Tilskud til tre yderligere projekter fra statens bredbåndspulje

Tilskud til tre yderligere projekter fra statens bredbåndspulje

Et projekt har takket nej til tilskud på knap to mio. kr. Energistyrelsen har derfor givet tilsagn til tre yderligere projekter, som har søgt om tilskud fra bredbåndspuljen 2017.

To af de 40 projekter, der netop har fået tilsagn om tilskud fra bredbåndspuljen i 2017-runden, vedrører det samme lokale område. Det drejer sig om to projekter i Roskilde Kommune, hvor der i to særskilte projekter blev søgt tilskud til henholdsvist et sommerhusområde alene og det samme sommerhusområde plus de omkringliggende helårsboliger. Det mindste projekt har nu trukket sin ansøgning, hvorfor der er kommet godt 1,9 mio. kr. tilbage i puljen til fordeling.

Energistyrelsen har den 20. december 2017 truffet afgørelse om at give tilsagn om tilskud til tre yderligere projekter, som er beliggende i henholdsvis Gladsaxe, Hvidovre og Kerteminde kommuner. Ændringerne indebærer, at der fra bredbåndspuljen 2017 gives fuldt tilskud til i alt 42 projekter i 28 kommuner. De 42 projekter inkluderer 3.882 adresser.

Det er ikke muligt at modtage tilskud fra bredbåndspuljen mere end én gang til den samme adresse. Med det tilbageleverede tilsagn bliver pengene i stedet anvendt til de projekter, som stod næst i rækken til at modtage tilskud. Fremadrettet vil Energistyrelsen indføre en procedure for at undgå, at der gives tilsagn om tilskud til samme adresse to gange.

Læs mere om resultatet af bredbåndspuljen for 2017 på Energistyrelsens hjemmeside

Fakta

  • Bredbåndspuljen er en del af den politiske aftale om ”Vækst og udvikling i hele Danmark” fra februar 2016. Der var oprindeligt afsat 40 mio. kr. til puljen i 2017. Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede i november 2017 at forhøje dette beløb til i alt 102 mio. kr.
  • Energistyrelsen modtog 72 ansøgninger om tilskud fra bredbåndspuljen 2017. Ansøgningerne omfattede 5.700 adresser, og der blev i alt ansøgt om tilskud for ca. 150 mio. kr.
  • Efter gennemgang af ansøgningerne var der 64 fuldstændige ansøgninger tilbage. De otte øvrige ansøgninger er enten trukket tilbage under sagsbehandlingen eller afvist af Energistyrelsen, da de ikke lever op til de krav, der gælder for puljen.
  • Der gives i 2017 fuldt tilskud til fra bredbåndspuljen til i alt 42 projekter i 28 kommuner. Tilskuddet vil give bedre bredbåndsdækning til 3.882 adresser, hvoraf 80 pct. ligger i landzoner, mens 13 pct. ligger i byzoner og 7 pct. i sommerhusområder.
  • Herudover er der givet tilsagn om supplerende tilskud til et projekt, som i 2016 modtog tilsagn om et delvist tilskud. Projektet omfatter 227 landzoneadresser i Sneslev i Næstved Kommune. Det supplerende tilskud indebærer, at der samlet set opnås fuldt tilskud, hvormed det bliver muligt at gennemføre projektet.
  • De 42 projekter, som nu har modtaget tilsagn om fuldt tilskud fra puljen i 2017 inkluderer 2.285 boliger, 301 sommerhuse, 49 virksomheder samt 1.247 adresser, der er registreret i BBR med mere end en adressetype (fx adresser, der både er registreret som virksomhed og bolig).

Kontakt:

Chefkonsulent Henrik Kjær, Center for Tele, tlf. 33 92 79 13

Kontorchef Jakob Juul, Center for Tele, tlf. 33 92 68 46

Pressechef
Ture Falbe-Hansen
Mail Icon