Plan for Program Energiø Bornholm og sammenfattende redegørelse
Energiø Bornholm er begyndelsen på en ny grøn æra for energiproduktionen i både Danmark og Europa, og kommer til at spille en vigtig rolle i udfasningen af fossile energikilder. Energiø Bornholm skal bestå af en havvindmøllepark ud for Bornholm samt højspændingsanlæg på Bornholm og Sjælland. Planen for Program Energiø Bornholm sætter rammerne for en kommende Energiø på Bornholm og kysten ud for.
Udkast til Plan for Program Energiø Bornholm er blevet miljøvurderet. Som en del af planprocessen har Energistyrelsen afholdt en række høringer og borgermøder i 2021, 2022 og 2023, hvor borgere, interessenter og myndigheder har indgivet idéer, forslag, bekymringer og stillet spørgsmål til Udkast til Planen og miljøvurderingen. Energistyrelsen har på baggrund af en miljøvurdering af planen samt indkomne høringssvar vurderet, at det er muligt at vedtage Plan for Program Energiø Bornholm. Energistyrelsen har i processen foretaget en række arealmæssige justeringer af planområderne for at tilgodese miljøforhold og arealbindinger i området, så som fuglebeskyttelsesområder, forsvarsområder og skibstrafikruter. Plan for Program Energiø Bornholm blev vedtaget 13. maj 2024.
Miljørapporten ses under fold-ud-fanen 'Høringsmateriale' nederst på siden.
Plan for Program Energiø Bornholm
Klager over denne afgørelse kan i henhold til § 66 stk.1 i VE- loven (LBK nr 132 af 06/02/2024) af klageberettigede indbringes for Energiklagenævnet, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800, Viborg eller pr. e-mail til ekn@naevneneshus.dk.
Klagen skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter vedtagelsen er offentligt bekendtgjort. Klage over vedtagelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Energiklagenævnet bestemmer anderledes. Energiklagenævnets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Der er 4-ugers klageperiode indtil 10. juni 2024.
Energistyrelsen har efter miljøvurderingsloven (LBK nr. 4 af 03/01/2023) udarbejdet en sammenfattende redegørelse. Den sammenfattende redegørelse har blandt andet til formål at beskrive, hvordan miljøhensyn er integreret i planen, og hvordan miljørapporten og høringssvarene er taget i betragtning.
Sammenfattende redegørelse for Plan for Program Energiø Bornholm
Espoo-consultation
Plan für das Programm Energieinsel Bornholm
Plan Programu Wyspy Energetycznej Bornholm
Miljøvurdering af Plan for Program Energiø Bornholm
Miljøvurderingen af Plan for Program Energiø Bornholm har til formål at belyse de sandsynlige væsentlige miljøpåvirkninger, der er forbundet med realisering af de anlæg, både på havet og på land, som følger af planen. Vurderingerne i miljørapporten foretages på et overordnet niveau, da de konkrete havvindmølleprojekter og landbaserede anlæg endnu ikke kendes.
De senere miljøkonsekvensvurderinger (VVM) af de konkrete projekter på hhv. land og havet vil belyse de miljømæssige konsekvenser af at etablere hhv. de landbaserede- og havbaserede anlæg. Først efter en miljøkonsekvensvurdering for projekterne på havet er blevet udarbejdet, kan Energistyrelsen træffe afgørelse om etableringstilladelse til selve havvindmølleparken.
Myndighedsroller og bygherreroller
Energistyrelsen er myndighed for miljøvurdering af Plan for Program Energiø Bornholm og de senere miljøkonsekvensvurderinger (VVM) af havvindmølleparkerne. Miljøstyrelsen er myndighed for miljøkonsekvensvurderingen (VVM) af landanlæggene, og skal derfor træffe afgørelse om tilladelse til at påbegynde etablering af landanlæggene. Energinet er bygherre for landanlæggene, mens det bliver den udpegede koncessionsvindere, der er bygherre for havvindmølleparkerne.
2. Offentlighedsfase for Udkast til Plan for Program Energiø Bornholm
Da der fejlagtigt er blevet uploadet gamle versioner af ”Miljørapport, Delrapport 3: Land” og ”Miljørapport: Natura 2000-rapport”, samt foretaget en mindre rettelse i Miljørapport, Delrapport 2: Hav, er der lagt nye versioner op af disse d. 6. oktober 2023.
Energistyrelsen gør opmærksom på, at høringsfristen forlænges til den 1. december 2023, da der fejlagtigt er blevet uploadet gamle versioner af ”Miljørapport, Delrapport 3: Land” og ”Miljørapport: Natura 2000-rapport”. Der er desuden foretaget en mindre rettelse i Miljørapport, Delrapport 2: Hav.
I forbindelse med udarbejdelsen af Udkast til Plan for Program Energiø Bornholm med ledsagende Miljørapport, skal Energistyrelsen gennemføre 2. offentlighedsfase i perioden fra den 2. oktober – 1. december 2023.
Miljøvurderingen skal sikre, at der på et overordnet niveau tages stilling til de sandsynlige væsentlige miljøpåvirkninger, der kan forekomme ved realisering af Plan for Program Energiø Bornholm. Miljørapporten inkluder både vurderinger af påvirkningerne af miljøet på havet og på land. Høringsmaterialet kan findes nederst på siden.
Alle med interesse har hér mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer til både Udkast til Plan for Program Energiø Bornholm og den ledsagende Miljørapport. Til og med den 1. december 2023 kan du sende dit høringssvar til hoeringenergioe@ens.dk.
Borgermøder
Der vil i forbindelse med 2. offentlighedsfase blive afholdt to borgermøder, ét på Bornholm og ét på Sjælland. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig til borgermøderne.
På Bornholm bliver borgermødet afholdt den 25. oktober fra kl. 18.30, på adressen: Green Solution House, Strandvejen 79, 3700 Rønne.
På Sjælland bliver borgermødet afholdt den 26. oktober fra kl. 18.30, på adressen: Thon Partner Hotel Høje Taastrup, Carl Gustavs Gade 1, 2630 Taastrup.
1. offentlighedsfase for afgrænsning af miljøvurdering af Plan for Program Energiø Bornholm
Til miljøvurdering af Plan for Program Energiø Bornholm gennemføres en fem ugers høring i perioden 8. november til 13. december 2021, hvor alle interessenter har mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer til høringsmaterialet, samt forslag og idéer til emner, som skal indgå i det videre arbejde. Høringsmaterialet, som blev anvendt i høringen, finder du under ”Materiale” nederst på siden.
I den samme periode bliver der foretaget en høring af nabostaterne (Sverige, Tyskland og Polen) over planens sandsynlige grænseoverskridende miljøpåvirkninger (ESPOO-høring) i henhold til ESPOO-konventionen.
Online informationsmøde
På et online møde d. 25. november kl. 15:30 -17:00 gav Energistyrelsen og Energinet information om den planlagte miljøvurdering af Plan for Program Energiø Bornholm. På mødet var der mulighed for at stille spørgsmål og komme med input og kommentarer til høringsmaterialet.
Se optagelsen af online informationsmødet her.
Supplerende høring for afgrænsning af miljøvurderingen af Plan for Program Energiø Bornholm – overplanting
I forbindelse med arbejdet med Plan for Program Energiø Bornholm har Energistyrelsen vurderet, at det er hensigtsmæssigt at holde en dør åben for, at der på et senere tidspunkt kan træffes politisk beslutning om eventuel ”overplanting”. Overplanting vurderes, at være en ændring af de oprindelige planrammer. Det blev derfor vurderet, at der var behov for en supplerende høring.
Myndigheder, interessenter og offentligheden blev inviteret til at komme med bemærkninger vedr. overplanting forud for den forestående afgrænsning af miljøvurderingen af Plan for Program Energiø Bornholm.
Høringen forløb over en periode på 4 uger - fra mandag den 4. april til mandag den 9. maj 2022.
Parallelt med den offentlige høring blev materialet sendt i Espoo-høring i Sverige, Tyskland og Polen.