Beregning af klimaaftryk
Klimaaftryk er en måde at opgøre størrelsen af en klimapåvirkning. Man kan bl.a. beregne klimaaftrykket for produkter, organisationer og lande. Her kan du blive klogere på de forskellige måder at opgøre klimaaftryk på og få indblik i en række vejledninger og værktøjer.
Der findes forskellige måder at opgøre klimaaftryk på. De fleste metoder tager udgangspunkt i et såkaldt livscyklusperspektiv. Et livscyklusperspektiv ser på forskellige faser af et produkts liv, eller en organisations processer, og udregner klimapåvirkningen af hver enkelt fase. Der findes mange forskellige tilgange til disse udregninger, og dertil en række forskellige standarder og vejledninger.
Produkters klimaaftryk
Produkters klimaaftryk beregnes ud fra livscyklusvurderinger eller blot LCA (fra det engelsk ord Life Cycle Assessment). De har til formål at vurdere miljø- og klimabelastningen af et produkt over hele produktets levetid. LCA-tilgangen er derfor en måde at vurdere et produkts samlede klimaaftryk og ikke blot aftrykket fra enkelte livsfaser, som fx produktionsprocessen.
Metoder til beregning af produkters klimaaftryk
Der er udviklet forskellige standarder til at beregne produkters klimaaftryk af både nationale, europæiske og internationale aktører. Standarderne adskiller sig på en række punkter. Nogle standarder stiller fx meget specifikke krav til beregningen, mens andre giver LCA-udøveren større fleksibilitet til at vælge forskellige metodiske opsætninger alt efter beregningens formål.
Der kan også være forskel på, om en beregning kun ser på et produkts klimapåvirkning eller også inddrager andre miljøpåvirkninger i vurderingen.
Læs mere her om nogle af de frivillige standarder på området:
- ISO-standard for livscyklusvurderinger (ISO 14040/140044)
- ILCD-håndbogen (på engelsk)
- Product Environmental Footprint (PEF)
- Europæisk standard for byggevarers miljøvaredeklarationer (DS/EN 15804)
- Drivhusgasprotokollens produktstandard
- ISO-standard for produkters klimaaftryk (ISO 14067)
Lovgivning og krav på området
Der kan opstå krav fra erhvervskunder, forbrugere, offentlige kunder såvel som banker eller investorer til et produkts bæredygtighed. Derudover vil der i de kommende år komme flere lovkrav fra EU på området, fx med den nye EcoDesign-forordning og ny regulering af grønne anprisninger.
Læs mere om krav til dokumentation af produkters bæredygtighed
Organisationers klimaaftryk
Ligesom man kan beregne klimaaftrykket af et enkelt produkt, kan man beregne klimaaftrykket fra en organisation eller en virksomhed. Mange organisationer og virksomheder arbejder i dag med at beregne og sætte mål for egne drivhusgasudledninger, og der findes en række forskellige måder at gøre dette på.
Metoder til beregning af organisationers klimaaftryk
En organisation eller virksomheds klimaaftryk findes ved at opgøre drivhusgasudledninger knyttet til virksomhedens egne aktiviteter og aktiviteter i værdikæden og lægge disse sammen. Der findes forskellige metoder til at beregne klimaaftryk for en organisation, hvor Drivhusgasprotokollen må anses for at være en af de mest brugte og anerkendte internationale frivillige standarder.
Ved beregning med Drivhusgasprotokollen fordeles klimaaftrykket ud på tre scopes (se forklaring nedenfor), der til sammen dækker hele organisationens værdikæde.
Læs mere om Drivhusgasprotokollen og andre frivillige standarder på området:
- Drivhusgasprotokollen: Corporate standard og supplerede Scope 3-standard
- ISO-standard for organisationers klimaregnskab (ISO 14064)
- Organisational Environmental Footprint (OEF)
Værktøjer til organisationer, virksomheder og institutioner
Metoderne på området har alle det overordnede formål at opstille principper og metodiske krav for opgørelsen og rapporteringen af organisationers klimaaftryk. De kan altså anvendes til fx at identificere muligheder for at reducere udledninger i organisationen eller til at redegøre for virksomhedens samfundsansvar i årsregnskabet. For mere viden om hvordan en organisation kan sætte mål for at reducere udledninger, hvad et klimaregnskab er, og hvordan man kan udarbejde det, se nedenstående artikler fra virksomhedsguiden.dk.
- Hvad er et klimaregnskab, og er du omfattet af krav om det?
- Sådan laver du et klimaregnskab
- Sæt mål for reduktion af din CO2e-udledning
- Hvordan arbejder du med reduktion af CO2e-udledning i scope 3?
Klimaaftryk af organisation eller virksomhed med Klimakompasset
Hvis man som organisation eller virksomhed gerne vil beregne sit klimaaftryk, men har brug for hjælp, kan man fx bruge Klimakompasset til at udarbejde sit klimaregnskab. Klimakompasset, som udbydes af Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen, er et gratis webbaseret beregningsværktøj rettet mod små og mellemstore virksomheder, hvor man kan beregne og opgøre sit klimaaftryk, med udgangspunkt i data vedr. deres forbrug og øvrige økonomiske aktiviteter. Værktøjet er frit tilgængeligt på klimakompasset.dk.
Klimaaftryk af infrastrukturprojekter med InfraLCA
Hvis man som organisation eller virksomhed arbejder med infrastruktur, så kan man benytte sig af InfraLCA. InfraLCA er en model, som anvendes til at beregne og analysere klima- og miljøaftryk fra infrastrukturanlægsprojekter. Modellen er ejet af Vejdirektoratet og Banedanmark. InfraLCA kan tilgås via Vejdirektoratets hjemmeside.
Klimaaftryk af offentlige indkøb
Klimaaftrykket fra organisationers indkøb kan også beregnes. Et eksempel er Økonomistyrelsens og Energistyrelsens opgørelse af klimaaftrykket fra det offentliges indkøb. Denne beregning vedrører mange organisationer på én gang. Den bruger dog mange af de samme datakilder, som ved beregning af organisationers klimaaftryk, herunder fx fra Klimakompasset.
Læs mere om klimaaftrykket fra de offentlige indkøb:
Lovgivning og krav på området
Der stilles en række EU-krav til virksomheder på bæredygtighedsområdet, herunder krav til rapportering, værdikæder, produkter og markedsføring. Det inkluderer fx CSRD, CSDDD og EcoDesign.
Læs mere om nye og kommende lovkrav til virksomheders bæredygtighed
Landes klimaaftryk
Klimaaftryk kan også beregnes på landebasis. Her snakker man om et lands forbrugsbaserede klimaaftryk, som adskiller sig fra opgørelsen af et lands territoriale udledninger.
Når man opgør et lands territoriale udledninger, ser man på alle de udledninger, der finder sted inden for landets egne grænser. I forbindelse med Parisaftalens skal alle lande fx årligt opgøre og indrapportere deres territoriale udledninger. Dette er for at FN kan følge med i udviklingen af landenes drivhusgasudledninger, og for at se om landene overholder deres forpligtelser til at reducere disse udledninger. Det forbrugsbaserede klimaaftryk er derimod en opgørelse af drivhusgasudledningerne knyttet til de enkelte landes forbrug, uafhængigt af hvor i verden udledningerne finder sted. Med den forbrugsbaserede tilgang tilskrives udledningerne fra et lands forbrug således det forbrugende land og ikke de producerende lande.
Metoder til beregning af landes forbrugsbaserede klimaaftryk
Modsat produkters og organisationers klimaaftryk, findes der ikke standardiserede metoder for opgørelsen af landes forbrugsbaserede klimaaftryk. De metoder der eksisterer kan dog opdeles i to hovedkategorier: top-down og bottom-up tilgange. Top-down tilgange baserer sig på globale input-output databaser, mens bottom-up tilgange tager udgangspunkt i LCA-studier af repræsentative produkter.
Den forbrugsbaserede top-down tilgang bruges fx af Energistyrelsen og Danmarks Statistik, mens den forbrugsbaserede bottom-up tilgang fx anvendes af EU-kommissionen (JRC).
Læs mere om det forbrugsbaserede klimaaftryk:
Mere om klimaaftryk
Drivhusgasprotokollen fordeler organisationers klimaaftryk ud på forskellige scopes, der til sammen dækker hele organisationens værdikæde:
- Scope 1 er de direkte udledninger fra kilder, som ejes eller kontrolleres af organisationen, fx udledninger fra egne køretøjer og egne anlæg til varme- og energiproduktion.
- Scope 2 er de indirekte udledninger fra forsynet energi, herunder elektricitet og fjernvarme. Her sker udledningen et andet sted, fx på det lokale kraft- eller fjernvarmeværk.
- Scope 3 er de resterende indirekte udledninger fra organisationens værdikæde, både opstrøms og nedstrøms.
Emissionsfaktorer er et væsentligt input til beregning af et CO2-aftryk. De er et udtryk for, hvor meget udledning, der skabes pr. enhed aktivitet, fx pr. liter benzin, kilowatt-time strøm eller pr. forbrugt krone. Med andre ord kan emissionsfaktorer altså anvendes til at omregne forbrug af energi, materialer eller økonomiske aktiviteter til deres tilsvarende udledninger af CO2e.
Energistyrelsen vedligeholder en større emissionsfaktordatabase til Klimakompasset, som er en online CO2-aftryksberegner målrettet SMV’er. På Klimakompassets hjemmeside kan man downloade et dataark med alle emissionsfaktorerne samt dokumentationen herfor.
Energistyrelsen udarbejder desuden en emissionsfaktor for el, til brug for beregning af fremtidige udledninger. Den seneste kan findes her:
Efter ikrafttrædelse af FN’s klimakonvention i 1994 besluttede parterne, at man ved opgørelse og indberetning af et lands territoriale drivhusgasudledninger skal benytte retningslinjerne fra FN’s klimapanel (IPCC). Det gælder, uanset om man er part til Klimakonventionen, Kyotoprotokollen eller Parisaftalen (under sidstnævnte dog først fra 2024). Denne tilgang har udgjort hjørnestenen i både IPCCs arbejde med at følge de globale drivhusgasudledninger og i de enkelte landes arbejde med at fastsætte og monitorere klimamål i EU-regi og/eller nationalt.
Top-down og bottom-up er grundlæggende to forskellige måder at gå til beregningen af et lands klimaaftryk på. Top-down tilgangen har den fordel, at den ved brug af input-output databaser får alle relevante forbrugsposter med og repræsenterer hele økonomien. Det samme er ikke tilfældet for bottom-up tilgangen, da den er baseret på et begrænset antal repræsentative produkter inden for udvalgte forbrugsområder.
Bottom-up tilgangen har til gengæld den styrke, at der tillades et højt detaljeringsniveau for de udvalgte repræsentative produkter. Det står i modsætning til top-down, som opererer med overordnede branchegrupperinger. Derudover baseres bottom-up modellen på fysiske mængder (fx kg kød eller liter benzin), modsat top-down, som ofte baseres på monetære enheder (fx kr. eller euro).
En udfordring for begge tilgange er, at de er afhængige af globale data, frem for blot nationale, som er tilfældet i opgørelsen af landes territoriale udledninger.
