Carbon Capture and Storage (CCS) er den samlede betegnelse for en række teknologier, der anvendes til fangst og lagring af CO2 i undergrunden.

Kort fortalt fungerer CCS ved, at man indfanger CO2 fra CO2-udledende kilder, hvor det er svært ellers at mindske udledninger. Det kan være på skorstene fra kraftværker, biogasanlæg, affaldsforbrændinger eller ved afbrænding af kalk ved cementfabrikker. Derefter nedkøler man gassen og pumper den tilbage i jorden i mindst 800 meters dybde – som regel langt dybere.

Den mest udbredte og modne teknologi til fangst af CO2 er såkaldt udvaskning, hvor man ”vasker” CO₂ fra skorstensrøg med en kemisk væske kaldet amin, som binder CO₂’en til sig. Væsken med den bundne CO₂ opvarmes derefter op til ca. 120 grader, hvorved den rene CO₂ frigives som gasser, der kan samles op.

Når CO₂’en er blevet udvasket og adskilt fra røgen, vil den typisk blive afkølet og komprimeret, så den bliver flydende og dermed lettere kan transporteres via rør, tankvogn og/eller skib til et velegnet lager i undergrunden. CO₂’ens flydende form betyder, at den lettere kan fragtes.

Der eksisterer en række andre CO2-fangstteknologier, der er knap så udbredte. Dem kan du læse mere om på siden Om CCS under fold-ud-menuen Hvordan fanger man CO2? eller i vores teknologikatalog om CCS.

I det hele taget går den teknologiske udvikling på CCS-området hurtigt. Ud over forskning i nye metoder og mere effektive løsninger til at fange og lagre CO₂, er der også meget udvikling i gang om, hvordan CO2’en kan anvendes til andre nyttige formål.

CO₂ er en af hovedårsagerne til den globale opvarmning. Derfor haster det at få bremset udledningen af CO2 til atmosfæren. Fangst og lagring af CO₂ (CCS) er et afgørende redskab, hvis vi skal kunne levere de store reduktioner af drivhusgasser, der er nødvendige for at begrænse klimaforandringerne og mindske klimakrisen. CCS kan nemlig være med til indfange CO₂ fra nogle kilder, der ikke eller kun meget besværligt kan nedsætte deres CO₂-udledninger.  

I Danmark anvender vi ikke CCS til hverken at forlænge brug af fossile brændstoffer eller forsinke udviklingen af mere grønne alternativer. CCS har ét formål: at reducere CO₂-udledningerne. 

Fangst og lagring af CO₂ i undergrunden er en sikker og velafprøvet teknologi, der har været benyttet i mere end 40 år. Eksempelvis har CCS været brugt i olieindustrien, hvor nedpumpning af CO₂ har været anvendt til at hente den sidste olie fra næsten opbrugte oliefelter op fra undergrunden. Det er dog ikke en metode, der er blevet brugt i forbindelse med olieudvinding på dansk territorium.

Vi er langt fremme på metoden bag CO₂-lagring, og i de senere år har lande som Norge, Holland, Belgien og Storbritannien taget første spadestik for flere store CCS-projekter.

Et eksempel er Project Greensand, som lagrer CO2 i undergrunden ved Nini-platformen i Nordsøen, som bliver sejlet fra Antwerpen. Projektets ledende partnere er INEOS og Wintershall Dea. 

Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå udledningen af drivhusgasser. Det kan vi f.eks. gøre ved at udbygge de vedvarende energikilder som sol og vind, bruge energien klogt og effektivt, og omlægge vores energiforbrug fra fossile kilder til el, sådan som det sker, når vi skifter fra fossile biler til el-drevne biler.

Der vil dog fortsat være nogle udledninger, som er meget svære at gøre noget ved uden at fange CO₂ og lagre den i undergrunden. Det kan eksempel være CO₂ fra brænding af kalk til cement og CO₂ fra affaldsforbrænding.

Desuden giver CCS mulighed for at skabe såkaldte negative udledninger. Negative udledninger opstår blandt andet, når vi fanger og lagrer den CO₂, der er i røgen fra biomassefyrende kraftvarmeanlæg, fordi planterne som afbrændes oprindeligt har optaget CO₂ fra luften.

CCS kan derfor gøre en stor forskel i forhold til at bekæmpe CO₂-udledninger, som vi ellers ikke kunne gøre noget ved og til at fjerne CO₂ fra atmosfæren.

I de områder, som bliver endeligt udpeget til at lagre CO₂, vil der blive etableret anlæg på overfladen.

Det er også muligt, at CO₂’en skal transporteres hen til anlægget ved hjælp af rørledninger, lastbiler, skib eller tog, som også vil være synligt for naboerne til anlægget. Endelig vil der være transport fra tunge køretøjer i forbindelse med selve etableringen af anlægget, som dog kun vil være til gene i en begrænset periode, mens etableringen foregår.

Det er endnu uvist, om der bliver krav til afskærmende beplantning rundt om anlægget, som man ser ved etablering af eksempelvis solcelleparker, men det kan bestemt ikke udelukkes.

Nej. Energistyrelsen kommer kun til at tillade projekter, hvor det er sikkert og miljømæssigt forsvarligt. Som tidligere nævnt er det bestemt i undergrundsloven, at selskaberne er forpligtede til at udføre en lang række målinger, analyser og beregninger af undergrunden i de områder, hvor man ønsker at placere et CO₂-lager. Mens der bliver lagret CO₂, vil der være krav til overvågning af tryk, hvordan CO₂'en placerer sig i undergrunden med videre.

CO₂ er hverken eksplosivt eller brandfarligt, men forekommer det i meget høje koncentrationer, vil det kunne fortrænge luftens ilt og i princippet medføre kvælning for dyr og mennesker. Det forudsætter dog, at man opholder sig tæt på kilden til udslippet og ikke bevæger sig væk.

En eventuel lækage fra et CO₂-lager i undergrunden vil ikke resultere i, at store mængder CO₂ bliver frigivet på én gang, men vil i stedet foregå henover en lang periode ved langsom udsivning fra små sprækker i undergrunden. Udslip af denne type vil hurtigt blive opblandet i den atmosfæriske luft udendørs og ikke udgøre fare for mennesker og dyr. Et større udslip vil være ekstremt usandsynligt, da lageret hele tiden bliver grundigt overvåget via en række metoder og analyseværktøjer, der gør, at man hurtigt vil opdage et eventuelt læk og få det stoppet øjeblikkeligt.

Risikoen for akut udslip af CO₂ i voldsomme mængder vil udelukkende forekomme ved uheld i forbindelse med opbevaring og transport af CO₂’en på landjorden, f.eks. hvis en lastbil fyldt med CO₂ vælter og forårsager et stort udslip, eller der opstår brud på en rørledning.

Sikkerheden omkring transport og opbevaring af CO₂ er lovreguleret, så der gælder en lang række skærpede krav, der har til formål at gøre det sikkert at transportere CO₂’en. Skulle der mod forventning ske uheld med udsivning af CO₂’en på landjorden, har undersøgelser fra England af pludselige og afgrænsede udslip vist en meget lav risiko for fare for mennesker – selv hvis man befinder relativt tæt på udslippet, dvs. inden for en radius på cirka 120-300 meter.

Selvom risikoen er lav, er der stadig meget stort fokus på, at arbejds- og miljøsikkerheden er i top. I overvågninger udført i forbindelse med internationale CO₂-lagre har man set, at CO₂’en forbliver i lageret, og der er ikke konstateret uheld eller større CO₂-udslip fra nogen af de eksisterende geologiske lagre.

Læs mere om den minimale risiko for udslip i afsnittet ”Miljø- og sikkerhedsaspekter ved CCS” i fold-ud-menuen ”Hvis uheldet er ude”.

Det er yderst usandsynligt, at dette skulle ske, da de geologiske formationer, man bruger til CO₂-lagring ligger langt dybere end dem, vi indvinder grundvand fra.