EPS’er til husholdningsapparater, kontorudstyr, forbrugerudstyr, elektrisk legetøj og fritids- og sportsudstyr skal overholde ecodesignkrav til energieffektivitet i både ubelastet og aktiv tilstand.
EPS forsyner produkter som bærbare computere, smartphones og elektriske tandbørster med strøm og oplader batterier, der er indbygget i produkterne. For produkter uden indbyggede batterier fungerer EPS’er som den primære kontinuerlige strømforsyning.
En EPS transformerer 230 V netspændingen fra stikkontakten til et lavere spændingsniveau (ofte mellem 5 V og 20 V), der er egnet til det primære produkt. Den ensretter også ofte vekselstrømmen (AC) fra stikkontakten til jævnstrøm (DC).
Kravene varierer afhængig af EPS'ens mærkepladeeffekt og typen af strømsforsyning.
Der er krav for såvel AC-AC som AC-DC strømforsyninger og særskilte krav for EPS’er med lav spænding og flerspændingsstrømforsyninger.
Eksempler på produkter, der ikke omfattet af kravene er:
- EPS’er med en mærkepladeeffekt på over 250 W
- batteriopladere uden strømforsyningsfunktion
- UPS (uninterruptible power supply)
- trådløse opladere
- omformere til belysning
- EPS’er til medicinsk udstyr
Læs mere om omfattede produkter, definitioner, krav mv. i forordning (EU) 2019/1782
Nye regler – fra 14. december 2028
Der er med forordning (EU) 2025/2052 vedtaget nye ecodesignregler, som finder anvendelse fra den 14. december 2028. De nuværende regler fortsætter indtil dette tidspunkt. For reservedele til EPS’er gælder de nuværende regler dog indtil den 14. december 2033.
De nye regler øger effektivitetskravene for EPS’er. Endvidere indføres krav til flere produkter som trådløse opladere, batteriopladere til bærbare batterier til almindelig anvendelse (f.eks. AA og AAA-batterier) og USB type C-kabler.