Der er pligt til at informere kunden om et produkts energimærkning og produktdatablad inden købets afslutning. Derfor skal produktets energimærke og produktdatablad fremgå i forbindelse med visningen af produktet ved salg på internettet.
Det er lovpligtigt, at leverandørerne skal stille produktets energimærke og produktdatablad til rådighed for forhandlerne i elektronisk form. Ligeledes er det lovpligtigt at vise energimærket og produktdatabladet, når produktet udbydes til salg på internettet. Informationen skal være i nærheden af prisen og den skal være vist på en klar og tydelig måde.
For produkter med de ny reskalerede energimærker gælder det, at både forhandlere, producenter og importører skal opfylde kravene om at vise energimærke og produktdatablad ved salg på internettet - uanset om salget sker til forbrugere, forhandlere eller andre.
Hvilke produkter er omfattet?
Alle produkter, der er omfattet af EU’s energimærkningsordning, skal annonceres med elektronisk energimærke og produktdatablad. Reglerne om energimærkning på internettet blev gennemført via en tværgående forordning for alle energimærkede produkter (EU) Nr. 518/2014 og bliver løbende indarbejdet i reviderede eller nye forordninger om energimærkning af produkter.
Hvilke krav er der til mærkningen?
Energimærket og produktdatabladet må gerne vises ved hjælp af et indlejret billede. I så fald skal det indlejrede billede, der bliver brugt til at aktivere energimærket, være en pil med en farve, der svarer til produktets energiklasse. Den relevante energiklasse skal være angivet på pilen.
Nedenstående eksempel viser, hvordan pilen skal være udformet for et produkt med energiklasse A+++.
Eksempler på energipile for energiklasse A+++.
For reskalerede mærker: Pilen skal også vise de tilgængelige energiklasser på energimærket (skalaen for energispændet). Se eksempel nedenfor for produkt i energiklasse B på en skala fra A til G.
Eksempler på reskalerede energipile for energiklasse B.
Hvis produktdatabladet vises som et indlejret billede, skal det indlejrede billede, der aktiverer oplysningerne, kaldes ”Produktdatablad”.
Det elektroniske energimærke skal have samme layout og indeholde de samme oplysninger som det energimærke, der er på produktet i butikkerne. Det elektroniske produktdatablad skal indeholde de samme oplysninger, som det trykte produktdatablad.