Ny husstandsvindmøllepulje åbner for ansøgninger

25. april 2018

Det er igen muligt at søge om pristillæg til overskydende elektricitet, hvis du ønsker at opstille en fabriksny husstandsvindmølle. Puljen er åben for ansøgninger fra og med 2. maj til og med 13. juni 2018.

I 2018 er puljen på 1 MW plus den resterende mængde watt fra husstandsvindmøllepuljen i 2017 på 11,6 kW. Pristillægget for 2018 er følgende:

  • 136 øre pr. kWh for husstandsvindmøller med en installeret effekt på 10 kW eller derunder
  • 96 øre pr. kWh for husstandsvindmøller med en installeret effekt på over 10 kW dog højst 25 kW

Pristillægget fastsættes således, at pristillægget og markedsprisen tilsammen udgør henholdsvis 136 og 96 øre pr. kWh, og det ydes i 12 år fra nettilslutningstidspunktet.

Energistyrelsen behandler og træffer afgørelse om tilsagn til pristillæg inden for den pågældende pulje i den rækkefølge, som Energistyrelsen har modtaget fyldestgørende ansøgninger i.

I tilfælde af at Energistyrelsen modtager flere fyldestgørende ansøgninger samme dag, som tilsammen overstiger mængden af resterede watt i puljen, trækker Energistyrelsen lod om den rækkefølge, der skal træffes afgørelse om disse ansøgninger i.

Sådan søger du

Ansøgningsprocessen består af to dele. 

  1. Du søger om tilsagn til pristillæg ved Energistyrelsen forud for projektets påbegyndelse.
  2. Hvis du opnår tilsagn, skal du efter etablering og installering søge om endelig afgørelse om pristillæg ved Energistyrelsen.

Ansøgninger om tilsagn til pristillæg indsendes enten via e-boks, på mail til ve@ens.dk eller med posten senest den 13. juni 2018. Ansøgninger, som indeholder CPR, bør indsendes enten via e-boks eller med post.

Du kan læse mere om pristillæg samt finde ansøgningsblanketter på Energistyrelsens hjemmeside.

Adgangsbilletten er en fyldestgørende ansøgning

Det er vigtigt, at du som ansøger indsender en fyldestgørende ansøgning, inden fristen udløb, da Energistyrelsen først kan behandle ansøgningen, når den er fyldestgørende. Hvis du udfylder alle relevante punkter på ansøgningsblanketten fra hjemmesiden, som du finder her og indsender den krævede dokumentation, vil din ansøgning være fyldestgørende.

Der kan kun opnås støtte til husstandsvindmøller, som endnu ikke er etableret. Det betyder, at du skal søge om tilsagn om pristillæg, før projektet påbegyndes. Ved indsendelse af ansøgningen skal du således vedlægge skriftlig dokumentation for betinget aftale om køb af vindmøllen. Aftalen skal være betinget af opnåelse af tilsagn om pristillæg. Det vil sige, at det skal være muligt for dig som køber at komme ud af aftalen, såfremt du ikke får del i puljen.

Du skal endvidere være opmærksom på, at det ikke er muligt at opnå pristillæg, hvis du modtager eller vil modtage anden støtte til vindmøllen (fx håndværkerfradrag).

Kontakt

Email: VE@ens.dk

Telefon: 70 21 50 74

Åbningstider i VE-administrationen: Mandag til fredag fra kl. 9:00 til kl. 14:00

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig