I 2018 overgik markedsovervågningen af ecodesign og energimærkning af energi relaterede produkter i Danmark til Sikkerhedsstyrelsen, herunder kontrol af energimærkning af produkter i detailhandlen (butikskontrol). Butikskontrol skal sikre overholdelse af EU’s regler for energimærkning, så forbrugerne kan stole på, at de produkter der markedsføres i Danmark overholder kravene. Butikskontrol er også med til at sikre lige konkurrencevilkår mellem butikkerne og at alle butikker i Danmark følger reglerne ensartet. Ved at alle butikker følger lovgivningen, kan forbrugerne nemt og sikkert altid finde produkternes energirelaterede oplysninger uanset, hvilken butik de træder ind i.
Krav til forhandlerne
- Forhandlere skal sikre, at alle produkter, omfattet af energimærkningsforordningerne, som er udstillet i en butik, er forsynet med et energimærke.
- Energimærket skal placeres, så det er klart synligt enten på forsiden eller toppen af produktet (ovenpå).
Det er ikke tilladt at:
- Bruge sort/hvid kopier af energimærket.
- Tildække energimærket med andre mærker/skilte, så det fulde energimærke ikke er synligt.
- Benytte mindre størrelser energimærker end forordningerne tillader (varierer fra produktgruppe til produktgruppe).
- Placere energimærket inde i et produkt fx inde i en opvaskemaskine, som skal åbnes for at forbrugeren kan se energimærket (energimærket må dog placeres inde i et produkt, såfremt forhandleren altid sikrer at produktet står åbent, så energimærket er fuldt synligt).
Mystery shopping
Sikkerhedsstyrelsen fører løbende tilsyn med produkter i butikker, der forhandler energirelaterede produkter. Hvis Sikkerhedsstyrelsen, ved et tilsynsbesøg, konstaterer at reglerne for energimærkning ikke er overholdt på et produkt, får virksomheden en partshøring. Den bliver efterfulgt af et påbud om at bringe forholdene i orden samt evt. politianmeldelse og potentiel bøde. Efterkommes påbuddet ikke, kan dette føre til en selvstændig politianmeldelse samt potentiel bøde.
Der vil således både forekomme en overtrædelse når forholdet konstateres, samt hvis virksomheden ikke følger Sikkerhedsstyrelsens afgørelse.
Produkter som skal energimærkes
- El- og Gasbageovne
- Emhætter
- Tørretumblere
- Mobile klimaanlæg
- Gaskedler
- Vandvarmere
- Varmtvandsbeholdere
- Boligventilation
- Brændeovne (træ eller gas)
- Luft/luft Varmepumper
- Luft/vand Varmepumper
- Fastbrændselskedler
Reskalerede produktgrupper med energiskalaen A-G
- Opvaskemaskiner
- Vaskemaskiner og kombinerede vaske-/tørremaskiner
- Køle-/fryseapparater (husholdning)
- Vinkøleskabe
- Fjernsyn og elektroniske skærme
- Lyskilder
- Køle-/fryseapparater med direkte salgsfunktion
EPREL (europæisk produktdatabase for energimærkede produkter)
Alle produkter omfattet af energimærkning, som er bragt i omsætninger efter 1. august 2017, skal registreres i EPREL.
EPREL er opdelt i tre kategorier
- En offentligt tilgængelig del, hvor alle kan se og downloade energimærke og produktdatablad og produktdatablad samt tilgå kontaktinformation på leverandøren.
- En virksomheds tilgængelig del, hvor alle leverandører kan registrere deres produkter.
- En markedsovervågningsdel, hvor markedsovervågningsmyndighederne har mulighed for at inspicere teknisk dokumentation og andre relevante informationer.
EPREL - Det europæiske produktregister for energimærkning
Vejledninger og andre informationsmaterialer
Samlet oversigt over eksisterende vejledninger
Label2020
Gennem EU’s Label2020 projekt, har Energistyren udarbejdet en række brugbare værktøjer til de reskalerede produktgrupper.
Du kan bl.a. finde forbrugerrettede foldere om de nye mærker, undervisningsmateriale og meget mere på: www.label2020.dk
Webinar om butikskontrol
Energistyrelsen afholdt den 30. juni 2023 et webinar om energimærkning og butikskontrol for udvalgte forhandlere. Se præsentation og FAQ fra mødet.