proINNOVFUNDING
Tilskudspuljen proINNOVFUNDING yder støtte til at skrive ansøgninger til EU Innovation Fund (INNOVFUND). Her på siden kan du læse om muligheder, betingelser og vilkår for ansøgning.
Energistyrelsen tilbyder økonomisk støtte til at udarbejde ansøgninger til EU Innovation Fund Call. Formålet med at tilbyde økonomisk støtte er dels at tilskynde til indsendelse af flere danske ansøgninger til EU Innovation Fund, og dels at øge kvaliteten af danske ansøgninger og en derved afledt øget mulighed for bevilling fra fonden til danske ansøgere.
I 2025 er der afsat 10 mio. kr. til puljen. Energistyrelsen kan tildele op til 500.000 kr. i tilskud pr. ansøgning til projekter, der implementeres i Danmark og med en dansk ansvarlig ansøger. Tilskudsordningen er omfattet af de minimis-forordningen (nr. 1407/2013).
Støttebeløbet er begrænset på op til 50 % af de tilskudsberettigede omkostninger.
Søg gerne proINNOVFUNDING-puljen så tidligt som muligt, da tilskudsberettigede omkostninger beregnes fra tilsagn om tilskud og indtil der er indsendt en ansøgning til EU's innovationsfond. Energistyrelsen udbetaler ansøgningstilskuddet, når indsendelse af ansøgning til EU Innovation Fund er dokumenteret ved Energistyrelsens modtagelse af en Evaluation Summary Report (ESR) eller tilsvarende evalueringsrapport fra EU Innovation Fund.
Ansøgningsfrister 2025
Der er løbende ansøgning til proINNOVFUNDING. Ansøgningerne vil blive løbende behandlet efter først til mølle-princippet og indtil tilskudspuljen er opbrugt eller 15. december. Ansøgninger kan indsendes til proINNOVFUNDING-puljen fra kl.12.00 den 1. september 2025.
Hvad kan der søges tilskud til?
Der kan søges om tilskud til udgifter i forbindelse med udvikling af ansøgning til EU Innovation Fund. Ansøgningen skal vedrøre et projekt med implementering i Danmark.
Udgifterne skal være relevante, nødvendige og direkte forbundet med forberedelsen af INNOVFUND-ansøgningen. Der kan ikke søges om tilskud til EU Innovation Fund Auction (Competitive Bidding).
Udgifterne skal høre til en af disse kategorier:
- Interne lønomkostninger – løn til egne ansatte.
- Køb af eksterne konsulentydelser.
Interne lønomkostninger kan maksimalt udgøre 50 pct. af det samlede tilskud, som tildeles via proINNOVFUNDING.
Hvem kan søge proINNOVFUNDING?
Danske ansøgere, defineret som en juridisk enhed registreret i Danmark, kan søge om tilskud til udarbejdelse af deres ansøgning til EU Innovation Fund Call.
Ansøgere kan forvente at få svar på deres ansøgning ca. 10 arbejdsdage efter indsendelse af ansøgning.
Sådan vurderes ansøgning om tilskud fra proINNOVFUNDING
Energistyrelsen behandler ansøgningen på grundlag af det rettidigt indsendt materiale. Dog forbeholder Energistyrelsen sig ret til at indhente yderligere oplysninger og dokumentation.
Vurderingskriterier: Ansøgningerne bliver vurderet på baggrund af udfyldt ansøgningsskema på samlet maksimalt 10 normalsider á 2.400 typeenheder med mellemrum, og i forhold til nedenstående:
Ansøger beskriver klart og konkret projektet. Ansøger gør herunder på overbevisende måde rede for sammenhængen mellem projektet og vurderingskriterierne gældende for EU Innovation Fund og som beskrevet i Call for Proposals.
1. Grad af innovation – ud over State-of-the-Art
2. Fortrængningspotentiale af drivhusgasser
3. Modenhed
a. teknisk
b. finansiel
c. operationel
4. Replikerbarhed – Effekt- og markedspotentiale, industriel konkurrenceevne
5. Omkostningseffektivitet – absolutte og relative omkostninger ved CO2-fortrængning
Energistyrelsen vurderer ansøgningens beskrivelse af ovenstående vurderingskriterier og tildeler hvert kriterie point i intervallet 0-5. Der kan gives point med 0,5 decimalforskel.
0 = Forslaget adresserer ikke kriteriet eller kan ikke vurderes på grund af manglende eller ufuldstændige oplysninger.
1 = Dårlig. Kriteriet er utilstrækkeligt adresseret, eller der er alvorlige iboende svagheder.
2 = Rimelig. Forslaget adresserer bredt kriteriet, men der er betydelige svagheder.
3 = God. Forslaget adresserer kriteriet godt, men der er en række mangler.
4 = Meget God. Forslaget adresserer kriteriet meget godt, men der er et lille antal mangler.
5 = Fremragende. Forslaget adresserer alle relevante aspekter af kriteriet med succes. Eventuelle mangler er mindre.
Energistyrelsen kan afvise en ansøgning, såfremt det vurderes, at projektet ikke på en overbevisende måde formår at opfylde vurderingskriterierne. For alle vurderingskriterier gælder en grænseværdi på 3. Hvis en ansøgning vurderes under grænseværdien 3 på et eller flere vurderingskriterier, vil den blive vurderet ikke-støtteværdig og modtage afslag på støtte.
Sådan ansøges proINNOVFUNDING
Ansøgninger indsendes elektronisk på Energistyrelsens ansøgningsportal.
Gå til ansøgningsportalen.
Ansøgningsmateriale
Ansøgervejledning
Ansøgningsskema
De minimis-erklæring
De minimis-erklæring medansøger
Budgetskema
Ansøgererklæring
Fuldmagt
Ændringsanmodningsskema
Energistyrelsens Standardvilkår
Kontakt
Har du spørgsmål om proINNOVFUNDING-puljen, kan du rette henvendelse til proinnovfunding@ens.dk.