EU's CO2-kvoteordning

EU’s CO₂-kvoteordning har siden 2005 omfattet virksomheder i en betydelig del af energisektoren og den energitunge industri. I 2010 blev også luftfarten omfattet, dog først fuldt integreret i ordningen fra 2012.

Ordningen omfatter aktivitet, som giver anledning til CO₂-udledning og ordningen knytter sig til de fysiske steder, hvor udledningen finder sted. I Danmark kaldes disse fysiske steder produktionsenheder eller stationære produktionsenheder. Til hver produktionsenhed er der tilknyttet en driftsleder.

Driftslederen er den aktør, typisk en virksomhed, som ejer eller for egen regning driver en eller flere produktionsenheder. En produktionsenhed kan bestå af et eller flere anlæg i form af fx motorer, kedler mv. Hver produktionsenhed skal have overvågningsplan og en udledningstilladelse, der udstedes til driftslederen. Læs mere om hvilke aktiviteter, der er omfattet i bilag 1 til Kvotedirektivet samt EU-Kommissionens vejledning til bilag 1.

En luftfartsoperatør er den person, typisk virksomhed, som driver eller ejer et luftfartøj, som er omfattet af aktiviteterne i ordningen. Læs mere om, hvilke luftfartsaktiviteter, der er omfattet i bilag 1 til kvoteloven.

Læs mere om, hvilke aktiviteter, der er omfattet i bilag 1 til Kvotedirektivet 

Læs EU-Kommissionens vejledning til bilag 1

Ordningen betyder i praksis, at omkring 11.000 produktionsenheder overvåger og rapporterer deres CO₂-udledning i de lande, ordningen dækker. På baggrund af rapporteringen af CO₂-udledning ”betaler” produktionsenhederne så at sige for den mængde CO₂, de udleder, ved at returnere CO₂-kvoter. Én CO₂-kvote giver ret til at udlede ét ton CO₂. CO₂-kvoterne kan købes på markedet, blive tildelt som gratiskvoter eller fås ved at ombytte internationale kreditter til CO₂-kvoter. Internationale kreditter stammer fra godkendte klimaprojekter i andre lande og skal i praksis ombyttes til CO₂-kvoter, inden de kan bruges i EU’s kvoteordning. Visse kredittyper kan ikke ombyttes.  

Produktionsenheder og luftfartsoperatører skal en gang om året returnere CO₂-kvoter, som svarer til deres CO₂-udledning i det foregående år. Manglende eller for sen returnering udløser betydelige strafafgifter.

Returneringen af CO₂-kvoter foregår på produktionsenhedens konto i den danske del af EU’s kvoteregister. Kontoen benyttes også til at indsætte eventuelle gratiskvoter. 

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen deler ansvaret for den danske administration af ordningen. Erhvervsstyrelsen administrerer den danske del af EU’s kvoteregister, mens Energistyrelsen bl.a. træffer afgørelse om tildeling af gratiskvoter, udsteder tilladelser til at udlede CO₂, godkender overvågningsplaner og tilrettelægger den årlige CO₂-rapportering efter de fælles EU regler.

Energistyrelsen administrerer omkring 350 danske produktionsenheder og pt. omkring 10 luftfartsoperatører. Opgaven er bl.a. at sikre korrekte metoder til opgørelse af CO₂-udledningen, godkendelse af forbedringer i overvågningsmetoden, kontrol med henblik på korrekt tildeling af gratiskvoter og årlig regulering af tildelingen af gratiskvoter efter produktionsenhedernes drift.

Derudover fører Energistyrelsen kontrol med, at den årlige CO₂-udledning er kvalitetssikret af en uvildig tredjepart. Denne kvalitetssikring sker i form af en verifikation, som gennemføres af en verifikator, der er akkrediteret til opgaven efter fælles EU-regler. Den akkrediterede verifikator kontrollerer, at CO₂-udledningen er opgjort i overensstemmelse med den godkendte overvågningsplan.

Som navnet på ordningen antyder, er der tale om et handelssystem med køb og salg af CO₂-kvoter. Formår produktionsenheden eller luftfartsoperatøren at sænke sin CO₂-udledning, kan den sælge eventuelle overskydende gratiskvoter på markedet for CO₂-kvoter. Tildeles produktionsenheden eller luftfartsoperatøren ingen gratiskvoter eller ikke nok til at dække udledningen, må den købe CO₂-kvoter eller godkendte kreditter på markedet.

Der er ikke forskel på gratiskvoter og købte kvoter – begge dele kan bruges ved returnering. CO₂-kvoterne eksisterer kun elektronisk i EU’s kvoteregister, og kan købes og sælges i et hvilket som helst EU-land. Prisen er bestemt af udbud og efterspørgsel. Der findes særlige luftfartskvoter.

Erhvervsstyrelsens hjemmeside om handlen med CO₂-kvoter

I alle kvoteordningens tre perioder har der været regler for tildeling af gratiskvoter. I tredje periode tildeles gratiskvoter på basis af fælles EU-regler. Det er ikke al produktion, som berettiger til gratiskvoter og derfor heller ikke alle produktionsenheder, der tildeles gratiskvoter.

Alle produktionsenheder og luftoperatører omfattet af ordningen har også ret til at anvende et vist antal internationale kreditter i ordningen.

Se listen over de danske stationære produktionsenheder, der er omfattet af ordningen i perioden 2013-2020, og udgåede produktionsenheder.

Af listen ses også antal gratiskvoter, der forventes at blive tildelt de stationære produktionsenheder i samme periode, men med forbehold for ændringer i kommende tildelinger, ligesom ændringer i allerede tildelte kvoter, ikke fremgår af listen.

Download listen over stationære produktionsenheder, som var omfattet af kvoteordningens anden periode, og de tildelte gratiskvoter

Se Danmarks Nationale Allokeringsplan (NAP) for anden periode

Se listen for første periode

Energistyrelsen træffer også afgørelse om gratiskvoter til luftfartsoperatører, men det sker efter andre regler end for de stationære produktionsenheder.

Læs mere om EU's kvotesystem og luftfart.

Udover puljen af gratiskvoter, som tildeles produktionsenheder i ordningen, har EU afsat en pulje af kvoter til auktionering. De kvoter, der er afsat i puljen, kan sælges på markedet. Alle EU-medlemslande har adgang til en andel af puljen, og dermed ret til overskuddet fra et auktionssalg. Danmarks andel af auktionskvoterne sælges efter fælles EU-regler på en central auktionsplatform, hvor 25 ud af 28 medlemslande sælger deres kvoter.

Læs mere om Danmarks auktioneringsprovenu.

Oplysninger om kvotepriser kan f. eks. findes på auktionsplatformen EEX's hjemmeside.