Omstillingsstøtte til industrien – to ordninger
Med Aftale om grøn skattereform for industri mv. af 24. juni 2022 blev det besluttet at indføre en ny CO2-afgift for industrien samtidig med, at man besluttede at yde støtte til de virksomheder, der rammes hårdest af den nye CO2-afgift og har sværest ved at omstille sig.
De nærmere rammer for omstillingsstøtten og målgruppen for støtten blev fastlagt i en såkaldt udmøntningsaftale i 2024. Der blev afsat ca. 2 mia. kr. Midlerne fordeles mellem en investeringsstøtteordning, der administreres under den nuværende Erhvervspulje, og driftsstøtte, som konkurrenceudsættes under en ny støtteordning for omstilling af industrien.
Læs mere om rammerne for omstillingsstøtten i Aftale om udmøntning af omstillingsstøtten fra Grøn skattereform for industri mv. af 19. marts 2024 her:
Driftsstøtteordning
Der er afsat cirka 1 milliard kroner i perioden 2026-2035 til driftsstøtte med henblik på at understøtte industriens omstilling til grønnere energikilder.
Driftsstøtteordningen er målrettet virksomheder, der rammes hårdest af CO2-afgiften og samtidig har sværest ved at omstille sig. Det gælder CO₂-intensive virksomheder inden for almindelig proces (inkl. fiskeforarbejdning), raffinaderier, indenrigssøfart, mineralogiske processer mv. og Nordsø.
Støttemidlerne er uddelt via en konkurrenceudsættelsesproces, hvor ansøgerne har budt ind med en pris per ton reduceret CO₂. Støtten er givet til de laveste bud inden for de årlige budgetrammer med et loft på 1.500 kroner per ton støtteberettiget CO₂-reduktion per år. Ansøgningsperioden var fra den 16. oktober til den 17. december 2025.
Afgørelse
I alt er tre projekter blevet tildelt støtte gennem Driftsstøtteordningen:
| Virksomhed bag projektet | Maksimalt støttebeløb, kr., 2025-niveau | |
| Projekt 1 | Aalborg Portland A/S | 355.235.300 |
| Projekt 2 | Aalborg Portland A/S | 330.118.400 |
| Projekt 3 | Aalborg Portland A/S | 362.137.200 |
Støtten udbetales årligt i løbet af støtteperioden i takt med dokumenterede CO2-reduktioner.
Investeringsstøtteordning
Læs her om investeringsstøtte til CO2-intensive virksomheder