2,8 mio. euro til grønnere maritim transport
Nordisk Energiforskning søsætter 2,8 mio. euro til projekter, der skal mindske udledningen af drivhusgasser i den maritime transportsektor. Energiteknologisk Forsknings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støtter initiativet med 468.000 euro. Ansøgningsfristen er den 28. oktober.
Alle nordiske lande står stærkt i det globale marked for maritim transport. Derfor har Nordisk Energiforskning under Nordisk Ministerråd afsat midler til et fællesnordisk initiativ, der skal støtte innovative udviklings- og demonstrationsprojekter inden for området på tværs af Norden.
Indkaldelsen fokuserer på koncepter til den maritime transportsektor med fokus på brint, ammoniak og andre brændstoffer baseret på grøn eller blå brint samt projekter om biobrændsler eller batterielektriske fremdriftssystemer.
Sådan ansøger du
Dit projekt skal leve op til flere krav for at komme i betragtning til midlerne.
- Projekterne skal udnytte og udbygge de fællesnordiske kompetencer inden for den maritime sektor.
- Der skal minimum deltage to nordiske lande i hvert projekt. Desuden skal hvert projekt involvere mindst en kommerciel partner og en forskningsinstitution, typisk et universitet eller et GTS-institut, der skal lede projektet.
- Ansøgere skal sende en fællesansøgning til Nordisk Energiforskning. De danske deltagere skal desuden sende en særskilt ansøgning til EUDP, der støtter den danske deltagelse. Projekter, der bliver søgt ved EUDP, skal have en dansk projektejer og søges med udgangspunkt i de regler og projektskabeloner, der bruges ved ansøgninger til EUDP.
Deltag i webinar om indkaldelsen
Potentielle ansøgere til indkaldelsen fra Nordisk Energiforskning har mulighed for at deltage i et webinar om indkaldelsen den 14. oktober 2020
Læs mere om indkaldelsen fra EUDP
Tidsplan
28. oktober 2020 kl. 15:00. | Ansøgningsfrist |
Februar 2021 | Afgørelse fra Nordisk Energiforskning |
Fakta
- Nordisk Energiforsknings (NEF) primære formål er at støtte det nordiske energisamarbejde. NEF finansierer og fremmer det nordiske samarbejde, skaber forskningsbaseret grundlag for energipolitiske beslutninger og udgør et forbindelsesled mellem industri, forskning og politiske aktører. NEF har et særligt fokus på bæredygtige og konkurrencedygtige energiløsninger. Institutionen arbejder desuden i europæisk regi. NEF er placeret i Norge.
- EUDP (Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram) er en offentlig tilskudsordning, der støtter ny teknologi på energiområdet, som kan bidrage til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima.
- I alt deltager Sverige, Norge, Island, Finland og Danmark i indkaldelsen, der samlet udgør 2.040.528 mio. euro. Beløbet suppleres med 794.750 euro i top-op-midler fra Nordisk Energiforskning. Det danske bidrag fra EUDP udgør med 468.000 euro.
Kontakt
Alle potentielle ansøgere kan søge vejledning hos EUDP frem til ansøgningsfristen den 28. oktober 2020.
Kontakt fuldmægtig Karsten Svoldgaard, EUDP, for råd og vejledning om indkaldelsen og ansøgninger: kasv@ens.dk //+45 51 67 43 16.