Ny ansøgningsrunde: EUDP udbyder mere end 250 mio. kr. til innovative energiteknologiprojekter

30. juni 2020
Billede: Colourbox
Billede: Colourbox

Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) indkalder til en ny ansøgningsrunde for støtte til udvikling og demonstration af projekter, der kan bidrage til den grønne omstilling. Som noget nyt er det muligt at opnå støtte til testfaciliteter via Green Labs DK-ordningen. Der er ansøgningsfrist den 4. september 2020 kl. 15:00.


Bestyrelsen for Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) indkalder ansøgninger om støtte til udvikling og demonstration af ny energiteknologi og forskning i tilknytning hertil. Der bliver udbudt mere end 250 mio. kr. fordelt på i alt tre puljer.

Det er nu muligt at modtage medfinansiering af testfaciliteter

EUDP udbyder tre forskellige puljer, der er fokuseret omkring forskellige formål.

EUDPs generelle pulje på 250 mio. kr. støtter udvikling og demonstration af alle typer af innovative energiteknologier med udgangspunkt i EUDPs strategi. Strategien udgør puljens fokusområder, men EUDP udelukker ikke ansøgninger, der ligger uden for fokusområderne. Hvis idéen er god, og projektet lever op til de krav, der stilles til alle projekter, kan projektet modtage tilskud. Under denne pulje ligger også tilskudsordningen Green Labs DK, som er målrettet etablering af faciliteter, hvor virksomheder kan demonstrere og teste nye klimateknologier under realistiske omstændigheder. Det vil sige, at ansøgninger til Green Labs DK programmet konkurrenceudsættes med udviklings- og demonstrationsprojekter under EUDP.

Power-to-X-puljen på 9,8 mio. kr. støtter projekter med fokus på udvikling og demonstration af teknologier, der er nødvendige for at kunne viderebearbejde brint til ”X”-produkter, herunder indfangning og rensning af CO2 på affaldsforbrændingsanlæg eller industrivirksomheder, samt produktion af grøn ammoniak og jet fuel mm.

Nordsøpuljen på 4,9 mio. kr. har til formål at støtte udviklings- og demonstrationsprojekter med tilknyttet forskning, der kan bidrage til en mere miljøvenlig og energieffektiv produktion af olie og gas. Sigtet er især at reducere industriens miljømæssige fodaftryk.

Sådan kommer du i gang med ansøgningen

En ansøgning består af en række bilag, som skal indsendes via ansøgningsportalen. Se EUDP indkaldelse og GLDK indkaldelse samt link til ansøgningsportalen.

Her er et par gode råd til, hvad du skal huske, når du søger støtte

  1. Sæt dig grundigt ind i indkaldelsesmaterialet og de dokumenter, der skal indgå i ansøgningen (se www.ens.dk/eudp eller ens.dk/ansvarsomraader/forskning-udvikling/green-labs-dk under ”Søg tilskud”
  2. Sørg for at tydeliggøre det nyskabende element ved dit projekt. Fokusér på, hvad der kommer ud af projektet – hvad man står med i hånden, når det er færdigt?
  3. Sørg for at en tydelig industriel forankring med angivelse af teknologiens vej til markedet fremgår.
  4. Sørg for at bidraget til den grønne omstilling er tydeligt
  5. Sæt det rette hold af projektdeltagere, hvor relevante, faglige kompetencer fra flere led i udviklingskæden er repræsenteret – med det fornødne engagement til stede
  6. Opret dig på portalen i god tid.

Fakta om EUDP

  • Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) er en offentlig tilskudsordning. Ordningen støtter ny og innovativ teknologi på energiområdet, som kan bidrage til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima.
  • EUDP er med til at skabe vækst og arbejdspladser, øge forsyningssikkerheden og gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler.
  • Tidligere evalueringer af EUDP-støttede projekter har vist, at programmet er med til at øge eksporten af dansk energiteknologi og til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark. Den seneste evaluering, der er udarbejdet af Damvad i 2019, vurderede, at programmet skaber en øget meromsætning hos virksomhederne på 5 kroner for per tilskudskrone.

Læs mere om EUDP på Energistyrelsens hjemmeside.

Kontakt

Sekretariatschef for EUDP, Claus Meineche, clme@ens.dk, +45 33 92 77 93

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Relaterede nyheder

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig