Bredbåndspuljen 2021 åbner i dag
I dag åbner ansøgningsrunden til Bredbåndpuljen 2021. I år er der afsat 100 mio. kr. til puljen, og Energistyrelsen afvikler i den kommende tid en række informationsmøder rundt om i landet.
Flere og flere danskere får adgang til hurtigt bredbånd. Der er dog omkring 50.000 adresser (boliger, virksomheder og sommerhuse), hvor udsigten til at få adgang til hurtigt bredbånd er så dårlig, så de kan søge om tilskud fra Bredbåndspuljen. Man kan ikke søge puljen som enkeltstående adresse, men skal gå sammen med andre i sit lokalområde, hvis man ønsker at søge om tilskud.
Rammerne for Bredbåndpuljen er politisk fastsat. Der er generelt et stort fokus på, at puljen skal være målrettet de dele af landet med dårligst udsigt til at få adgang til hurtigt bredbånd på almindelige markedsvilkår.
”I år har politikerne blandt andet besluttet, at puljen skal have fokus på at få dækket nogle af de småøer, hvor der endnu ikke er mulighed for højhastighedsbredbånd. Vi håber derfor, at man på nogle af disse øer vil gribe muligheden for at søge om tilskud fra Bredbåndspuljen”, fortæller Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.
Informationsmøder om Bredbåndspuljen
”Det er ikke helt enkelt at søge om tilskud fra Bredbåndspuljen. Derfor kommer vi rundt i landet for at fortælle om ansøgningsprocessen på en række informationsmøder.”, siger Kristoffer Böttzauw.
Sammen med lokale samarbejdspartnere er der planlagt informationsmøder følgende steder.
2/6 |
Midtsjælland – Lejre |
7/6 |
Fyn – Odense |
8/6 |
Midt- og Vestjylland – Holstebro |
9/6 |
Nordsjælland – Helsinge |
10/6 |
Sydsjælland – Vordingborg |
15/6 |
Østjylland – Tørring |
16/6 |
Himmerland – Års |
22/6 |
Nordvestsjælland – Kalundborg |
Du kan læse mere om Bredbåndspuljen og ansøgningsprocessen på ens.dk/bredbaandspulje. Her kan du også tilmelde dig et informationsmøde om puljen.Endvidere holder Energistyrelsen et informationsmøde online den 3. juni.
Kontakt
Chefkonsulent Henrik Kjær, 3392 7913, hkj@ens.dk
Fakta
- Der er afsat 100 mio. kr. til Bredbåndspuljen i 2021. Puljen er målrettet boliger, virksomheder og sommerhuse i landzone og sommerhusområder.
- Bredbåndspuljen er efterspørgselsdrevet. Man skal slå sig sammen lokalt og organisere et projekt, som kan søge om tilskud. De deltagende adresser skal bidrage med en egenbetaling på mindst 4.000 kr. i gennemsnit pr. adresse. Det samme skal den bredbåndsudbyder, som skal stå for udrulningen i projektet.
- Der er mulighed for at søge tilskud til adresser med dårlig bredbåndsdækning – og hvor der ikke foreligger konkrete planer for bedre dækning inden for de kommende tre år. Dårlig bredbåndsdækning indebærer, at det ikke må være muligt at få en bredbåndsforbindelse på adressen, hvor hastighederne overstiger 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload.
- Den infrastruktur, der etableres med tilskud fra bredbåndspuljen, skal kunne levere stabile, oplevede hastigheder på mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload.
- P.t. er der registreret cirka 50.000 tilskudsberettigede adresser. Man kan se, om en adresse er registreret som tilskudsberettiget på www.bredbaandspulje.ens.dk.
- Bredbåndspuljen blev etableret i 2016. I perioden 2016-2020 er der givet tilsagn om tilskud til hurtigt bredbånd til 379 projekter, som samlet omfatter ca. 21.000 adresser.