Opsætning af et nyt ve-anlæg
Har du et solcelleanlæg, som du har etableret og nettilsluttet uden at have et forudgående tilsagn? Så læs mere om dine muligheder.
Hvis du ønsker at opsætte et elproducerende ve-anlæg (fx solceller eller en hustandsvindmølle), skal det anmeldes til den lokale netvirksomhed og oprettes i afregningsgruppe 3 - øjebliksafregning. Det er din elinstallatør, der anmelder anlægget til stamdataregistret via den lokale netvirksomhed.
I gruppe 3 skal strømmen forbruges i samme øjeblik, som den produceres. Eventuel overskudsproduktion sælges til det kollektive elnet med det samme.
Du skal selv indgå en aftale med en produktionselleverandør, som aftager den overskudsproduktion anlægget producerer. Det betyder, at den overskydende elproduktion dit anlæg producerer, vil blive solgt til den pris, du kan få hos din produktionselleverandør.
Du kan læse mere om processen for køb og installation af et solcelleanlæg på SparEnergi’s hjemmeside.
Du finder oplysninger om din netvirksomhed på Green Power Denmarks hjemmeside.