EU's klima- & energipolitik

Energi har igen indtaget en central position i EU, som det var tilfældet i begyndelsen af det europæiske samarbejde med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1951 og Det Europæiske Atomenergifællesskab i 1957. I dag bygger det energipolitiske samarbejde i EU på tre grundpiller, som er på linje med Danmark's energipolitik:

  • Forsyningssikkerhed
  • Konkurrencedygtighed
  • Bæredygtighed

Det Europæiske Råd vedtog i 2007 handlingsplanen ”En energipolitik for Europa”. Denne handlingsplan var et første skridt mod at øge forsyningssikkerheden i Europa, sikre de europæiske økonomiers konkurrenceevne og bekæmpe klimaforandringerne.

En lang række politikker skal sikre, at disse målsætninger opnås. 

En energipolitik for Europa

Den fælles energipolitik for Europa har tre overordnede mål: øget forsyningssikkerhed, styrket konkurrenceevne og modvirke de globale klimaforandringer.

På deres forårstopmøde den 8.-9. marts 2007 vedtog EU's stats- og regeringschefer en epokegørende handlingsplan med titlen "En Energipolitik for Europa".

Handlingsplanen udstikker kursen for en fælles europæisk energistrategi over de kommende år. EU har hidtil ikke haft en fælles energistrategi.

De overordnede målsætninger bag handlingsplanen er:

  • at modvirke globale klimaforandringer som konsekvens af udledningen af drivhusgasser
  • at sikre EU's forsyning af energiforsyning
  • at styrke konkurrencen på EU's indre marked for energi

For at nå disse målsætninger peger handlingsplanen på at EU-landene i fællesskab skal:

  • Binde sig til at reducere udledningen af klimaskadelige drivhusgasser med 20 pct. inden 2020
  • Nedbringe energiforbruget med 20 pct. inden 2020
  • Indfase 20 pct. vedvarende energi i EU's samlede energimiks inden 2020
  • Fremme energiteknologiske gennembrud
  • Tale med en røst i forhold til eksterne energileverandør-lande
  • Fremme prioriterede el- og gasinfrastrukturprojekter
  • Opbygge et overvågningscenter for forsyningssikkerhed
  • Sikre effektiv adskillelse mellem kommercielle selskaber og kontrollen med energinettene
  • Oprette et agentur for samarbejde mellem nationale energitilsyn i relation til grænseoverskridende el- og gashandel
  • Styrke de nationale energitilsyns beføjelser i relation til energiselskaberne
  • Sikre bedre integration af EU’s energipolitik i andre politikker, f.eks. handel og landbrug
Kommissionens 2. Strategiske Energiredegørelse

Energisikkerheden i EU er kommet i højsædet. Derfor præsenterede Kommissionen i november 2008 en omfattende handlingsplan for energisikkerhed og energisolidaritet.

Den 13. november 2008 fremlagde Kommissionen sin anden strategiske energiredegørelse. Omdrejningspunktet for den anden strategiske energiredegørelse er en Handlingsplan for Energisikkerhed og Energisolidaritet. Herudover tager redegørelsen de første skridt i retningen af at identificere udfordringer på energiområdet i perioden 2020-2050 og nødvendige tiltag i den forbindelse. Den 2. strategiske redegørelse ligger i forlængelse af Kommissionens første energiredegørelse fra 2007.

1. strategiske energiredegørelse

I Kommissionens første strategiske energiredegørelse udpegede EU-Kommissionen tre hovedudfordringer for den fælles europæiske energipolitik:

  • imødegåelse af menneskeskabte klimaforandringer,
  • styrkelse af EU's konkurrenceevne, og
  • styrkelse af EU's energisikkerhed.
  • EU har iværksat en række initiativer for at forhindre menneskeskabte klimaforandringer og for at styrke EU's konkurrenceevne. Med lanceringen af 3. liberaliseringspakke (19. september 2007) og klima- og energipakken (23. januar 2008) er Kommissionens fokus derfor nu rettet mod det tredje punkt: energisikkerhed.

Fokus i 2. strategiske energiredegørelse

Handlingsplanen for Energisikkerhed og Energisolidaritet sætter særligt fokus på fem områder:

  • Energiinfrastruktur og diversificering af energiforsyningen
  • Eksterne energirelationer
  • Forbedrede olie- og gaslagre samt mekanismer til krisehåndtering
  • Energieffektivitet
  • Bedre udnyttelse af EU's egne energiressourcer
Indre Marked for el og gas

Med 3. Liberaliseringspakke ønsker Kommissionen at styrke de eksisterende regler for det indre el- og gasmarked. Pakken skal sikre rimelige priser, give alle virksomheder adgang til markedet og bidrage til at sikre forsyningssikkerheden i Europa.

Kommissionen påpegede i sin Meddelelse af 10. januar 2007 " En energipolitik for Europa, at de nuværende fælles regler for EU's indre energimarked ikke opfylder målet om et velfungerende indre marked.

På den baggrund vurderede Kommissionen, at der var behov for en revision og styrkelse af de eksisterende fælles regler.

EU-Kommissionen fremsatte derfor den 3. liberaliseringspakke den 19. september 2007, som indeholder en række forslag til yderligere fremme af liberaliseringen af el- og gasmarkederne.

Liberaliseringspakken omfatter fem EU-retsakter:

  1. Fælles regler for det indre marked for elektricitet
  2. Fælles regler for det indre marked for gas
  3. Oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energimyndigheder
  4. Netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling
  5. Adgang til naturgastransmissionsnet

Der blev opnået politisk enighed i Ministerrådet om liberaliseringspakken på energiministrenes rådsmøde den 10. oktober 2008. I april 2009 vedtog et stort flertal af Europa-Parlamentets medlemmer den samlede pakke. Pakken blev endeligt vedtaget af Ministerrådet den 25. juni 2009.

Pakkens hovedelementer består i 

  • et krav om ejermæssig adskillelse af transmissionsnettet, eller - alternativt - øget uafhængighed i drift og udbygningen af transmissionsnettet 
  • styrkelse af de nationale tilsynsmyndigheder 
  • etableringen af et fælles EU-tilsynsagentur som samarbejdsramme for de nationale tilsynsmyndigheder, der skal have fokus på spørgsmål af grænseoverskridende karakter 
  • formalisering af samarbejdet mellem transmissionssystemoperatørerne, og 
  • øget transparens mht. markedsoplysninger vedrørende den grænseoverskridende transmission og handel

Ejermæssig adskillelse

Det vigtigste element i de reviderede el- og gasdirektiver er kravet om ejermæssig adskillelse mellem produktions/forsyningsvirksomheder og ejerskab/drift af de overordnede energinet (transmissionsnettet). Medlemslande kan også vælge at sikre øget uafhængighed mellem transmissionsnettet og produktions-/forsyningsaktiviteter igennem oprettelse af en systemoperatør, som driver transmissionsnettene uafhængigt af forsynings- og produktionsinteresser, også kaldet en ISO (Independent System Operator). I de medlemslande, som hverken vil gennemføre ejermæssig adskillelse eller ISO-operationen, vil det under visse forudsætninger fortsat være muligt at udøve transmissions-, produktions- og forsyningsaktiviteter indenfor den samme koncern, altså uden at transmissionssystemet bliver ejermæssigt adskilt. Denne option, også kaldet ITO (Independent Transmission Operator) er underlagt en række krav, for eksempel tiltag for at sikre uafhængigheden af ITO'ens ledelse og for at sikre uafhængigheden i driften og udbygningen af transmissionssystemet. Desuden bliver ITO'en genstand for et forstærket tilsyn fra de nationale tilsynsmyndigheder.

Formålet hermed er at sikre, at alle aktører har lige adgang til transmissionsnettet, uden at store energivirksomheder, der selv ejer energitransmissionsnettet, kan bruge deres ejerskab af nettet til at holde konkurrenter ude.

Agentur

Udover ejermæssig adskillelse indeholder forslaget oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energitilsynsmyndighederne.

Formålet er på fællesskabsplan at supplere de reguleringsopgaver, der varetages nationalt af de regulerende myndigheder i medfør af el- og gasdirektiverne, og om nødvendigt koordinere disse myndigheders indsats.

Agenturets hovedopgave er at fremme og regulere den grænseoverskridende handel med el og gas.

Derudover bliver de nationale tilsynsmyndigheder styrket, idet der stilles øgede krav til deres uafhængighed. Desuden bliver deres beføjelser for at sikre og fremme konkurrencen på el- og gasmarkedet udvidet.

Adgang til nettene

Liberaliseringspakken indeholder endeligt ændringer i de to EU-forordninger om betingelser for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

De foreslåede ændringer har haft til formål at fremme udviklingen af et funktionsdygtigt og gennemsigtigt grænseoverskridende el- og gasmarked.

Den reviderede forordning indeholder regler, der forpligter transmissionsnetoperatørerne til at styrke deres samarbejde.

Forslaget sigter også mod at forbedre de lovgivningsmæssige rammer for at lette tredjeparters adgang til infrastrukturanlæg, bl.a. igennem øget transparens.

Klima- og Energipakken

EU's Klima- og Energipakke har til formål at sikre, at EU-landene når i mål mht. at reducere udledning af drivhusgasser og fremme af vedvarende energi.

 

Den 23. januar fremlagde Kommissionen et oplæg til en klima- og energipakke. Pakken er Kommissionens svar på en opfordring fra det Europæiske Råd i marts 2007.

Klima- og energipakken indeholder en række tæt forbundne forslag, som har til formål at sikre, at EU-landene når i mål mht. at reducere udledningen af drivhusgasser med 20 pct. inden 2020, herunder at indfase 20 pct. vedvarende energi i EU's samlede energiforbrug inden 2020 samt forøge andelen af vedvarende energiformer i transportsektoren med 10 pct. inden 2020.

Klima- og energipakken indeholder følgende forslag til fælles EU-lovgivning:

I december 2008 blev der opnået politisk enighed om Klima- og energipakken på Det Europæiske Råds topmøde, og den er senere blevet vedtaget af Europa-Parlamentet.

EU Kommissionens Strategiske energiteknologiplan (SET-planen)

Kommissionen har den 15. september udsendt en meddelelse om en revideret fælles forsknings- og innovationsstrategi (SET-Plan) som opfølgning på Kommissionens strategi for Energiunionen fra februar 2015.

Meddelelsen om SET-Planen vedrører Energiunionens femte dimension om forskning, innovation og konkurrenceevne. I Energiunionen er forskning, innovation og konkurrenceevne med SET-Planen som platform udset til at spille en nøglerolle i en ny tilgang, som skal fremskynde omstillingen af energisystemet. 
 
Meddelelsen indeholder tre overordnede budskaber: 
 

  • 10 fokusområder, som skal fremskynde omstillingen af energisystemet og skabe jobs og vækst, 
  • En mere integreret strategi, som adresserer synergier på tværs af energisystemets sektorer, og som kobler forskning, innovation og konkurrencedygtighed, 
  • En ny struktur for organisering og implementering af SET-Planen. 

 
De 10 fokusområder tager udgangspunkt i de såkaldte 4+2 prioriteter, som er identificeret i Energiunionens femte dimension om forskning, innovation og konkurrenceevne. Prioriteterne er delt op i fire kerneprioriteter (vedvarende energi, forbrugere, energieffektivitet og transport) hvor hovedindsatsen skal lægges, og derudover er der to mulige prioriteter (kulstoffangst og lagring (CCS) og atomkraft) for de medlemsstater, som eventuelt måtte være interesserede i disse.
 
SET-Planen blev lanceret af Kommissionen i 2007 med det formål at etablere en energiteknologipolitik for Europa, som kan understøtte de energipolitiske mål for EU. SET-planen fokuserer på, hvordan teknologiindsatsen i EU, industrien og medlemslandene indrettes bedst muligt for at opfylde de politiske målsætninger. SET-Planen har ikke egne midler, og finansiering af indsatsen sker derfor gennem brug af ressourcer fra eksisterende EU-ordninger samt bidrag fra medlemslandenes nationale støtteordninger.
 
I forbindelse med SET-Planen vil Kommissionen også lancere en Strategiske Forsknings- og Innovationsplan for Transport samt det Globale Initiativ for Energiteknologi- og Innovationslederskab (Global Energy Technology and Innovation Leadership Initiative).
 
For danske ansøgere er der mulighed for gennem EUDP at søge støtte til deltagelse i større fælles europæiske projekter, der bidrager til at implementere Europæiske Industri Initiativer (EII) under SET-planen.
 
Opdateret 28. sept. 2015