntes som et markedsbaseret udbud i forbindelse med PtX-strategien og den politiske aftale om Udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer fra 15. marts 2022. Aftaleteksten indeholder rammen for den konkrete udmøntning af udbuddet. Der står, at udbuddet skal indeholde:

  • Markedsbaseret udbud, hvor der sigtes efter billigst og størst brintproduktion for budgettet.
  • Vindere af udbuddet findes ved at vælge de laveste bud på pristillæg, indtil budgettet er tømt.
  • Tilskuddet ydes som driftsstøtte og betales pr. produceret mængde grøn brint.
  • Kun brintproduktion, der er produceret fra vedvarende energikilder og lever op til EU’s krav til dokumentation for grønne PtX-brændstoffer, er støtteberettiget.
  • Støttemodellen baseres på et fast pristillæg.
  • Støtten ydes i en 10-årig periode og alle midlerne (1,25 mia. kr.) udmøntes i en enkelt udbudsrunde, såfremt tilstrækkeligt attraktive bud modtages, jf. nedenstående.
  • Der indføres en sikkerhedsmekanisme med henblik på at sikre, at udbuddet ikke resulterer i meget beskeden brintproduktion og -kapacitet pga. høje budpriser. Ud over et generelt budloft, der skal skabe sikkerhed mod meget høje budpriser, vil der blive fastsat et lavere, budgetstyrende budloft, som er forudsætningen for, at hele budgettet kan afsættes, såfremt tilstrækkeligt attraktive bud modtages. Alternativt afholdes to budrunder. Budlofterne vil blive fastlagt af Energistyrelsen.

Udkast til PtX-udbudsbetingelser 

Draft for conditions for the competitive bidding process for the production of Power-to-X

Energistyrelsen afholdte den 14. september et interessentmøde, hvor man præsenterede rammen for udbuddet samt de foreløbige udbudsbetingelser. 

Se præsentation fra møde om udbud

Kontakt

Projektleder Stine Sandermann Justesen, ssmj@ens.dk

Power-to-X taskforce

Med aftalen Udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer fra 15. marts 2022 blev det aftalt, at der skal nedsættes en PtX-taskforce. PtX-taskforcen har to overordnede formål:

  • Bidrage til koordination på tværs af statslige og kommunale myndigheder med relation til PtX-området med særligt fokus på godkendelses- og tilladelsesprocedurer. Til dette formål etableres en arbejdsgruppe om myndighedsbetjening. 

  • Sikre løbende dialog på tværs af PtX-sektoren med henblik på at følge udviklingen samt identificere og adressere barrierer for opnåelse af målsætningen om 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030. Til dette forum etableres et interessentforum for PtX. 

 

Taskforcen ledes af en styregruppe i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og sekretariatsbetjenes i Energistyrelsen. Taskforcen afrapporterer årligt til partierne bag PtX-aftalen.

Arbejdsgruppe om myndighedsbetjening

Myndighedsarbejdsgruppen består af medarbejdere fra offentlige myndigheder, der er involveret i godkendelser og tilladelser på PtX-området. Formålet med arbejdsgruppen er at fremme kvaliteten og tempoet i sagsbehandlingen samt identificere eventuelle. synergier eller effektiviseringspotentialer mellem processerne. Derudover er myndighedsarbejdsgruppen referencegruppe for Energistyrelsens arbejde med at vejlede PtX-aktører om procedurer for godkendelser og tilladelser mv.

Interessentforum for PtX 

Interessentforummet består af medarbejdere fra en række offentlige og private aktører, der bl.a. har viden om regulatoriske barrierer og muligheder samt nye udviklinger inden for PtX. Formålet med forummet er at få en bred forståelse for eventuelle barrierer for opnåelse af målsætningen om 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030. 

Kommende EU-regler for grøn brint

Det fremgår af VE-direktivet, at der skal etableres fælleseuropæiske regler for dokumentation af PtX-brændstoffer, som er baseret på vedvarende energi. I praksis vil reglerne skulle fastsætte krav om, hvordan økonomiske operatører kan dokumentere, at brint er baseret fuldt ud på vedvarende energikilder. Derudover skal der udvikles en metode til at beregne drivhusgasfortrængning. 

Udkast til EU-regler for dokumentation af grøn brint skal beskrives nærmere i to delegerede retsakter, som stadig er under udarbejdelse af Europa-Kommissionen. I maj 2022 kom udkast til de to retsakter i offentlig høring. Danmark har afgivet høringssvar til den ene retsakt om dokumentation af grøn brint. 

I udkastet til retsakt om VE-brint er der to overordnede måder at dokumentere, at brint er baseret fuldt ud på vedvarende energikilder. Den ene måde er ved at anvende en direkte linje, dvs. en elforbindelse fra et nyt VE-anlæg til et elektrolyseanlæg, der producerer brint. Den anden måde er ved at anvende elektricitet fra det kollektive net, hvor der indgås elkøbsaftaler, og hvor produktion og forbrug af elektricitet sker inden for samme time. Hvis et elektrolyseanlæg er placeret i en budzone med høj VE-andel på minimum 90 pct. året før, kan der dog anvendes elektricitet fra det kollektive net uden krav om elkøbsaftaler og time-match. 

Energistyrelsen har lavet en vurdering af VE-andele i elforsyningen i de to danske budzoner frem til 2035. Som det fremgår af vedlagte notat, som er baseret på en frozen policy-fremskrivning med samme antagelser som i Klimastatus og fremskrivning 2022, forventes VE-andelene i begge de to danske budzoner være over 90 pct. fra 2025 og frem.

Notat om VE-andele i DK1 og DK2

Politiske aftaler om Power-to-X

Regeringen lancerede i 2021 en strategi for Power-to-X. Strategien bygger på Energistyrelsens analyser og dialog med PtX-branchen og indeholder fire pejlemærker, der skal fremme PtX i Danmark. 

Læs regeringens strategi for Power-to-X

Read the Goverment's strategy for Power-to-X (in English)

Læs regeringens udspil 'Fremtidens grønne brændstoffer'

Læs de analyser, der danner grundlag for strategien:

Power-to-X-produkter og konkurrence

Efterspørgsel efter Power-to-X-produkter 

Eksport af Power-to-X-produkter  

Eksport af PtX- og CCUS-teknologier 

Transport af gasformige produkter i ny og eksisterende gasinfrastruktur

Muligheder og udfordringer ved indpasning af storskala PtX i det danske elsystem 

Analyse af geografisk differentierede forbrugstariffer og direkte linjer

Punktkilder til CO2 – potentialer for CCS og CCU

Biomassens rolle i Power-to-X 

Som opfølgning på strategien indgik regeringen en aftale med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet om udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer. Aftalen omhandler bl.a. mål om 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030 og udbud af midler til PtX-puljen (se afsnit power-to-x udbud).

Læs aftale om Power-to-X fra marts 2022

Kontakt Power-to-X-sekretariatet

Har du spørgsmål vedr. PtX kan du kontakte PtX-sekretariatet på ptx@ens.dk

Kontakt

PtX Sekretariat