Hvad er ordningen og hvem er omfattet?
Stationære anlæg er en central del af EU’s CO2-kvoteordning (EU ETS), som siden 2005 har været EU’s vigtigste redskab til at reducere udledninger af drivhusgasser.
Udledninger opgøres i ton CO2, hvor én kvote svarer til ét ton CO2. Kvoteordningen fastsætter et samlet loft over udledningerne og skaber økonomiske incitamenter til at reducere udledninger dér, hvor det er mest omkostningseffektivt.
Om et stationært anlæg er omfattet af kvoteordningen afhænger af, om anlægget udfører aktiviteter, der er opført i bilag I til kvotedirektivet, og om de relevante kapacitets- eller tærskelværdier er opfyldt.
Virksomheder med anlæg omfattet af kvoteordningen skal have en gyldig udledningstilladelse og er forpligtet til at:
- Overvåge udledninger i overensstemmelse med godkendte overvågningsplaner
- Rapportere årlige udledninger
- Få udledningsrapporten verificeret af en uafhængig verifikator
- Returnere kvoter svarende til den verificerede udledning
- Løbende informere Energistyrelsen om væsentlige ændringer til omfattede anlæg
Al rapportering og administration i forbindelse med CO2-kvoteordningen for stationære anlæg foregår i ETS Reporting Tool (herefter ERT). ERT er et EU-system, der anvendes til indsendelse af overvågningsplaner, udlednings-, verifikations- og forbedringsrapporter samt generel overholdelse af EU ETS-reglerne. Læs mere om ERT og find brugervejledningen
På EU-Kommissionens hjemmeside findes yderligere information og vejledningsmateriale.
Læs mere om EU ETS
Vi hjælper gerne ved konkrete problemstillinger, men gør opmærksom på, at vi som offentlig myndighed ikke må yde rådgivning, og blot kan informere om de gældende regler samt hjælpe med eventuelle tekniske problemer.
Sådan skal I forholde jer, hvis jeres virksomhed er ny i CO2-kvoteordningen
Herunder kan I læse, hvad I skal gøre, hvis jeres virksomhed er blevet kvoteomfattet.
Energistyrelsen udsteder udledningstilladelse til kvoteomfattede virksomheder. Hvis jeres virksomhed er blevet omfattet af kvoteordningen, skal I derfor søge om en udledningstilladelse. Vær opmærksom på, at jeres virksomhed ikke må udlede CO2 før I har modtaget en tilladelse til at udlede CO2 fra anlægget.
Sådan kommer I i gang med at udfylde jeres overvågningsplan
Overvågningsplan og udledningstilladelse er ét sammenhængende dokument. Udledningstilladelsen er givet på baggrund af driftsleders beskrivelse af produktionsenheden i overvågningsplanen. Det er driftsleders ansvar at overholde lovgivningen, herunder at overvågningsplanen er korrekt og ajourført.
Overvågningsplanen danner grundlag for overvågning og rapportering af en produktionsenheds drivhusgasudledninger i EU's kvotehandelssystem. Samtidig er den godkendte overvågningsplan en integreret del af driftsleders (virksomhedens) udledningstilladelse. Det er blandt andet et vilkår for udledningstilladelsen, at overvågningsplanen lever op til bestemmelserne i MR-forordningen, herunder at den er korrekt opdateret og altid afspejler de faktiske forhold på produktionsenheden.
Driftsleder udfylder og indsender overvågningsplanen i ETS Reporting Tool (ERT). Energistyrelsen godkender overvågningsplanen, når den er udfyldt tilfredsstillende, og udsteder på den baggrund en udledningstilladelse. Driftsleder skal efterfølgende overvåge CO2-udledningen som beskrevet i overvågningsplanen.
I det nedenstående kan I finde vejledning til udfyldelse af overvågningsplanen. Husk desuden også at læse vejledningsteksten, som er indbygget i ERT.
Overvågningsplanen skal anvendes til den årlige verifikation og CO2-rapportering. For at kunne rapportere skal I være opmærksom på følgende:
- Der skal bruges EU-login for at få adgang til ERT
- Overvågningsplanen skal være godkendt eller signeret og parat til godkendelse
- Der skal være lavet en aftale med en akkrediteret verifikator om rettidig verifikation af produktionsenheden
Log ind i ERT ved at klikke her
Læs mere om ERT og find brugervejledningen her
Sådan kommer I i gang med jeres CO2-rapportering og returnering af kvoter
Kvoteomfattede virksomheder skal rapportere verificeret udledning af drivhusgasser senest 31. marts hvert år. Energistyrelsen anbefaler, at der rapporteres i god tid før fristen for at sikre rettidig indsendelse.
Herunder finder I informationer om den årlige rapportering af CO2-udledning samt returnering af kvoter.
For at kunne rapportere, skal I være opmærksom på følgende:
- Der skal bruges EU-login for at få adgang til ETS Reporting Tool (ERT)
- I skal have en gyldig udledningstilladelse med tilhørende overvågningsplan
- Der skal være lavet en aftale med en akkrediteret verifikator.
Bemærk: Det er den kvoteomfattede virksomheds ansvar, at der er sket en fyldestgørende rapportering til Energistyrelsen samt en korrekt returnering af kvoter i Kvoteregisteret inden for ordningens tidsfrister.
Rapporteringen foretages ved at bruge ETS Reporting Tool (ERT)
Læs mere om ETS Reporting Tool (ERT) og find brugervejledningen her
Vejledning til udfyldelse af Bilag Xaa i ERT
I kan finde oversigter over tidligere års compliance data og verificerede emissioner på EU-kommissionens hjemmeside under 'Documentation' hvorfra I kan vælge den fase, I vil læse nærmere om.
Sådan forholder I jer ved forbedringer til jeres overvågningsmetode
Driftsledere skal løbende vurdere og forbedre overvågningsmetoden for stationære anlæg i overensstemmelse med MR-forordningen. Forbedringsrapporter skal indsendes ved bemærkninger fra verifikator eller ved identificerede forbedringsmuligheder i overvågningsplanen. Ændringer skal vurderes som væsentlige eller ikke-væsentlige og indsendes til Energistyrelsen efter gældende regler.
Overdragelse af udledningstilladelsen
Herunder kan I læse, hvad I skal gøre, når der sker en overdragelse af udledningstilladelsen.
Udledningstilladelsen for en produktionsenhed følger virksomheden (den juridiske person). Hvis en virksomhed eller en produktionsenhed skifter ejerskab, skal der derfor foretages en overdragelse af udledningstilladelsen.
En udledningstilladelse kan ikke overdrages uden Energistyrelsens godkendelse. En ny driftsleder indtræder først i enhver forpligtelse eller opnår rettigheder efter kvoteloven på godkendelsestidspunktet.
Sådan ansøger I om overdragelse af udledningstilladelsen:
- I skal udfylde og indsende en blanket for overdragelse af udledningstilladelsen på virk.dk.
I finder flere oplysninger og kan indsende blanketten her - I skal sikre jer, at følgende er klar inden I udfylder blanketten:
- Dokumentation for overdragelse af det stationære anlæg - eksempelvis en overdragelsesaftale.
- Hvis overdragelsen af anlægget er sket inden ansøgning om overdragelse af udledningstilladelsen indsendes, skal I sikre jer at CVR-registeret er opdateret korrekt.
Godkender Energistyrelsen overdragelsen af udledningstilladelsen, skal driftsleder herefter opdatere og indsende samtlige dokumenter, der er tilknyttet overholdelse af kvoteloven, herunder overvågningsplaner, overvågningsmetodeplaner, opdatering af systemer mv., med de nye oplysninger.
Afvises ansøgningen skal driftslederen ansøge på ny, såfremt overdragelsen skal have virkning efter kvoteloven.
Udtræden af CO2-kvoteordningen
Stationære anlæg kan udtræde af CO2-kvoteordningen, hvis aktivitet og produktionskapacitet ændres permanent, så anlægget ikke længere er omfattet af ordningen. Driftslederen skal ansøge Energistyrelsen om udtræden og indsende dokumentation for, at ændringer eller skrotning er permanente.
Kontakt
Telefontider:
Mandag - fredag: 10.00 - 11.30 og 12.00 - 14.00