Energistyrelsen og Grøn Energi har opdateret drejebogen for store varmepumper i fjernvarmen

21. december 2017

Virksomheder og andre interesserede, der overvejer at etablere en varmepumpe i fjernvarmesystemet eller blot vil have den seneste viden på området, har nu mulighed for at søge inspiration i en opdateret version af Energistyrelsens drejebog for store varmepumper. Drejebogen indeholder blandt andet et inspirationskatalog og er resultatet af et samarbejde mellem Grøn Energi, PlanEnergi, Dansk Fjernvarmes Projektselskab og Energistyrelsen.

I 2014 udgav Energistyrelsen for første gang en drejebog for store varmepumper i fjernvarmen. Siden da er der gjort værdifulde erfaringer, og nye projekter er sat i drift med tilskud fra Energistyrelsens rejsehold for varmepumper. Derfor har Energistyrelsen og Grøn Energi i samarbejde med PlanEnergi og DFP opdateret drejebogen. Drejebogen og inspirationskataloget viser bredden af de muligheder, der ligger i etablering af varmepumpesystemer. Den nye udgave er derfor et redskab til interesserede, som skal træffe en beslutning om etablering af en varmepumpe i fjernvarmesystemet.

Mange fordele ved varmepumper

Varmepumper har mange fordele for det samlede energisystem - men også for mange af de danske fjernvarmeforsyninger. Varmepumperne muliggør desuden udnyttelse af overskudsvarme og VE-baserede lavtemperaturvarmekilder. Varmekilder som ellers ikke kan udnyttes.

Varmepumper er en vigtig brik i den grønne omstilling af fjernvarmen. Eldrevne varmepumper bidrager til elektrificeringen af fjernvarmen gennem udnyttelse af grøn strøm til varmeproduktion og er med til at balancere og skabe sammenhæng mellem el- og varmesystemerne i Danmark.

Med forbedringen af de økonomiske rammer for etablering af varmepumper, herunder udfasning af PSO, indregning af energibesparelser og senest nedsættelse af elvarmeafgiften i 2019 er der skabt mulighed for, at eldrevne varmepumper er konkurrencedygtige i forhold til traditionelle varmeproduktionsanlæg og hermed mulighed for, at de bliver mere udbredt end tidligere.

Temadage om Drejebog og inspirationskatalog

I forbindelse med udgivelsen afholder Dansk Fjernvarme en temadag den 29. januar i Kolding, hvor der tages afsæt i drejebogen og inspirationskataloget. Se mere på Dansk Fjernvarmes hjemmeside.

Drejebog og inspirationskatalog kan downloades på Energistyrelsens hjemmeside samt på Dansk Fjernvarmes hjemmeside. 

Kontakt:

Specialkonsulent Jørgen Risom, 2572 8293, jri@ens.dk

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846
Jonas Disager Kraft
Specialkonsulent (+45) 3395 5038

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig