Indberetning om VE-projekter

Indberetning om VE-projekter

Kommuner og opstillere (anlægsejere) af vedvarende energianlæg skal, i forbindelse med etablering og drift af vindmøller og solceller, indberette oplysninger om VE-ordningerne og lokale gevinster ved opstilling af vedvarende energianlæg.

Baggrunden for indberetningspligten er Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023 – Rammevilkår til fremme af VE-udbygningen på land af 12. december 2023, som bl.a. er udmøntet ved ændringer i lov om fremme af vedvarende energianlæg (VE-loven). Lovændringen indebærer bl.a. en bemyndigelse til at fastsætte regler om indberetningspligt for kommuner og opstillere (anlægsejere).

Reglerne om indberetningspligten er fastsat i bekendtgørelserne om VE-ordningerne samt i bekendtgørelse om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om lokale gevinster (bekendtgørelserne kan tilgås nedenfor under links til relevant lovgivning).  

Indberetningspligten knytter sig til anlæg omfattet af VE-ordningerne, herunder landvindmøller over 25 m og terræninstallerede solcelleanlæg med en installeret effekt på 500 kW eller derover. 

Indberetningspligten omfatter oplysninger om VE-bonus, værditab, salgsoption og grøn pulje samt øvrige lokale gevinster som opstiller bidrager med uden at være forpligtet hertil efter reglerne i VE-loven. De fleste oplysninger skal indberettes når et anlæg idriftsættes, mens oplysninger om udmøntning af grøn pulje og udbetaling af VE-bonus mv. vil skulle indberettes løbende. Se nærmere om frister af afsnittene om indberetning fra hhv. kommune og opstiller (anlægsejer) nedenfor.  

Indberetning af oplysninger skal ske med henblik på at skabe transparens omkring og synliggørelse af VE-ordningerne og de lokale gevinster, der følger med etablering af et VE-anlæg. Herudover skal VE-opstillere (anlægsejere) indberette oplysninger, der er nødvendige for Energistyrelsens evaluering af og tilsyn med VE-ordningerne.

Derudover har revision af VE-direktivet (VEIII) skærpet kravet til Energistyrelsens tilsyn med overholdelse af tilladelsesfristerne for VE-anlæg. Det medfører, at kommunerne skal oplyse og indberette informationer om tidsfristerne og sagsbehandlingstider for tilladelser omfattet af tilladelsesprocessen, hvilket følger af bekendtgørelse om kontaktpunkt, VE-tilladelsesprocessen og områder til fremme af VE.

Indberetning af sagsbehandlingstider skal ske med henblik på at sikre, at sikre overholdelse af frister fastsat i bekendtgørelsen som følge af VEIII-direktivet.

Indberetningen sker digitalt på virk.dk og kræver brug af MitID Erhverv.
Blanketten kan fremsøges på virk.dk ved at fremsøge Energistyrelsens selvbetjeningsløsninger eller tilgås her: virk.dk 

Nedenfor kan du blive klogere på de enkelte frister hhv. kommuner og opstillere (anlægsejere) er omfattet af, ligesom du kan hente en tjekliste med overblik over de nødvendige informationer for at kunne indberette gennem systemet. 

Kommune – hvad skal indberettes?

I indberetningsskemaet skal det angives, hvorvidt indberetningen omhandler et nyligt idriftsat anlæg, hvor der skal indberettes oplysninger om grøn pulje, sagsbehandlingstider for byggetilladelse og § 25-tilladelse efter miljøvurderingsloven, samt vægt på lokale gevinster, eller om indberetningen omhandler en nylig udmøntning af grøn pulje-midler. 
Hvis to nabokommuner har lavet aftale om deling af grøn pulje-midler, skal der også indberettes for nyligt idriftsatte anlæg i nabokommunen.

Kommunens indberetning er omfattet af følgende frister:

  • Indberetning ifm. indbetaling til grøn pulje samt vægt på lokale gevinster: 6 uger efter opstillers (anlægsejers) indbetaling af grøn pulje.
  • Indberetning ifm. udmøntning af grøn pulje: 4 uger efter allokering af midler.

Tjekliste

For at indberette skal du altid have et projektnavn samt dato for byggetilladelse klar. De øvrige oplysninger, der skal indberettes, afhænger af det valgte indberetningsformål.

En tjekliste over nødvendige oplysninger for de enkelte indberetninger kan findes her: Tjekliste til brug for kommuners indberetning om VE-ordninger og øvrige gevinster ved opstilling af VE-anlæg samt sagsbehandlingstider

Såfremt indberetningen vedrører udmøntning af grøn pulje-midler, skal der udfyldes og uploades et excel-ark. Arket er tilgængeligt her: Udmøntning af grøn pulje 

Opstiller (anlægsejer) – hvad skal indberettes?

I indberetningsskemaet skal det angives, hvorvidt indberetningen vedrører et nyligt idriftsat anlæg, årlig udbetaling af VE-bonus eller udløb af salgsoption. 

Opstillers (anlægsejers) indberetning er omfattet af følgende frister:

  • Indberetning ifm. idriftsættelse af et anlæg: 4 uger efter først producerede kWh.
  • Indberetning ifm. årlig udbetaling af VE-bonus: 15. maj i det efterfølgende år.
  • Indberetning ifm. udløb af salgsoption: 18 måneder efter først producerede kWh eller senest 6 måneder efter Taksationsmyndigheden har truffet afgørelse.

Tjekliste

For at indberette skal du altid have et projektnavn, GSRN-nummer og dato for idriftsættelse klar. De øvrige oplysninger, der skal indberettes, afhænger af det valgte indberetningsformål.
En tjekliste over de nødvendige oplysninger for de enkelte indberetninger kan findes her: Tjekliste til brug for opstillers (anlægsejers) indberetning om VE-ordninger og lokale gevinster ved opstilling af VE-anlæg.

Links til relevant lovgivning

Indberetningspligten er fastsat i følgende bekendtgørelser med hjemmel i lov om fremme af vedvarende energi. 

Bekendtgørelse om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om lokale gevinster
Bekendtgørelse om værditabsordningen, salgsoptionsordningen og taksationsmyndigheden
Bekendtgørelse om grøn pulje 
Bekendtgørelse om VE-bonusordning  

Herudover indberettes oplysninger mhp. tilsyn med overholdelse af frister efter VEIII-direktivet

Bekendtgørelse om kontaktpunkt, VE-tilladelsesprocessen og områder til fremme af VE

Kontakt

Landvind og sol