Stor vækst i hurtige fiberabonnementer i 2019

Stor vækst i hurtige fiberabonnementer i 2019

Antallet af fiberabonnementer med mindst 100 Mbit/s i download steg 30 pct. i 2019 svarende til 103.000 abonnementer. Både den mobile datatrafik og datatrafikken gennem fastnet bredbånd steg også kraftigt sidste år, viser Energistyrelsens ’Telestatistik – andet halvår 2019’ - baseret på tal fra teleselskaberne.

Antallet af bredbåndsabonnementer via fibernettet, der giver mindst 100 Mbit/s i downloadhastighed, steg 30 pct. i løbet af 2019. Det svarer til, at der i slutningen af 2019 var 103.000 flere kunder end året før, der havde et bredbåndsabonnement via fibernettet med mindst 100 Mbit/s download.

Det er ikke kun fibernettet, der tilbyder hurtigere hastigheder. Ses der bort fra den anvendte teknologi, steg det samlede antal abonnementer med mindst 100 Mbit/s 14 pct. sidste år, så 42 pct. af alle bredbåndsabonnementer i slutningen af 2019 har mindst 100 Mbit/s i download. 77 pct. af stigningen kommer fra fiberabonnementer, mens den resterende del af stigningen er ligeligt fordelt mellem bredbånd via kabel-tv-nettet og LAN (interne net i boligforeninger). 

Det er dog fortsat bredbånd via kabel-tv-nettet, som med en andel på 44 pct. udgør den største del af de abonnementer, der har mindst 100 Mbit/s i downloadhastighed. Fiberabonnementernes andel steg til 41 pct. i slutningen af 2019 mod 36 pct. året før.

Datatrafikken stiger fortsat

Danskernes up- og download af data over mobilnettet steg 33 pct. sidste år til 898.000 TB, mens datatrafikken fra fastnet bredbånd steg 19 pct. til 6,9 mio. TB. Dermed steg den gennemsnitlige månedlige mobile datatrafik pr. abonnement fra 7,5 GB i 2018 til 9,5 GB i 2019. En husstand eller virksomhed med fastnet bredbåndsabonnement up- og down-loadede i gennemsnit 205 GB data pr. måned i 2018, mens forbruget i 2019 steg til 243 GB.

Datatrafiktallene er opgjort, før COVID19 ramte Danmark. Eventuelle udsving relateret hertil vil først vise sig i tallene for første halvår 2020, der udkommer til efteråret.

Vækst i mobilabonnementer til kommunikation mellem maskiner

Mobilabonnementer til kommunikation mellem maskiner (M2M) bruges i IoT-tjenester som bl.a. automatiseret kommunikation og aflæsning af måledata til og fra biler, dankortterminaler, elmålere etc.

Mobilabonnementer til denne kommunikation har i flere år været stigende. Antallet af M2M-abonnementer steg 11 pct. fra 1.320.000 i slutningen af 2018 til 1.459.000 året efter, og antallet af abonnementer er fordoblet siden slutningen af 2012.

Læs andre hovedresultater fra ’Telestatistik – andet halvår 2019’.

Brug ’Data om bredbånd’ til at visualisere bredbåndsabonnementernes hastigheder og teknologier.

Se dataark med historisk baggrundsdata og teleselskabernes markedsandele for Internet, Mobiltelefoni, Fastnettelefoni samt et ’Øvrige ark’ med IPTV, bundlede tjenester og telepriser. Og derudover bilag med udbyderliste og koncerner.

Kontakt: Fuldmægtig Jesper Falsted Karlsen, 33 92 75 76, jka@ens.dk

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon