Dansk inspiration kan give grøn fjernvarme til 5 millioner indbyggere i tysk delstat

29. oktober 2020
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Den store tyske delstat, Baden-Württemberg, har netop vedtaget ny klimalov, der stiller krav om obligatorisk varmeplanlægning i 103 byer, med i alt 5 mio. indbyggere. Byerne skal finde grønne alternativer til fossil varme, og delstaten har fjernvarme i kikkerten. Det er godt nyt for klimaet og for danske eksportvirksomheder. Varmelovgivningen er inspireret af danske erfaringer.

Baden-Württemberg har som en af Tysklands største og rigeste delstater sat et mål om, at 80 procent af delstatens energiforbrug skal baseres på vedvarende energi i 2050. Men opvarmning og afkøling udgør 50 procent af Tysklands energiforbrug og er primært baseret på sorte energikilder. Der er derfor stor tysk interesse i at omstille varmesektoren i mere bæredygtig retning. Den fossile andel skal i stort omfang erstattes af solfangere og overskudsvarme fra industri og geotermi, hvis Tyskland skal nå sine klimamål.

Danmark har mange års erfaring med decentralisering af varmesektoren koblet med langsigtet planlægningssikkerhed. I dag er mere end 64 procent af danske husstande forbundet med fjernvarmenettet, og andelen af vedvarende energi i fjernvarmenettet er 61 procent.

De sidste tre år har Energistyrelsen og den danske ambassade i Berlin samarbejdet med Baden-Württembergs Ministerium for Miljø, Klima og Energi om at udveksle erfaringer om netop grøn omstilling af varmesektoren. Dialogen har været suppleret af indsatser fra Danish Board of District Heating (DBDH), Dansk Industri og State of Green, der har fremvist konkrete danske løsninger til inspiration. Den tætte dansk-tyske dialog har nu resulteret i en ny varmelovgivning som en del af en ny klimalov i Baden-Württemberg. Denne skal sikre, at delstatens 103 største byer med samlet over 5 millioner indbyggere skal igangsætte en langsigtet strategisk varmeplanlægning for at sætte skub i omstillingen til vedvarende energi.

Hos Energistyrelsen, der har samarbejdet med Baden-Württemberg siden 2017, glæder vicedirektør Martin Hansen sig over at se delstatens nye grønne varmetiltag.

”Vi er meget glade for, at danske erfaringer nu kan gavne Baden-Württemberg på deres vej til en grøn varmeforsyning. Baden-Württemberg er en grøn frontløber i Tyskland. Vi oplever, at deres nye tiltag på varmeområdet bliver fulgt nøje i hele Tyskland, både på nationalt niveau og i andre delstater. Derfor bliver det spændende at følge dem på denne rejse, som forhåbentlig kan inspirere andre delstater”, siger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Store danske eksportmuligheder

Når varmeplanlægningen bliver en obligatorisk kommunal opgave kommer der sandsynligvis mere grøn fjernvarme. For at støtte dette skift, vil Energistyrelsen bistå kommunerne i deres kommende varmeplanlægning. Det kan potentielt skabe et stort eksportmarked for grøn dansk energiteknologi i Tyskland, som er Europas største økonomi, og i 2019 Danmarks største eksportmarked for energiteknologi.

Rambøll er en af flere danske virksomheder, som følger udviklingen på det tyske marked for fjernvarmeløsninger tæt.

”Rambøll har arbejdet med energiplanlægning og fjernvarmeprojekter i Tyskland siden vi åbnede en afdeling for fjernvarme i Hamborg for fem år siden. Vi tror på, at obligatoriske varmeplaner vil accelerere den grønne omstilling, og at det vil bringe vores danske løsninger til byerne og kommunerne meget hurtigere. Vi håber at Baden-Württemberg’s beslutning vil inspirere de øvrige Bundesländer til at indføre tilsvarende greb,” udtaler Managing Director, Energy, Michael Simmelsgaard.

Også danske producenter af udstyr til fjernvarmeindustrien står klar til at bidrage til en grøn omstilling af tysk varmeforsyning. Det gælder bl.a. Kamstrup, der står klar med teknologi.

”Teknologierne til at levere effektiv grøn varme er allerede klar og potentialet i Tyskland er enormt. Forsyningerne vil gerne udvikle fjernvarmen, men det handler i stor udstrækning om at sikre langsigtet planlægning og de rigtige rammevilkår for at få det til at ske i praksis. Derfor ser vi utrolig positivt på de nye krav til varmeplanlægning og krydser fingre for at andre tyske delstater bliver inspireret,” siger Steen Schelle Jensen, Head of Business Development – Heat/Cooling i Kamstrup.

Den nye lov om obligatorisk varmeplanlægning blev vedtaget den 14. oktober 2020, og varmeplanerne skal være på plads for samtlige 103 storbyer i delstaten inden for de næste tre år.

Faktaboks:

  • Energistyrelsen samarbejder bilateralt med 16 lande. Myndighedssamarbejdet med Tyskland er en del af Eksportordningen for Energiområdet og skal fremme den grønne omstilling og den institutionelle kapacitetsopbygning.
  • Det dansk-tyske myndighedssamarbejde om energi drives af Energistyrelsen og implementeres i tæt samarbejde med Udenrigsministeriets Trade Council. Derudover samarbejder Energistyrelsen bl.a. med Danish Board of District Heating (DBDH), DI Energi og State of Green.
  • Samarbejdet blev etableret i 2015 og fokuserer i dag på at dele erfaringer inden for produktion, distribution og effektiv brug af energi for at sætte skub i den grønne omstilling og opfylde Parisaftalen og FN’s verdensmål.

Kontakt: Fuldmægtigt Birgitte Torntoft, brto@ens.dk / mobil: 3392 7907

Kontaktpersoner

Ture Falbe-Hansen
Pressechef (+45) 2513 7846

Abonnér på Energistyrelsens nyheder

Tilmeld dig