Høring: Miljøkonsekvensrapport for Aflandshage Vindmøllepark

Energistyrelsen og Hvidovre Kommune igangsætter nu en offentlig høring af miljøkonsekvensrapport for Aflandshage Vindmøllepark i perioden 29. november 2021 – 20. februar 2022. Borgere, organisationer, myndigheder samt andre, der kan blive berørt af projektet, har nu mulighed for at komme med bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten.

Bemærkninger sendes til Energistyrelsen

Energistyrelsen og Hvidovre Kommune opfordrer offentligheden og berørte myndigheder til at indsende bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten og det øvrige høringsmateriale. Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen senest den 20. februar 2022.

Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen per mail til: open-door@ens.dk eller med almindelig post til: Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V. Alle høringssvar skal være mærket med ”Høringssvar til Aflandshage Vindmøllepark” og med journalnummeret: 2019-82725. 

Se miljøkonsekvensrapport og øvrigt høringsmateriale om Aflandshage Vindmøllepark

Virtuelt informationsmøde om projektet afholdes d. 12. januar 2022

Der holdes et informationsmøde om projektet, med deltagelse af Energistyrelsen, Hvidovre Kommune og projektudvikleren HOFOR. Mødet bliver holdt virtuelt onsdag d. 12. januar 2022 kl. 19:00. Link til informationsmødet vil kunne findes her.

Fakta

HOFOR Vind A/S ønsker at opstille mellem 26-45 havvindmøller på op til en højde på 220 m, med en samlet installeret effekt på op til 300 MW, placeret i et område i Øresund syd for Aflandshage. Mølleområdet dækker et samlet havareal på ca. 42 km2, og ligger mere end otte km fra kysten. Havmølleparken forventes tilsluttet el-nettet ved Energinets eksisterende 132 kV station ved Avedøreværket via en ny 33 eller 66kV/132 kV transformerstation.

Materiale

Der kan læses mere om projektet på Energistyrelsens hjemmeside

Kontakt

Spørgsmål til Miljøkonsekvensrapporten kan rettes til Energistyrelsen til Søren Keller på tlf. 33 92 66 90 eller Aino Rudebeck på tlf. 33 95 09 13 samt på mail til open-door@ens.dk.

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon