Tilskud: Energistyrelsen åbner for ansøgning om prækvalifikation til Skrotningsordningen

15. september 2020
Billede: Sparenergi.dk
Billede: Sparenergi.dk

Det er fra i dag muligt for energitjenesteleverandører at ansøge om at blive prækvalificeret til Skrotningsordningen. Det forventes muligt at ansøge om tilsagn om tilskud til konvertering af olie- eller gasfyr fra 1. oktober 2020.


Skrotningsordningen, der stammer fra Energiaftalen 2018, bliver fremrykket til 2020 som følge af Klimaaftale for Energi og industri mv. 2020 af 22. juni 2020. Det betyder, at det er muligt at ansøge om at blive prækvalificeret fra i dag. Skrotningsordningen udmøntes som varmepumper på abonnement, hvor energitjenesteleverandøren påtager sig ejerskab af varmepumpen og ansvaret for installation, drift og vedligehold af varmepumpen. Kunden betaler typisk en engangsbetaling, et abonnementsgebyr og en pris for leveret varme til bygningen. Med varmpumper på abonnement slipper forbrugeren for en stor investering og opnår samtidigt en række servicefordele.

Sådan ansøger du

En energitjenesteleverandør, som ønsker at kunne søge om tilsagn om tilskud til levering af varmepumper på abonnement i Skrotningsordningen, vil først skulle ansøge om at blive prækvalificeret af Energistyrelsen. Prækvalifikation skal sikre, at energitjenesteleverandøren har det nødvendige forretningsmæssige set-up og den fornødne kapital til at udbyde varmepumper på abonnement. Energitjenesteleverandører skal kun ansøge om prækvalifikation én gang, og der vil være mulighed for ansøgning om prækvalifikation i hele tilskudsperioden. Der gøres opmærksom på, at kravet til at fremvise dokumentation for kvalitetssikrings- og styringsstem godkendt af tredjepart er fjernet (§7, 7).

Du ansøger om at blive prækvalificeret i ansøgningsportalen. Samme link skal bruges ved ansøgning om tilsagn og udbetaling, når der åbnes for ansøgninger. Mere information om Skrotningsordningen og ansøgervejledningen kan findes på Energistyrelsens hjemmeside.

Kontakt

For mere information om Skrotningsordningen kan der rettes henvendelse til skrotningsordning@ens.dk.

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig