Tilsynet med beredskab i el- og gassektoren overgår til Energistyrelsen

30. august 2019

1. september 2019 overtager Energistyrelsen tilsynet med beredskab i el- og naturgassektoren fra Energinet. Det sker for at styrke sammenhængen mellem reguleringen og tilsynsopgaven i Energistyrelsen og skabe en mere entydig rolle for Energinet som koordinerende i el- og gassektoren.

Energistyrelsen overtager pr. 1. september 2019 syv medarbejdere fra Energinets beredskabsenhed. Beredskabsenheden sagsbehandler beredskabsplaner, øvelses- og hændelsesrapporter og konklusioner på risiko- og sårbarhedsanalyser for ca. 70 selskaber i el- og naturgassektoren. Enheden er ligeledes tilsynsmyndighed for selskaberne. Formålet er at sikre en velfungerende krisestyring af kritisk infrastruktur, som er i stand til at håndtere alle typer af kriser og opretholde eller hurtigst muligt genoprette forsyningen. 



Den væsentligste ændring er nye kontaktoplysninger

Tilsynsopgaven videreføres i uændret form, og overflytningen betyder alene, at kontaktoplysningerne til medarbejderne ændrer sig. Berørte selskaber er blevet kontaktet direkte i forbindelse med overflytningen.

Fra 1. september 2019 kan beredskabsenheden kontaktes via beredskab@ens.dk. Har man spørgsmål til overflytningen, bedes man henvende sig til denne postkasse.

I forbindelse med overflytningen har klima-, energi- og forsyningsministeren underskrevet fire nye bekendtgørelser. Det drejer sig om:

  • Beredskabsbekendtgørelserne om beredskab i el- og naturgassektoren
  • Bekendtgørelsen om it-beredskab i el- og naturgassektorerne
  • Bekendtgørelsen om gebyrfinansiering



Af hensyn til brugerne af bekendtgørelserne har Energistyrelsen valgt at genudstede bekendtgørelserne i stedet for at lave ændringsbekendtgørelser, og derfor ophæves de eksisterende bekendtgørelser.

Læs mere om tilsynet med beredskab i el- og gassektoren på Energistyrelsens hjemmeside.



Fakta

  • Beslutningen om overflytningen er sket i forbindelse med ændringen af lov om elforsyning og lov om gasforsyning m. fl i maj 2019
  • Om enheden: Enheden fastlægger niveauet for beredskabsarbejdet på baggrund af dialog med myndigheder og sektoren og dette skal afspejle, at el- og gassektoren er kritisk infrastruktur, og bør leve op til nationale og internationale standarder.
  • I alt bliver syv medarbejdere overført til Energistyrelsen pr. 1. september
  • Energinet vil fortsat håndtere den del af opgaverne, der relaterer sig til koordinering af beredskabsarbejdet i henholdsvis elsektoren og gassektoren, både før, under og efter en krise.



Oversigt over ændringer i beredskabsbekendtgørelserne

  • Bekendtgørelse om beredskab for elsektoren nr. 1024 af 21. august 2007 erstattes af bekendtgørelse om beredskab for elsektoren nr. 819 af 14. august 2019.
  • Bekendtgørelse om beredskab for naturgassektoren nr. 1025 af 21. august 2007 erstattes af bekendtgørelse om beredskab for naturgassektoren nr. 821 af 14. august 2019
  • Bekendtgørelse om it-beredskab for el- og naturgassektorerne 425 af 1. maj 2018 erstattes af bekendtgørelse om it-beredskab for el- og naturgassektorerne nr. 820 af 14. august 2019.
  • En ændring af visse frister for udarbejdelse af beredskabsmateriale efter ønske fra el- og naturgasvirksomhederne, der sikrer bedre tid til virksomhedernes arbejde. Almene- og IT-beredskabsplaner samt konklusionerne fra risiko- og sårbarhedsvurderingerne skal således fremover være modtaget i Energistyrelsen senest den 1. oktober.
  • En tilpasning af reglerne, der har til formål at sikre overførelsen af og kontinuitet i tilsynsopgaven, samt informationsudveksling mellem Energinet og Energistyrelsen (som følge af den planlagte overflytning).
  • ”Energinet.dk” rettet til ”Energinet”, som følge af energi-, forsynings og klimaministerens beslutning herom i december 2017.

Kontakt

Fra 1. september 2019 kan beredskabsenheden kontaktes via beredskab@ens.dk. Har man spørgsmål til overflytningen, bedes man henvende sig til denne postkasse.

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig