Energistyrelsen åbner for ansøgninger til pulje for opstilling af forsøgsvindmøller på land

27. august 2024
Det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild. Foto: Colourbox
Det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild. Foto: Colourbox

Nu er det muligt at søge om tilskud til opstilling af forsøgsvindmøller på land. Der er 89,4 millioner kroner i puljen. Puljen åbner d. 19. september og der gives tilsagn efter først-til-mølle-princippet.

Energistyrelsen offentliggør nu det ansøgningsmateriale, som skal anvendes ved ansøgning om tilskud til opstilling af forsøgsvindmøller på land.

Puljen skal understøtte opstillingen af fuld-skala forsøgsvindmøller på de to nationale testcentre for store vindmøller på land ved Høvsøre og Østerild samt uden for disse centre. Det sker som led i en samlet national indsats for at styrke af innovation og udvikling indenfor ny og forbedret vindmølleteknologi.

Investeringsstøtten til forsøgsvindmøller på land indtægtsfinansieres ikke længere gennem REPowerEU.

Det praktiske

Der kan ydes investeringsstøtte til opstillingen på maksimalt 16 millioner kroner pr. mølle inden for en samlet bevilling på 89,4 millioner kroner i 2024.

Der bliver givet tilsagn om tilskud efter først-til-mølle-princippet, men seneste frist for indgivelse af ansøgning i 2024 er den 11. november.

Ansøgere opfordres til at kontakte Energistyrelsen forud for puljeåbningen hvis der er spørgsmål til ordningen.

Støtte skal søges via Energistyrelsens digitale ansøgningsportal, som åbner for indgivelse af ansøgninger den 19. september 2024. 

Du kan læse mere om ordningens indhold, tildelingskriterierne samt de administrative forhold ved ansøgning i indkaldelsen og det samlede ansøgningsmateriale som du kan finde her.

Kontakt
Yderligere oplysninger hos Energistyrelsens Center for Energiadministration:  

Carina Haubjerg,  carha@ens.dk og tlf. 33 92 77 99

Katharina Paarup Meyer, akpm@ens.dk og tlf. 33 92 79 19

Kontaktpersoner

Energistyrelsens pressetelefon (modtager ikke SMS'er)
(+45) 3395 0800

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig