Reglerne for grøn pulje er reguleret i lov om fremme af vedvarende energi samt bekendtgørelse om grøn pulje. Bekendtgørelse om grøn pulje indeholder nogle generelle og overordnede rammer for grøn pulje, mens det er op til den enkelte kommune at fastsætte de nærmere detaljer og retningslinjer for ansøgningsproceduren mv. Grøn pulje blev indført pr. 1. juni. 2020, hvorfor reglerne kun gælder for VE-anlæg, som opnår en byggetilladelse efter 1. juni 2020, og for havvindmølleprojekter der har opnået forundersøgelsestilladelse fra den 1. juni 2020 og frem. Grøn pulje er en efterfølger til den tidligere grøn ordning.
Reglerne for grøn pulje er blevet opdateret flere gange, senest pr. 1. juli 2024. Se nedenfor hvilke regelsæt, der gælder for de forskellige perioder.
Læs vejledning om grøn pulje
Energistyrelsen har udarbejdet en vejledning til kommunerne om administrationen af grøn pulje.
Vejledning om grøn pulje
Læs FAQ om grøn pulje
23. januar 2025.
Energistyrelsen har udarbejdet en FAQ, der primært er målrettet kommunerne, men som også kan besøges af øvrige interesserede parter. FAQ’en skal læses som et supplement til Energistyrelsens vejledning om grøn pulje.
FAQ’en forholder sig til de regler for grøn pulje, der gælder fra den 1. juli 2024. Kommuner, der administrerer grøn pulje-midler fra anlæg, der har opnået byggetilladelse før denne dato, skal anvende de regler, der var gældende på tidspunktet for byggetilladelsen. FAQ’en er ikke juridiske bindende.
FAQ’en opdateres løbende med de spørgsmål, som Energistyrelsen vejleder i.
FAQ-spørgsmål + svar
Beløb for anlæg der har opnået en byggetilladelse mellem 1. juni 2020 til 31. december 2020
Jf. § 14, stk. 4 nr. 1-4 i lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, ligningsloven og personskatteloven nr. 738 af 30/05/2020 skal opstillere af anlæg, der har opnået byggetilladelse mellem den 1. juni 2020 og den 31. december 2020 betale følgende beløb til en grøn pulje i den eller de kommuner, hvor VE-anlægget opstilles:
- 88.000 kr. pr. MW ved landvindmøller,
- 115.000 kr. pr. MW ved havvindmøller,
- 30.000 kr. pr. MW ved solcelleanlæg og
- 67.000 kr. pr. MW ved vandkraftværker.
Grøn pulje skal indbetales som en engangsbetaling.
Beløb for anlæg der har opnået en byggetilladelse mellem 1.januar 2021 til 30. juni 2024
Jf. 14, stk. 4 nr. 1-4 i Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning nr. 2065 af 21/12/2020 skal opstillere af anlæg, der har opnået byggetilladelse mellem den 1. januar 2021 og den 30. juni 2024 betale følgende beløb til en grøn pulje i den eller de kommuner, hvor VE-anlægget opstilles:
- 125.000 kr. pr. MW ved landvindmøller,
- 165.000 kr. pr. MW ved havvindmøller,
- 40.000 kr. pr. MW ved solcelleanlæg og
- 92.000 kr. pr. MW ved vandkraftværker.
Grøn pulje skal indbetales som en engangsbetaling.
Beløb for anlæg der har opnået en byggetilladelse fra 1.juli 2024
Jf. 14, stk. 6 nr. 1-4 i Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi nr. 670 af 11/06/2024 skal opstillere af anlæg, der har opnået byggetilladelse fra 1. juli 2024 betale følgende beløb til en grøn pulje i den eller de kommuner, hvor VE-anlægget opstilles:
- 313.000 kr. pr. MW ved landvindmøller,
- 418.000 kr. pr. MW ved havvindmøller,
- 125.000 kr. pr. MW ved solcelleanlæg og
- 226.000 kr. pr. MW ved vandkraftværker.
Grøn pulje skal indbetales som en engangsbetaling eller som årlige rater. Kommunen kan vælge af dele grøn pulje med nabokommunen.