Energistyrelsen præsenterer ny basisfremskrivning

30. august 2019

Energistyrelsens Basisfremskrivning 2019 viser, at andelen af vedvarende energi i elforbruget ventes at overstige 100 pct. i 2028 og nå 109 pct. i 2030.

Basisfremskrivning 2019 er en teknisk, faglig vurdering af, hvordan energiforbrug og energiproduktion samt udledning af drivhusgasser vil udvikle sig i perioden frem mod 2030 under forudsætning af et såkaldt ”Frozen Policy” scenarie. ”Frozen Policy” betyder, at udviklingen er betinget af et ”politisk fastfrossent” fravær af nye tiltag. BF19 tjener dermed til at undersøge i hvilket omfang, Danmarks klima- og energimålsætninger og – forpligtelser vil blive opfyldt inden for rammerne af gældende regulering.

Fremskrivningen viser, at forbruget af kul, naturgas og olie til produktion af el og fjernvarme forventes at være reduceret med 86 pct. i 2030 i forhold til 2017, og den fortsatte udbygning med havvind, landvind og solceller fortrænger central kulfyret og decentral gasfyret kraftvarmeproduktionskapacitet.

Som konsekvens af det lavere forbrug af fossile brændsler stiger VE-andelen i elforbruget fra 64 pct. til over 100 pct. i 2028 og når 109 pct. i 2030 med de tiltag, der allerede er besluttet. Den voksende elproduktion ventes at betyde, at Danmark i stigende grad bliver nettoeksportør af el til vores nabolande. Samtidig ventes 54 pct. af det samlede energiforbrug at blive dækket af vedvarende energi i 2030.

Figur: VE-andele 2017-2030 i procent for energiforbruget, elforbruget, transporten og fjernvarmen.

El- og fjernvarmesektorens høje andel af vedvarende energi betyder, at sektoren i 2030 skønnes at stå for 7 pct. af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser, mens transporten og landbrugets andel vil være henholdsvis 34 pct. og 27 pct. af de samlede emissioner.

Læs Basisfremskrivningen 2019 og dens baggrundsbilag.

Kontakt:

Kontorchef Mikkel Sørensen, tlf: 33 92 67 26, e-mail: mis@ens.dk

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk

Supplerende links

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846
Jonas Disager Kraft
Specialkonsulent (+45) 3395 5038

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig