Hvis du producerer strøm på et vedvarende energianlæg, der er sat i drift frem til 2019, kan du være berettiget til at modtage støtte til din produktion. Støtten består af et pristillæg, der sammen med markedsprisen på el udgør en fast afregningspris. Nye anlæg kan ikke anmode om at blive godkendt til pristillæg.
Læs mere om støtte til vedvarende energi
Er dit anlæg godkendt til pristillæg?
I blanketterne på hhv. borger.dk og virk.dk kan du se, om dit anlæg er godkendt til pristillæg. Du kan også finde dit anlægs GSRN-nummer (anlægsnummer) og se status på dit pristillæg, hvis dit anlæg er godkendt til tillægget.
Hvis dit anlæg er berettiget til at modtage pristillæg, vil det være en del af Energinets aftagepligt. Læs mere under Genoptagelse af pristillæg.
Fravalg og genoptagelse af pristillæg
VE-anlæg godkendt til pristillæg og vederlagsfri afsætning til Energinet via aftagepligten kan fravælge eller genoptage pristillæg ved at indsende en blanket i den digitale selvbetjening.
Blanketten skal indsendes med forudgående varsel på mindst én måned. Ønsker du at fravælge eller genoptage med virkning fra 1. august, skal blanketten være indsendt senest i juni.
Log ind i selvbetjeningen for at fravælge eller genoptage pristillæg her:
Anmod om fravalg eller genoptagelse af pristillæg som privatperson (borger.dk)
Anmod om fravalg eller genoptagelse af pristillæg som virksomhed (virk.dk)
Find svar på de oftest stillede spørgsmål (FAQ) længere nede på siden.
Fravalg af pristillæg
Du kan fravælge dit pristillæg, når du ønsker det. Det kan eksempelvis være for at få en højere markedspris via en kommerciel elleverandør.
Når du fravælger dit pristillæg, er det ikke længere muligt at afsætte elproduktionen gennem Energinets aftagepligt hos Vindstød A/S.
Som anlægsejer skal du sørge for at indgå en aftale med en produktionselleverandør om salg og balancering af den producerede elektricitet, som tilføres det kollektive elforsyningsnet fra den dato, pristillægget er fravalgt.
I forbindelse med fravalg af pristillæg, skal du være opmærksom på:
- At du kan blive pålagt ekstra tarifbetaling fra din netvirksomhed.
- At du selv skal indgå i en aftale med en produktionselleverandør, der vil købe den elektricitet, du producerer. Du kan finde en liste over aktuelle produktionselleverandører på elpris.dk.
- At dit anlægs overskudsproduktion opgøres pr. den dag, pristillægget fravælges. Det kan derfor medføre en afregning for perioden op til fravalget.
- Perioden for fravalg af pristillæg medregnes i den samlede periode, hvor VE-anlægget er godkendt til pristillæg. Det betyder, at den periode, hvor du har fravalgt pristillæg, ikke vil forlænge anlæggets pristillæg.
- Genoptagelse af pristillæg kan tidligst ske 3 måneder efter den dato, hvor fravalget af dit pristillæg har virkning fra.
Genoptagelse af pristillæg
Hvis dit pristillæg er fravalgt, kan du genoptage pristillægget tre måneder efter, at fravalget er trådt i kraft.
Du skal være opmærksom på, at du ikke kan genoptage pristillægget, hvis et af nedenstående forhold gør sig gældende:
- Perioden med pristillæg er udløbet i fravalgsperioden (VE-anlægget kan være godkendt til pristillæg i 10, 12 eller 20 år).
- Der er sket ændringer af VE-anlægget – eksempelvis udvidelse af VE-anlæggets installerede effekt, installering af yderligere VE-anlæg i samme forbrugsinstallation, installation af batteri uden dokumenteret import/eksport begrænsning, afmelding eller flytning af VE-anlægget.
Når et VE-anlæg er berettiget til at modtage pristillæg, vil det være en del af Energinets aftagepligt. Det betyder, du ikke længere behøver have en aftale med en produktionselleverandør, hvis du genoptager pristillægget. Vindstød A/S vil derfor udbetale markedsprisen for din overskudsproduktion en gang om måneden. Registreringen heraf vil ske automatisk, og du skal ikke selv afmelde din tidligere leverandør.
FAQ
Få svar på de oftest stillede spørgsmål til anmodning om fravalg eller genoptagelse i selvbetjeningsløsningen