TDC fortsat forpligtet til at levere taletelefoni til alle

TDC fortsat forpligtet til at levere taletelefoni til alle

TDC A/S vil fortsat levere taletelefoni, nummeroplysningstjenester og teksttelefontjenesten som forsyningspligtudbyder til alle, der ønsker det. Den gældende udpegning af TDC udløber ved udgangen af 2016.

Energistyrelsen har udpeget TDC til fortsat at være forsyningspligtudbyder på teleområdet. Det har TDC været siden 1997, og i forbindelse med en interessetilkendegivelsesrunde i foråret meddelte TDC, at selskabet gerne fortsat påtager sig denne opgave.

Udpegningen betyder, at TDC skal levere en telefonforbindelse på adressen til alle, der ønsker det. Prisen er den samme, uanset hvor i landet man bor.

Desuden leverer TDC en særlig telefontjeneste til personer med tale- og hørehandicap - den såkaldte teksttelefontjeneste. Nummeroplysningstjenesten 118 udbydes også af TDC som led i forsyningspligten.

Ikke længere forsyningspligt på ISDN

Der er ikke længere forsyningspligt på ISDN og faste kredsløb, da den teknologiske udvikling har medført, at tilsvarende eller bedre tjenester kan skaffes på markedsvilkår.

TDC har også haft forsyningspligt på at sikre, at skibe kan foretage nødopkald i farvandene omkring Danmark og Grønland. Denne pligt blev ophævet for Danmark i december 2015 og ophæves endeligt for Grønland ved udgangen af 2016. Begge disse tjenester videreføres uden for forsyningspligten.

Den nye udpegning udløber ved udgangen af 2022.

Se yderligere information om forsyningspligten.

Kontakt:

Specialkonsulent Tore Kjelstrup Christensen, Energistyrelsens Center for Tele, tlf.: 33 92 75 98, TKC@ens.dk

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon