Det første prisloft for overskudsvarme er nu fastsat
Energistyrelsen har fastsat det første prisloft for overskudsvarme. Energistyrelsen skal for fremtiden hvert år udmelde et prisloft for overskudsvarme.
Det er første år, at Energistyrelsen udmelder prisloftet. Prisloftet udgør et loft over de samlede omkostninger til udnyttelse af overskudsvarme, som en varmeforsyningsvirksomhed må indregne i sine priser.
Prisloftet er fastsat til 77 kr./GJ og gælder for 2022.
Regelgrundlag
Energistyrelsen skal hvert år udmelde et prisloft for overskudsvarme jf. bekendtgørelse om fastsættelse af et prisloft på levering af overskudsvarme.
Prisloftet fastsættes som et simpelt gennemsnit af de samlede produktionsomkostninger for opvarmet vand, der er produceret på en fliskedel, samt for opvarmet vand, der er produceret på en varmepumpe med luft som varmekilde. Produktionsomkostningerne beregnes på baggrund af Energistyrelsens seneste data fra Teknologikatalog for produktion af el og fjernvarme og Samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger for energipriser og emissioner. De omkostninger, der indgår i beregningen, samt beregningsmetoden, fremgår af bekendtgørelsens bilag 1.