Myter og fakta om CCS

Den mest udbredte og modne teknologi til fangst af CO₂ er såkaldt udvaskning, hvor man ”vasker” CO₂ fra skorstensrøg med en kemisk væske kaldet amin, som binder CO₂’en til sig. Væsken med den bundne CO₂ opvarmes derefter op til ca. 120 grader, hvorved den rene CO₂ frigives som gasser, der kan samles op.

Når CO₂’en er blevet udvasket og adskilt fra røgen, vil den typisk blive afkølet og komprimeret, så den bliver flydende og dermed lettere kan transporteres via rør, tankvogn og/eller skib til et velegnet lager i undergrunden. CO₂’ens flydende form betyder, at den lettere kan fragtes.

Grafisk illustration: CCS-værdikædens sammenspil

Image

1. I første led af værdikæden (markeret med tallet 1) indfanges CO₂ ved at filtrere røggassen fra CO₂-kilder såsom energiintensive industrianlæg, affaldsforbrændingsanlæg, el- og fjernvarmeværker og biogasanlæg.
2. I det andet led af værdikæden (markeret med tallet 2) komprimeres og transporteres CO₂’en via en rørledning eller skib til et egnet reservoir (lager).
3. I det tredje led af værdikæden (markeret med tallet 3)  pumpes CO₂’en ned i reservoiret (lageret), indtil det er fyldt.

Der eksisterer en række andre CO₂-fangstteknologier, der er knap så udbredte. Dem kan du læse mere om på siden Om CCS under fold-ud-menuen Hvordan fanger man CO₂? eller i vores teknologikatalog om CCS.

I det hele taget går den teknologiske udvikling på CCS-området hurtigt. Ud over forskning i nye metoder og mere effektive løsninger til at fange og lagre CO₂, er der også meget udvikling i gang om, hvordan CO₂’en kan anvendes til andre nyttige formål.

Industrianlæg

Ved hjælp af CCS kan man blandt andet nedbringe CO₂- udledninger de steder i industrien, hvor elektrificering af processerne endnu ikke kan lade sig gøre, og hvor der sker såkaldte procesrelaterede udledninger, fx i forbindelse med at ved at CO₂ frigives, i forbindelse med at kalk brændes til cement.

Affaldsforbrændingsanlæg

Et sted, hvor det kan give mening at anvende CCS, er på affaldsforbrændingsanlæg. På trods af ambitioner om øget affaldsgenanvendelse i fremtiden forventes det, at der fortsat vil ske bortskaffelse af affald ved forbrænding, hvilket vil udlede CO₂ til atmosfæren.

Kraftvarmeværker og biogasanlæg

Biomassefyrede kraftvarmeværker og biogasanlæg er andre potentielle CO₂- kilder, hvor CCS kan anvendes til at fange den biogene CO₂, der udledes ved afbrændning af biomasse, såsom træ, pap og papir til energiproduktion eller ved opgradering af rå biogas til naturgaskvalitet.

BECCS

BECCS (Bioenergy with Carbon Capture and Storage) betegner en proces, hvor der opsamles og geologisk lagres CO₂ fra biomasse. Bæredygtig biomasse anses for at være CO₂-neutral i sin udnyttelse på sigt, når der fx sker genplantning af træ, der afbrændes til energiformål. Det skyldes, at den genplantede træ optager CO₂ fra atmosfæren under sin vækst. Normalt frigives CO₂ igen til atmosfæren, når biomassen afbrændes eller planterne rådner. Ved brug af BECCS vil denne CO₂, som biomassen har optaget under sin vækst, tværtimod ikke udledes til atmosfæren, men lagres permanent i undergrunden. Samlet set leder BECCS derfor til negative udledninger.

Direct Air Capture

Det er muligt at fange CO₂ direkte fra atmosfæren. Dette kaldes Direct Air Capture (DAC) og kombineret med permanent lagring i undergrunden kan det på sigt blive en vigtig teknologi for at opnå tilstrækkeligt med negative emissioner. For nuværende er teknologien energikrævende og dyr, men rummer store potentialer for at kunne nedbringe atmosfærens CO₂-indhold.

Anvendelse af CO₂ (CCU)

Fangst af CO₂ med henblik på anvendelse kaldes Carbon Capture and Utilization (CCU). Indfanget CO₂ kan bl.a. anvendes i produktionen af plastmaterialer og kulstofholdige PtX-brændsler såsom e-metanol og jetfuel samt e-metanisering. CCUS er en fælles betegnelse for fangst af CO₂ med henblik på enten geologisk lagring eller anvendelse.

I Danmark er der iværksæt flere sideløbende indsatser, som har til formål at begrænse mængden af CO₂ i atmosfæren og sikre efterlevelse af målene i Danmarks klimalov. Indsatserne fokuserer hovedsageligt på energieffektivisering og omlægning fra fossile energikilder til vedvarende energi. Selv hvis de høje danske ambitioner på disse områder bliver indfriet, vil der fortsat være nogle udledninger, som vi ikke kan gøre noget ved uden at fange CO₂ og lagre den i undergrunden. Det kan eksempel være CO₂ fra brænding af kalk til cement og CO₂ fra affaldsforbrænding. Og det er særligt i disse sektorer, at CCS er tiltænkt at spille en rolle.

Desuden giver CCS mulighed for at skabe såkaldte negative udledninger, som er nødvendige, hvis vi skal nå Paris-aftalens mål om stabilisering af de globale temperaturer og samtidig nå regeringens mål om 110% CO₂-reduktioner i 2050. Negative udledninger opstår blandt andet, når vi fanger og lagrer den CO₂, der er i røgen fra biomassefyrende kraftvarmeanlæg, fordi planterne som afbrændes jo oprindeligt har optaget CO₂ fra luften. CCS kan derfor gøre en stor forskel i forhold til at bekæmpe CO₂-udledninger, som vi ellers ikke kunne gøre noget ved og til at fjerne CO₂ fra atmosfæren.

Virksomheder, som er omfattet af EU's kvoteordning og/eller er omfattet af den kommende, danske CO₂-afgift, kan spare disse afgifter ved at fange og lagre CO₂’en i stedet for at udlede den til atmosfæren.

Kvoteomfattede virksomheder skal senest 31. marts hvert år indrapportere deres udledning af drivhusgasser til Energistyrelsen.

Virksomheder, der udleder biogent CO₂, er ikke omfattet EU's kvoteordning. Udledere af biogent CO₂ kan i stedet sælge klimakreditter for at dække deres omkostninger til fangst og lagring af CO₂. Andre virksomheder kan ved køb af sådanne kreditter kompensere for deres klimaaftryk.

Samlet set udgør sparede kvoter og afgifter ved fangst og lagring af CO₂ sammen med et evt. salg af klimakreditter indtægterne ved CCS.

I de områder, som bliver endeligt udpeget til at lagre CO₂, vil der blive etableret anlæg på overfladen.

Det er også muligt, at CO₂’en skal transporteres hen til anlægget ved hjælp af rørledninger, lastbiler, skib eller tog, som også vil være synligt for naboerne til anlægget. Endelig vil der være transport fra tunge køretøjer i forbindelse med selve etableringen af anlægget, som dog kun vil være til gene i en begrænset periode, mens etableringen foregår.

Det er endnu uvist, om der bliver krav til afskærmende beplantning rundt om anlægget, som man ser ved etablering af eksempelvis solcelleparker, men det kan bestemt ikke udelukkes.

Nej. Energistyrelsen kommer kun til at tillade projekter, hvor det er sikkert og miljømæssigt forsvarligt. Som tidligere nævnt er det bestemt i undergrundsloven, at selskaberne er forpligtede til at udføre en lang række målinger, analyser og beregninger af undergrunden i de områder, hvor man ønsker at placere et CO₂-lager. Mens der bliver lagret CO₂, vil der være krav til overvågning af tryk, hvordan CO₂'en placerer sig i undergrunden med videre.

CO₂ er hverken eksplosivt eller brandfarligt, men forekommer det i meget høje koncentrationer, vil det kunne fortrænge luftens ilt og i princippet medføre kvælning for dyr og mennesker. Det forudsætter dog, at man opholder sig tæt på kilden til udslippet og ikke bevæger sig væk.

En eventuel lækage fra et CO₂-lager i undergrunden vil ikke resultere i, at store mængder CO₂ bliver frigivet på én gang, men vil i stedet foregå henover en lang periode ved langsom udsivning fra små sprækker i undergrunden. Udslip af denne type vil hurtigt blive opblandet i den atmosfæriske luft udendørs og ikke udgøre fare for mennesker og dyr. Et større udslip vil være ekstremt usandsynligt, da lageret hele tiden bliver grundigt overvåget via en række metoder og analyseværktøjer, der gør, at man hurtigt vil opdage et eventuelt læk og få det stoppet øjeblikkeligt.

Risikoen for akut udslip af CO₂ i voldsomme mængder vil udelukkende forekomme ved uheld i forbindelse med opbevaring og transport af CO₂’en på landjorden, f.eks. hvis en lastbil fyldt med CO₂ vælter og forårsager et stort udslip, eller der opstår brud på en rørledning.

Sikkerheden omkring transport og opbevaring af CO₂ er lovreguleret, så der gælder en lang række skærpede krav, der har til formål at gøre det sikkert at transportere CO₂’en. Skulle der mod forventning ske uheld med udsivning af CO₂’en på landjorden, har undersøgelser fra England af pludselige og afgrænsede udslip vist en meget lav risiko for fare for mennesker – selv hvis man befinder relativt tæt på udslippet, dvs. inden for en radius på cirka 120-300 meter.

Selvom risikoen er lav, er der stadig meget stort fokus på, at arbejds- og miljøsikkerheden er i top. I overvågninger udført i forbindelse med internationale CO₂-lagre har man set, at CO₂’en forbliver i lageret, og der er ikke konstateret uheld eller større CO₂-udslip fra nogen af de eksisterende geologiske lagre.

Læs mere om den minimale risiko for udslip i afsnittet ”Miljø- og sikkerhedsaspekter ved CCS” i fold-ud-menuen ”Hvis uheldet er ude”.

Det er yderst usandsynligt, at dette skulle ske, da de geologiske formationer, man bruger til CO₂-lagring ligger langt dybere end dem, vi indvinder grundvand fra.