Garantifonden

Som lav/initiativgruppe kan man søge om at få en garantistillelse for et lån, der optages til at finansiere forundersøgelser med henblik på at opstille vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg eller vandkraftværker.

Garantien kan ydes for lån til forundersøgelser. Der kan søges om garantistillelse for lån, der finansierer nye aktiviteter, som må anses for et naturligt og nødvendigt led i en forundersøgelse om etablering af nye vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg eller vandkraftværker.

Forundersøgelser kan være:

  • Undersøgelse af placering af vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg eller vandkraftværker
  • Tekniske og økonomiske vurderinger af placeringer
  • Forberedelse af ansøgninger til myndigheder
  • VVM-redegørelser i forbindelse med forundersøgelser.

Dette betyder, at garantifonden skal bruges i starten af et projekt som en slags ”fødselshjælp”, før fastlæggelse af den endelige geografiske placering, inden fastlæggelse af antallet af vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg eller vandkraftværker og inden myndighedsbehandling m.v.

Det lån, som der søges om garantistillelse for, skal være optaget på markedsbestemte vilkår med en fast afdragsprofil. Det betyder, at der skal være tale om et "standardprodukt", som banken vil kunne tilbyde øvrige erhvervsdrivende i anlægsprojekter af tilsvarende størrelse. Der vil således ikke være tale om et kommercielt lån optaget på almindelige markedsbestemte vilkår, hvis lånet er ydet af en privatperson, virksomheder eller lignende.

Afdragsprofilen, herunder længden af afdragsperioden m.v., skal afspejle, at der er tale om et lån på almindelige markedsbestemte vilkår. Det kunne eksempelvis være et lån med en fast rente og faste afdrag over projektets forventede levetid.  

Følgende udgør lån, som ikke er omfattet af garantifonden:

  • Kassekredit (Begrundelse for afslag: ikke fast afdragsprofil)
  • Afdragsfrie lån (Begrundelse for afslag: ikke fast afdragsprofil)
  • Lån med asymmetrisk afvikling, f.eks. små afdrag de første 2 år og større afdrag herefter (begrundelse for afslag: lånet anses i forhold til garantiordningen som et ”maskeret” afdragsfrit lån. Garantien omfatter kun sædvanlige lån med en fast afdragsprofil, hvor afdragene er faste over tid og normale for låntypen). 

Garantifonden kan på baggrund af lånet stille garanti for maksimalt 500.000 kr. af det lån, som optages til at finansiere de støtteberettigede forundersøgelsesaktiviteter. Det betyder at et lav/initiativgruppe, der optager et lån på f.eks. 625.000 kr. vil have mulighed for at opnå garantistillelse for 500.000 kr., forudsat at alle betingelser for at opnå garantistillelsen er opfyldt.

Yderligere information om Garantifonden