Baggrund

Nogle VE-anlæg er berettiget til en fast afregningspris i henhold til bestemmelserne i lov om fremme af vedvarende energi. I en længerevarende periode, der begyndte i efteråret 2021, har markedsprisen på el oversteget de faste afregningspriser. Det betyder, at Energistyrelsen har fremsendt afgørelser om, opkrævning af for meget udbetalt støtte til en lang række af anlægsejere.

Kravet om tilbagebetaling gælder for dem, der har et vedvarende energianlæg, der er berettiget til en fast afregningspris, og som har en overskudsproduktion, de sælger på elmarkedet. 

Reglerne for pristillæg og afregning heraf fremgår af VE-loven, lovbekendtgørelse nr. 1031 af 6. september 2024 om fremme af vedvarende energi.

Læs lovbekendtgørelse nr. 1031

Fast afregningspris

Pristillægget udgør sammen med markedsprisen en fast afregningspris på fx 40 øre pr. kWh, for den overskudsproduktion, som VE-anlægget leverer til det kollektive elnet. 

En fast afregningspris betyder, at du skal have fx 40 øre pr. kWh for overskudsproduktionen på dit anlæg. Uanset om prisen på elmarkedet er højere eller lavere end de 40 øre. 

Den faste afregningspris vil typisk have virkning fra den dag, VE-anlægget er nettilsluttet. Løbetiden på den faste afregningspris er forskellig, alt efter hvilken afregningspris VE-anlægget er godkendt til. 

Er VE-anlægget godkendt til årsbaseret nettoafregning, vil den faste afregningspris typisk være 60 øre pr. kWh i 10 år fra nettilslutningen og 40 øre pr. kWh i de efterfølgende 10 år.

Er VE-anlægget godkendt til månedsafregning (timebaseret nettoafregning eller øjebliksafregning) kan VE-anlægget også være godkendt til 130 øre pr. kWh, 102 øre pr. kWh eller 88 øre pr. kWh. Disse afregningspriser vil typisk have en løbetid på 10 år fra nettilslutningstidspunktet.

I perioder, hvor markedsprisen er højere end den faste afregningspris, vil du som anlægsejer opbygge et negativt pristillæg. Det vil sige en gæld til det offentlige, som skal betales tilbage.

Afregning i praksis

Der er to forskellige aktører, der håndterer afregningen af overskudsproduktionen på anlæggene. Elselskabet Vindstød A/S har, på vegne af Energinet, ansvaret for at udbetale markedsprisen, mens Energistyrelsen har ansvaret for at udbetale eller opkræve forskellen mellem markedsprisen og den faste afregningspris.

Når elpriserne er højere end den faste afregningspris, får du, med den nuværende praksis, udbetalt hele markedsprisen uden at blive nedjusteret til den faste afregningspris. Den lange periode med høje elpriser betyder derfor, at der nu skal ske en tilbagebetaling.

For anlægsejere der er afregnet på årsbasis

Den markedspris, der ligger til grund for en årsbaseret opgørelse, er den vægtede markedspris i den periode, hvor anlægget har leveret strøm til det kollektive elnet. 

Hvis du ændrer dit elforbrug, kan det betyde at dit VE-anlæg begynder at generere en overskudsproduktion, selvom det ikke tidligere har været tilfældet. Hvis markedsprisen er høj, kan det betyde, at du får udbetalt for meget støtte. I et sådan tilfælde vil Energistyrelsen opkræve forskellen mellem markedsprisen og din faste afregningspris for din årlige overskudsproduktion.

For månedsafregnede anlægsejere

Den markedspris, der ligger til grund for en månedsafregnet opgørelse, er den reelle markedspris i den time, hvor VE-anlægget har leveret strøm til det kollektive elnet.

Afregning fremadrettet

Markedspriserne på el er fortsat høje, og derfor er det også stadig muligt at opbygge et negativt pristillæg. Energistyrelsen vil så vidt muligt modregne det skyldige beløb i udbetalingen af markedsprisen fra Vindstød A/S og i udbetaling af pristillæg fra Energistyrelsen. Det betyder, at der vil ske en modregning af beløbet frem for opkrævning.

Det er ikke muligt at foretage modregning af skyldige beløb for tidligere ejer i forbindelse med ejerskifte af anlægget. Det er heller ikke muligt at modregne det skyldige beløb på de anlæg, hvor pristillægget er ophørt eller fravalgt. I de tilfælde, hvor Energistyrelsen ikke har mulighed for at foretage modregning, vil anlægsejer modtage besked fra Energistyrelsen om at betale det skyldige beløb.

Energistyrelsen har hjemmel til at modregne jf. § 51 stk. 4 i lovbekendtgørelse nr. 1031 af 6. september 2024 om fremme af vedvarende energi.

Det er muligt at fravælge pristillægget fremadrettet for at undgå yderligere opkrævninger, hvis markedsprisen fortsætter med at være højere end pristillægget.

Læs mere om fravalg af pristillæg

Faktaark om høje elpriser og fastprisaftaler

Energiklagenævnets afgørelser

I 2023 og 2024 traf Energistyrelsen en række afgørelser om opkrævning af støtte til vedvarende energianlæg. Nogle af disse afgørelser har været påklaget til Energiklagenævnet, som har behandlet sagerne siden juni 2024. 

Energiklagenævnets afgørelser bekræfter, at der er tale om en fast afregningspris og de beløb, der overstiger den faste afregningspris, skal betales tilbage. Energiklagenævnet mener som udgangspunkt at negative pristillæg skal modregnes, med mindre modregning ikke er muligt.

Afgørelserne fra Energiklagenævnet betyder, at du som anlægsejer har fået udbetalt et beløb, der overstiger den faste afregningspris, og at du skal betale penge tilbage. 

Selvom du har modtaget en afgørelse fra Energiklagenævnet, der ophæver Energistyrelsens afgørelse, er der fortsat tale om for meget udbetalt støtte til dit VE-anlæg, som skal betales tilbage. 

I praksis har Energistyrelsen siden januar 2024 foretaget modregning i udbetaling af markedsprisen fra Vindstød A/S og i pristillæg hos de fleste anlægsejere, selvom der er truffet afgørelse om opkrævning. En stor del af anlægsejerne er dermed modregnet i overensstemmelse med Energiklagenævnets afgørelser. 

Hvis pristillægget er fravalgt eller ophørt eller hvis ejendommen er solgt, vil det ikke være muligt at foretage modregning. I disse tilfælde vil det skyldige beløb derfor skulle opkræves, ligesom det er sket ind til nu.

Nedenfor kan du læse en beskrivelse af, hvordan konkrete typer af sager vil blive behandlet hos Energistyrelsen. Du kan også læse, om du selv skal foretage dig noget.

Hvis du har modtaget en afgørelse om opkrævning af støtte i 2023 og 2024 til dit vedvarende energianlæg, og det skyldige beløb bliver eller er blevet modregnet i dine udbetalinger af markedspris fra Vindstød A/S eller udbetaling af pristillæg fra Energistyrelsen, kan du se bort fra den fremsendte afgørelse. Modregningen vil fortsætte indtil hele det skyldige beløb er tilbagebetalt.

Hvis adgangen til modregning ophører for eksempel på grund af fravalg af pristillæg, vil du dog blive opkrævet den del af det skyldige beløb, der endnu ikke er modregnet.

Hvis du på det tidspunkt, hvor der af Energistyrelsen blev truffet afgørelse om opkrævning af støtte til dit vedvarende energianlæg, havde fravalgt dit pristillæg, solgt din ejendom eller dit pristillæg var ophørt, er den fremsendte afgørelse korrekt. Du skal derfor følge afgørelsen og indbetale det beløb der fremgår af afgørelsen.

Hvis du har indbetalt det skyldige beløb, men det er muligt at modregne beløbet i udbetalinger af markedspris fra Vindstød A/S og i udbetalinger af pristillæg fra Energistyrelsen, har du mulighed for at få det indbetalte beløb tilbagebetalt, hvis du ønsker det. Hvis du ønsker at få det indbetalte beløb betalt tilbage, skal du sende en skriftlig anmodning herom til Energistyrelsen på tilbagebetaling@ens.dk. Du skal huske at angive anlæggets GSRN ved henvendelse til Energistyrelsen. Såfremt Energistyrelsen konstaterer, at det er muligt at foretage modregning, vil det indbetalte beløb blive udbetalt til din NemKonto.

Udbetaling af det indbetalte beløb, vil betyde, at du har en gæld til det offentlige. Det vil også betyde, at det skyldige beløb vil blive modregnet i udbetalinger af markedspris fra Vindstød A/S og i udbetalinger af pristillæg fra Energistyrelsen.

Såfremt adgangen til modregning ophører for eksempel på grund af fravalg af pristillæg, vil du dog blive opkrævet den del af det skyldige beløb, der endnu ikke er modregnet.

Hvis du på det tidspunkt, hvor der blev truffet afgørelse om opkrævning af støtte til dit vedvarende energianlæg, havde fravalgt dit pristillæg, solgt din ejendom eller dit pristillæg er ophørt, er den fremsendte afgørelse korrekt. Energiklagenævnets afgørelser har derfor ingen betydning for dig. Du har derfor heller ikke mulighed for at få tilbagebetalt det allerede indbetalte beløb.

Såfremt du ønsker at få genoptaget behandlingen af din sag om opkrævning af støtte til dit vedvarende energianlæg, skal du sende en skriftlig anmodning om genoptagelse til Energistyrelsen på mail til tilbagebetaling@ens.dk.  Du skal huske at angive anlæggets GSRN, anlægsadresse, fulde navn og kontaktoplysninger ved henvendelse til Energistyrelsen. Når Energistyrelsen har behandlet din anmodning vil du modtage et skriftligt svar fra Energistyrelsen.