Stærk stigning i de hurtige bredbåndsforbindelser

Stærk stigning i de hurtige bredbåndsforbindelser

Flere og flere danskere kan surfe med høj hastighed via bredbånd hjemme eller på arbejdet. Mere end en halv million bredbåndsabonnenter har nemlig nu adgang til mindst 100 Mbit/s, når de henter billeder og videoer fra internettet. Det er en stigning på lidt over 70 pct. på et år, viser Energistyrelsens ’Telestatistik – første halvår 2017’.

Fra midten af 2016 til midten af 2017 er antallet af abonnementer, der kan downloade data med mindst 100 Mbit/s steget 70,9 pct. til 532.000. Dermed stiger andelen af fastnet bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s i download fra 12,6 pct. til 21,4 pct. svarende til lidt over hvert femte abonnement. Størstedelen af abonnementerne med mindst 100 Mbit/s har en hastighed under 300 Mbit/s, mens en mindre andel på 11.000 abonnementer har mindst 1 Gbit/s i downloadhastighed.

Antallet af fastnet abonnementer med mindst 100 Mbit/s i uploadhastighed er steget med hele 173,5 pct. i samme periode og omfatter nu 267.000 abonnementer svarende til en andel på 10,7 pct.

Det er hovedsageligt de fortsatte stigninger i kabel-tv- og fibernet­abonnementers hastigheder og antal, der er baggrunden for stigningen i bredbåndshastighederne.

Fortsat fald i kobberbaseret bredbånd

Antallet af kobberbaserede bredbåndsabonnementer er faldet med 88.000 fra midten af 2016 til midten af 2017, mens antallet af fiber- og kabel-tv-abonnementer er steget med ca. 53.000 abonnementer for hver type. Fiber- og kabel-tv udgør dermed nu lidt over halvdelen af de i alt 2.489.000 fastnet bredbåndsabonnementer med en andel på tilsammen 52,4 pct. i midten af 2017.

Flere mobile bredbåndsabonnementer end danskere

Antallet af mobile bredbåndsabonnementer til både mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er er steget med 534.000 på et år svarende til 7,8 pct. Dermed er der nu 7,4 mio. mobile bredbåndsabonnementer eller 128,3 abonnementer pr. 100 indbyggere.

Samtidig steg den mobile datatrafik med 49,4 pct. fra første halvår 2016 til første halvår 2017, så der i alt blev up- og downloadet 242.000 TB (terabyte = 1.024 GB) i første halvår 2017. Det svarer til, at hvert mobile bredbåndsabonnement til mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er i gennemsnit brugte 5,7 GB pr. måned i første halvår 2017 mod 4,1 GB pr. måned i første halvår 2016.

Læs rapporten Telestatistik – første halvår 2017’

Kontakt: 

Jesper Falsted Karlsen, Energistyrelsens Center for Tele, tlf. 33 92 75 76, e-mail: jka@ens.dk, eller

Pressechef Ture Falbe-Hansen, mobil: 25 13 78 46, e-mail: tfh@ens.dk

Hovedresultater fra telestatistikken

  • 458.000 af de hurtigste bredbåndsabonnementer har mindst 100 Mbit/s, men under 300 Mbit/s” i download, mens de resterende abonnementer er fordelt med 42.000 med mindst 300, men under 500 Mbit/s” og 22.000 med mindst 500 Mbit/s, men under 1 Gbit/s”. 11.000 abonnementer har mindst 1 Gbit/s i download, hvilket svarer til 0,4 pct. af alle fastnet bredbåndsabonnementer.
  • Andelen af fastnet bredbåndsabonnementer med mindst 30 Mbit/s i upload er steget fra 20,8 pct. til 29,7 pct. fra midten af 2016 til året efter.
  • Lidt over hvert femte fastnet bredbåndsabonnement er nu via fiber, og sammen med kabel-tv-nettets andel på 31,0 pct. udgør de to typer fastnet bredbånd nu 52,4 pct. mod 48,7 pct. året før. I midten af 2016 var 11,0 pct. af fiberabonnementer udbudt med mindst 100 Mbit/s i download. Denne andel er året efter steget til 37,5 pct.
  • Stigningen i den samlede mobile datatrafik er 49,4 pct. fra første halvår 2016 til første halvår 2017. Det er en mindre relativ stigning end i perioden andet halvår 2015 til andet halvår 2016, hvor stigningen var 68,4 pct. I første halvår 2017 blev der i alt up- og downloadet 242.000 TB. Det svarer til, at hvert mobile bredbåndsabonnement til mobiltelefoner, tablets og bærbare pc’er i gennemsnit bruger 5,7 GB pr. måned mod 4,1 GB pr. måned i første halvår 2016.
  • Det samlede antal taleminutter for mobil- og fastnettelefoni, er faldet 2,2 pct. fra 8,5 mia. i første halvår 2016 til 8,3 mia. minutter i første halvår 2017. Fastnetminutterne (inkl. minutter fra ip-telefoni) falder 11,4 pct., mens mobilminutterne næsten ikke udvikler sig med et lille fald på 0,1 pct.
  • For første gang er antallet af fastnet IPTV-abonnementer begyndt at falde. Fra første halvår 2016 og et år frem falder antallet med 5,6 pct. fra 440.000 til 415.000.
  • Man kunne i juli 2016 få en stor mobilpakke for 119 kr./måned med fri tale, fri sms/mms og fri data, men det var et abonnement, hvor det inkluderede forbrug ikke kunne benyttes i EU. I juli 2017 kan man for 109 kr. få fri tale, fri sms/mms og 30 GB data, heraf fri tale, fri sms/mms og 3,05 GB til brug i EU.

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon