Energistyrelsen vedtager plan for havvindmølleparkerne Kattegat og Kriegers Flak II
Energistyrelsen vedtager plan for de fremtidige havvindmølleparker Kattegat og Kriegers Flak II. Det sker på baggrund af en miljøvurdering af planen, og de indkomne høringssvar.
Illustration: Planområde for Kattegat og Kriegers Flak II havvindmølleparker
Planen for Kattegat og Kriegers Flak II beskriver rammerne for to kommende havvindmølleparker i Kattegat og Østersøen. Havvindmølleparkerne skal bestå af vindmøller, kabler samt eltransformerende anlæg og forventes nettilsluttet ved henholdsvis Trige Højspændingsstation og en ny station på Sydøstsjælland.
Havvindmølleparkerne vil hver især have en samlet minimumskapacitet på 1.000 MW. Den endelige kapacitet afhænger af vinderen af udbuddet.
Som en del af processen har Energistyrelsen afholdt høringer og borgermøder i 2023 og 2024, hvor borgere, interessenter og myndigheder har indgivet idéer, forslag, bekymringer og spørgsmål til udkastet af planen og dens tilhørende miljørapport.
Planen alene giver ikke mulighed for etablering af anlæg.
Energistyrelsens afgørelse kan påklages til Energiklagenævnet 4 uger frem til den 11. november 2024.
Plan og sammenfattende redegørelse
Energistyrelsen har efter miljøvurderingsloven (LBK nr. 4 af 03/01/2023) udarbejdet en sammenfattende redegørelse. Den sammenfattende redegørelse har til formål at beskrive, hvordan miljøhensyn er integreret i planen, og hvordan miljørapporten og indkomne høringssvar er taget i betragtning.
Planen og den sammenfattende redegørelse kan tilgås på Energistyrelsens hjemmeside:
Den videre proces
Udbuddet af hhv. Kattegat og Kriegers Flak II Havvindmøllepark blev offentliggjort den 22. april 2024. Der er budfrist den 1. april 2025. Vinderen af det enkelte udbud vil skulle foretage en miljøkonsekvensvurdering af den konkrete havvindmøllepark.
Landanlæg
Parallelt med Energistyrelsens plan- og miljøvurderingsproces gennemfører Energinet en miljøvurdering med tilhørende plangrundlag af det konkrete landanlæg tilknyttet til hhv. Kattegat Havvindmøllepark og Kriegers Flak II.
Læs mere herom på Miljøstyrelsens hjemmeside:
Fakta om Kattegat Havvindmøllepark
- Planen for Kattegat består af opsætning af et antal havvindmøller svarende til minimum 1.000 MW. Havvindmølleparkens endelige kapacitet afhænger af koncessionsvinderens konkrete projekt.
- Havvindmøllerne i Kattegat vil placeres minimum ca. 27 km fra Anholt, minimum ca. 15 km fra Djursland og minimum ca. 25 km fra kysten i Odsherred Kommune, Nordvestsjælland.
- Havvindmølleparken forventes tilsluttet det kollektive net i Trige, Jylland.
- Havvindmølleparken forventes at være i fuld drift senest ved udgangen af 2030.
Fakta om Kriegers Flak II Havvindmøllepark
- Planen for Kriegers Flak II består af opsætning af et antal havvindmøller svarende minimum 1.000 MW i hele området (både Nord og Syd). Havvindmølleparkens kapacitet afhænger af koncessionsvinderens konkrete projekt.
- Havvindmøllerne i Kriegers Flak II (Nord) vil skulle placeres minimum ca. 15 km fra Rødvig, Sydøstsjælland og minimum ca. 15 km fra Møn. Havvindmøllerne i Kriegers Flak II (Syd) vil skulle placeres minimum ca. 15 km fra Møn.
- Havvindmølleparken forventes tilsluttet det kollektive net via en opført station på Sydøstsjælland.
- Havvindmølleparken forventes at kunne være i fuld drift senest ved udgangen af 2030.