Energistyrelsen åbner pulje til fremme af eksport af dansk energiteknologi
Fra i dag, den 12. august 2024, er det muligt for offentlig-private samarbejder at søge om midler fra Energistyrelsens Tilskudspulje til Fremme af Energieksportindsatsen. Årets ansøgningsrunde rummer i alt 9,3 millioner kroner.
Formålet med tilskudspuljen til fremme af energieksportindsatsen er at styrke eksport af grøn dansk energiteknologi. Puljen støtter offentlig-private samarbejder på markeder, der er nye for de private aktører. Det er en fordel, hvis et projekt finder sted i lande, hvor danske myndigheder samarbejder med udenlandske myndigheder på energiområdet. Eksempelvis et eller flere af de 24 lande, som Energistyrelsen har energisamarbejde med.
Siden 2019 er der blevet givet tilsagn til 26 projekter med fokus på blandt andet havvind, fjernvarme, energieffektivitet og biogas i Afrika, Asien, Europa, Nord- og Sydamerika.
Læs mere på ens.dk om Energistyrelsens internationale landesamarbejder om energi
Hvem kan søge?
Det er et krav, at ansøger inden indsendelse af ansøgning skal have indgået et offentlig-privat samarbejde. Ved et offentlig-privat samarbejde forstås en gruppe af mindst én privat aktør og én offentlig aktør, som ønsker at etablere og drive et fælles projekt inden for grøn energi, der kan fremme energieksport gennem udbygning af Danmarks myndighedssamarbejde på et fremtidigt vækstmarked.
Hvilke projekter kan opnå tilskud?
De projekter, der ansøges om midler til, skal indeholde aktiviteter, som understøtter konkrete forretningsmuligheder og modeller, der kan fremme energieksport og udbygning af landesamarbejde om energi. Det kan for eksempel være dataindsamling, analyser af markeder, markedsmodning og formidling af viden.
Hvordan og hvornår kan man søge?
Tilskudspulje til Fremme af Energieksportindsatsen er åben for ansøgninger fra mandag den 12. august til fredag den 11. oktober 2024. Ansøgninger til puljen skal uploades via tilskudsportalen på Energistyrelsens hjemmeside. Det anbefales at tilgå portalen i god tid inden ansøgningsfristen for at sikre, at materialet uploades korrekt.
Læs mere
På Energistyrelsens hjemmeside og statens-tilskudspuljer.dk kan man læse mere om tilskudsordningen og finde den reviderede bekendtgørelse, Energistyrelsens vejledning til regler og ansøgning samt Energistyrelsens skabeloner til brug for ansøgningen.
Kontakt
Skriv til teamet, der er ansvarlig for puljen, på eksporttilskud@ens.dk